Der er store sideeffekter af corona - ikke mindst på grund af lukkede skoler og kirker

Skolelukningerne vil ikke bare være til skade for eleverne, men for samfundet som helhed. Samfundet vil lide skade ved, at dannelsen udvandes i et slægtled, påpeger engelsk sociolog i ny bog

I denne udgave af Kiosken vender Anders Raahauge nogle af de mange sideeffekter, som coronakrisen fordrer - herunder i kirken, i skolen og på sociale medier.
I denne udgave af Kiosken vender Anders Raahauge nogle af de mange sideeffekter, som coronakrisen fordrer - herunder i kirken, i skolen og på sociale medier. Foto: Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix og Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Jennie Bristow er engelsk sociolog ved University of Canterbury og har netop skrevet bogen ”The Corona Generation: Coming of Age in a Crisis”. Som specialist i børns opvækst – og mor til skolesøgende børn – er hun bekymret for langtidsvirkningerne af de gentagne og langvarige nedlukninger af skolerne, der nærmest betragtes som petri-skåle af smitte. Der har været talt meget om truet velfærd for børn fra hjem med problemer, som de nu slet ikke slipper ud af, skriver hun i magasinet Unherd.

Men Jennie Bristow vil pege på dybere konsekvenser af skolelukningerne, ikke bare for eleverne, men for samfundet som helhed. For det vil lide skade ved, at dannelsen udvandes i et slægtled.

”Skoler er nemlig meget mere end blot en samling klasseværelser. De er stedet, hvor voksenverdenen møder børneverdenen, hvor sociale normer og værdier kommunikeres mellem generationerne. De er stedet, som løfter børn ud af de febrile spændinger i deres daglige eksistens og giver dem et bredere perspektiv på menneskets betingelser og en fundering for deres fremtid. Selv med den bedste vilje kan skærmundervisning aldrig være en erstatning for dette.”

Samtidig fremmedgøres eleverne af al den sociale afstand, ligesom de stresses af de strikse krav og af de skarpe udfald, de kan se i tv, mod dem, der ikke nøje følger reglerne for nedlukning.

De registrerer forskellige signaler og ser måske deres forældre i konflikt med skolen eller argumenterende mod statens bud. De oplever deres autoriteters krise; yderligere skærpet ved synet af forældre og lærere, som infantiliseres af nye regler, de skal underkaste sig.

”Når skolerne genåbner, vil det ikke kun være de unge menneskers uddannelse, der har lidt skade. Det vil være deres tillid til alle voksensamfundets normer, forventninger og institutioner. Og hvad kunne være mere foruroligende end det?”.

Lukkede skoler –og måske lukkede kirker: Melanie McDonagh fra The Spectator bemærker, at Londons biskop, Sarah Mullally nu foreslår, at byens kirker lukker. At Londons borgmester, Sadiq Khan, har samme holdning, overrasker ikke, men Sarah Mullally er kirkeleder, og da er det forargeligt, mener Melanie McDonagh.

Mullally har dog været sygeplejerske i et tidligere liv, og det er tydeligvis sygeplejersken, der taler her, bemærker McDonagh. Alligevel er hun rystet:

”Den kirke, jeg går i, er sandsynligvis det sikreste sted, jeg kan gå uden for mit eget hjem. Masser af afstand, omhyggeligt styret af en kirketjener, masser af afspritning og så videre. Man gelejdes anderledes strengt end i noget supermarked,” bemærker hun.

De katolske biskopper udsender heldigvis andre signaler, konstaterer katolikken Melanie McDonagh. Westminsters biskop, John Sherrington, har udtalt: ”Vore kirker yder et betragteligt bidrag til folks personlige modstandskraft og indre styrke, hvilket er meget behøvet i denne tid. Mange er midtpunkter, hvorfra vigtig støtte tilbydes til dem især, der behøver den mest, også ud over menigheden.”

Forfatteren Douglas Murray, hvis seneste bog, ”Hordernes hærgen”, nu er oversat til dansk, slår i Unherd et slag for større frihed på de sociale medier, hvor censur mere og mere lukker vandene.

Der skrides generelt ind over for politiske holdninger, som ikke flugter med dem i californiske Silicon Valley, og for tiden slår man stærkt ned på alle, der sætter spørgsmålstegn ved de statslige corona-strategier.

Men når teknologi-giganternes klodsede censorer behandler alle skeptikere som skøre sølvpapirshatte, kvæler de også fornuftige røster.

Man skulle have troet, at denne pandemi kunne udløse den mest brede og dybtgående diskussion, men det modsatte er sket. Debatten er blevet ensformig, fordi ledvogterne kun slipper én art synspunkter igennem.

Tidligt slog man ned på dem, der foreslog, at covid-19 ikke stammede fra dyremarkedet i Wuhan, men var et udslip – ved et uheld eller bevidst – fra det nærliggende center for virusforskning. Deres indlæg blev slettet, fordi de regnedes for eksempler på sammensværgelsesteori.

Men nu har højtstående efterretningsfolk i Five Eyes – efterretningssamarbejdet mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand – i ramme alvor luftet samme formodning.

Samtidig har Kinas kommunistiske parti ladet videnskabsmænd, der kunne bidrage til opklaringen, forsvinde. Og så sent som sidste uge arresteredes journalisten Zhang Zhan, fordi hun forsøgte at spore oprindelsen til covid-19.

”Det viser, at det er uklogt at forsøge at udelukke ting, sætte dem bag politi-afspærringstape og stemple dem som ’sammensværgelser’, når de faktisk burde undersøges,” skriver Douglas Murray.

At se teknologigiganternes enfoldige censorer bakse med spørgsmålet om, hvad offentligheden må og ikke må vide, er som at se en fornem Sèvres-vase håndteret af en chimpanse, skriver Murray.

For eksempel har WHO gennem det forgangne år præsteret en række graverende fejlvurderinger, men alligevel rammer bandstrålen rutinemæssigt kritik af denne åbenbart sakrosankte organisation.

Pandemien er farlig, og en farlig situation bliver farligere, hvis man ikke frit må drøfte den, bemærker Douglas Murray. Og censuren på de sociale medier vil næppe blive hævet, når pandemien er ovre, sådan som censur i krigstid hæves, når fredstraktaten er underskrevet.

”Det ville være ironisk, at en sygdom, med udspring i Kina, skulle ende med at sende os i samme retning som deres system.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.