Rektor: Vi skal lytte til videnskaben. Men vi skal også tænke selv

Verden ikke altid er så enkel, at den består af sandt eller falsk, forskere diskuterer også med hinanden. Derfor har vi også brug for at handle og for selv at tænke os om, mener skribenten

"Man kan ikke forhandle klimaforandringerne væk, og man kan ikke altid bortredigere de dele af sandheden, som man ikke ønsker at forholde sig til," skriver rektor Lene Tanggaard.
"Man kan ikke forhandle klimaforandringerne væk, og man kan ikke altid bortredigere de dele af sandheden, som man ikke ønsker at forholde sig til," skriver rektor Lene Tanggaard. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan indimellem opleve, at vi lever i en verden af simulationer. Lidt ligesom i et tv-køkken. Som barn husker jeg, at jeg på en gang blev både fascineret og desillusioneret over, at tv-kokken Roy Hurtigkarl (det hed han) havde forberedt alting på forhånd. Det var som om, virkeligheden blev sprunget over, når de hakkede løg var forberedt på forhånd. Der er masser af eksempler på, at vi springer over nutiden, så at sige. Hvis man i dag åbner en erhvervssektion i en avis, så vrimler det med prognoser, scenarier og fremskrivninger. I realiteten er der derfor mange fiktioner eller måske ligefrem en slags science fiction i en erhvervssektion.

På de sociale medier fremstiller vi også fiktioner. Det er de bedste billeder fra ferien eller fra festen, som kommer på vores egne små fiktionskanaler under vores profilbillede. Vi skaber en illusion af virkelighed, men det er jo en fiktion, for vi genfremstiller de bedste scener fra vores liv med alle de små billeder. Politikerne har også deres egne nyhedskanaler. Hvorfor blive forstyrret af en irriterende journalist eller redaktør, hvis man kan sende sig selv ud i æteren?

Det er ikke så underligt, at vi diskuterer fænomenet fake news som aldrig før. Det er i sandhed svært at blive klog på, hvad der er op og ned, og i vrimlen af informationer er det nemt at fare vild. Vi drukner nærmest i data.

Da jeg forleden lidt tilfældigt dumpede ind i et program om klimaforandringer i radioens P1 hørte jeg da også Connie Hedegaard, forhenværende EU-kommissær og minister for Det Konservative Folkeparti, udtale, at covid-19 har lært os, at vi skal lytte til videnskaben. Vi kan se, sagde hun, at de lande, der reagerer hurtigt og adækvat på forskernes viden, erfaring og resultater, ser ud til at komme bedst igennem krisen.

Jeg er meget enig med Hedegaard i, at vi har brug for øget tillid til forskere og andre eksperter. Man kan ikke forhandle klimaforandringerne væk, og man kan ikke altid bortredigere de dele af sandheden, som man ikke ønsker at forholde sig til. Det kan vi jo vænne os til, hvis vi ser for meget tv-køkken, bogstaveligt talt.

Alligevel er der en lille detalje, som jeg finder det værd at skrive en klumme om, og det er, at verden ikke altid er så enkel, at den består af sandt eller falsk.

Det ville være så enkelt, hvis alt var sort og hvidt, men sådan er det jo ikke. Forskere strides også med hinanden. Det er faktisk ikke sådan, at der findes en monolit eller en boks ude i verden, der hedder sandheden, som vi så kan åbne og lytte til ved lejlighed. Frem for at lytte til videnskaben, så vil jeg derfor ønske, at vi åbner for en bredere og mere nuanceret diskussion i befolkningen om, hvad viden og forskning er.

Måske er det for meget forlangt, men hvis vi bare sidder og lytter, så ender vi måske som passive konsumenter, og det redder ingen verden. Vi har også brug for at handle og for selv at tænke os om.

I ”Åndens liv” skriver filosoffen Hannah Arendt om dømmekraft, og måske er det også den, vi skal aktivere. Dømmekraften beskæftiger sig med partikulære ting, og ifølge Arendt, der trækker på filosoffen Kant, kan denne dømmekraft ikke læres, men kun udøves.

Kant mente, at en sløv person udmærket kan oparbejde kundskaber og for så vidt kende til videnskabelig praksis, metoder og teori og på den måde være lærd, men alligevel agere mangelfuldt i praksis, fordi dømmekraften udebliver. Det forklarer nogle af udfordringerne med at koble teori og praksis og med at udvikle nogenlunde plausible etiske teorier.

Man kan være belæst uden at kunne fungere som en reflekterende praktiker. Dømmekraften har så at sige sin egen måde at skride frem på, som er anderledes end blot logisk regelfølge, og det er netop her, at vi får øje på den store betydning af reflekterende praktikere, der er i stand til at øve sig på at udøve dømmekraft.

En oplagt analogi til dette er computerprogrammet, der gør det, den er programmeret til, men ikke mere end det. Man kan i dag lære computere at lære, men spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes at udstyre disse med de åndsevner, som dømmekraften er udtryk for. Det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. Så ja, vi skal lytte til videnskaben, men vi skal også huske, at man kan tænke selv.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.