Prøv avisen
Kanten

Psykolog: Der må ikke gå sport i børns forbrug af Youtube

Derudover er sport med til at højne børns evne til koncentration og fordybelse, mens Youtube bidrager med et evigt skiftende sansebombardement af vilkårlige stimuli, som i værste fald kan bidrage til manglende koncentrationsevne, skriver psykolog. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Mattias Stølen Due

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

En sammenligning mellem Youtube og sport er meget uhensigtsmæssig, idet den er med til at legitimere et stort og overstimulerende skærmforbrug, stillesiddende aktivitet og en usund egocentrisme, skriver psykolog

I sidste uge blev der præsenteret nye tal fra DR Medieforskning, der viser, at over 60 procent af de mindste skolebørn fra 7 til 12 år bruger timevis på Youtube. Hver dag, vel at mærke!

I den forbindelse udtalte en række eksperter sig, og blandt andet pointerede lektor Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet, at vi som forældre skal passe på med at fordømme denne adfærd.

Jeg er som psykolog principielt enig i denne tilgang, idet fordømmelse af mennesker aldrig fører til noget godt. Dog vil jeg forbeholde mig retten til at være kritisk over for et af hendes konkrete forslag til, hvad vi kan gøre i stedet. I en artikel på dr.dk siger hun, at vi forældre kan betragte Youtube på linje med en normal sportsgren, man kan støtte børnene i.

Jeg skal ikke – apropos Stine Liv Hansens første gode pointe – fordømme hende. Jeg vil dog tillade mig at tage afstand fra en generel sammenligning mellem Youtube og fritidssport. For det første er der bevægelseselementet til forskel. Alt for mange børn bliver overvægtige som følge af for mange stillesiddende timer. Her bidrager fritidssport meget positivt, mens Youtube gør det stik modsatte.

Derudover er sport med til at højne børns evne til koncentration og fordybelse, mens Youtube bidrager med et evigt skiftende sansebombardement af vilkårlige stimuli, som i værste fald kan bidrage til manglende koncentrationsevne.

Sidst, men ikke mindst, så har man i fritidssport fokus på noget uden for sig selv. Det kan være en fodboldkamp, en badmintonkamp eller noget helt tredje. Disse sportsgrene bidrager til sund selvforglemmelse. I mange Youtube-videoer (og på sociale medier) er det derimod én selv, der er i centrum. Det er selvfremstillingen, der arbejdes på.

Med fare for at lyde som en sur gammel mand, før jeg fylder 40 år, vil jeg påstå, at mange af de Youtube-stjerner, som børnene følger, ”inspirerer” til usund narcissisme. Og det kan ikke undgås, at børnene selv kommer til at fremstille Youtube-videoer med nogle af de samme narcissistiske karakteristika.

En sammenligning mellem Youtube og sport er meget uhensigtsmæssig, idet den er med til at legitimere et stort og overstimulerende skærmforbrug, stillesiddende aktivitet og en usund egocentrisme. Det er glimrende at insistere på dialog og undgå fordømmelse – og måske burde jeg øve mig mere på det sidste – men det må kunne lade sig gøre med en konstruktiv dialog med vores børn, uden at vi relativerer alt.

Alt er ikke lige godt, og jeg håber ikke, der går sport i at legitimere børnenes store tidsforbrug på Youtube i dialogens og relativismens navn. I så fald er dette ikke en særlig god sport.

Derudover er sport med til at højne børns evne til koncentration og fordybelse, mens Youtube bidrager med et evigt skiftende sansebombardement af vilkårlige stimuli, som i værste fald kan bidrage til manglende koncentrationsevne

Mattias Stølen Due, psykolog