Prøv avisen
Debat

Sociolog: Der mangler basale regler for, hvordan vi behandler børn i dagtilbud

Illustration: Søren Mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Børns beskyttelse er langt dårligere end voksne på arbejdsmarkedet, og derfor er en børnemiljølovgivning på sin plads, skriver forfatter og sociolog Anette Prehn

Der er regler for løft, støj, arbejdstid og eksponering for kemiske stoffer. Der er arbejdspladsvurderinger og hjælpemidler i lange baner. Skulle en medarbejder opleve sig udsat for mobning eller sexchikane, står der en arbejdsmiljørepræsentant, en tillidsrepræsentant og en leder klar til at handle, sågar en Arbejdstilsynets hotline og en fagforening. Der kan gives påbud, bøder, tvangsbøder eller rejses straffesag, hvis arbejdsmiljølovgivningen gentagne gange eller grelt overtrædes.

Sådan er bare nogle af rammerne for voksnes arbejdsmiljø, og det er vi utvivlsomt mange, der er glade og taknemmelige for. Så meget desto mere absurd fremstår den forskelsbehandling, der eksisterer mellem voksne og børns rettigheder i deres hverdagsmiljøer; på arbejdspladsen henholdsvis i daginstitution eller skole.

I denne uges TV 2-dokumentar med skjult kamera, ”Daginstitutioner bag facaden”, fik Danmark syn for sagn om, hvor galt det kan gå, når der for eksempel er for få voksne omkring småbørn, og der går ren ”overlevelse” i samspillet. Så er der for få øjne til at opdage, hvis børn bliver slået, sparket og chikaneret. Så kan børn falde ned fra høje borde, uden at det ses. Eller gemme sig i længere tid, uden nogen bemærker det. Selv kvælertag må de bære.

Småbørn med behov for trøst blev i optagelserne trumfet af praktiske opgaver eller hensynet til andre børn. Et ulykkeligt, grædende barn blev endda mødt af hån. En af optagelserne foregik over to timer. Her var der kontakt mellem voksne og børn 111 gange i alt. 105 af disse interaktioner var af negativ karakter, 6 var positive. Det fremgik også, at i løbet af en hel dag havde en dreng på tre år uden sprog, ene og alene 10 kontaktpunkter med en voksen; heraf var blot 2 af positiv art. Daginstitutioner med lutter røde ”smileys” fortsætter med at være åbne, selvom problemerne har været kendt i flere år. Havde det handlet om fødevarer, ville stedet de facto være blevet lukket. Havde det handlet om voksnes miljø, ville for eksempel tvangsbøder have gjort deres for at rette op på forholdene fluks. Med børn er det åbenbart en anden sag.

Ansvarlige pædagoger har i årevis råbt op om problemet. De står alene med alt for mange børn, hvilket giver umulige prioriteringer af deres opmærksomhed og nærvær. I forbindelse med DR-dokumentaren ”Hvem passer vores børn?” tidligere i år stod det klart, at pædagogerne har ret: Vi opgør i dag antallet af voksne omkring børn på en hovedløs måde. Ledere tælles for eksempel med, og når en medarbejder er på ferie, tæller både vedkommende selv og vikaren med. Det fremstår med andre ord på papiret, som om der er væsentligt flere voksne omkring børn, end der reelt er.

I kølvandet på dokumentaren har det heldigvis – og muligvis hjulpet på vej af den igangværende valgkamp – vist sig let at samle et politisk flertal for et skærpet tilsyn med daginstitutioner og offentlighed omkring tilsynsrapporterne. Men sådanne skridt ændrer ikke på et grundlæggende faktum: Voksne behandles som overmennesker og børn som undermennesker, for så vidt angår det miljø, de færdes i mange timer om dagen.

Da småbørn hverken kan forstå eller artikulere deres miljøudfordringer, er det voksenansvar, der skal til. Voksenansvar og anvendt viden. Forskerne ved i dag, at hjernen er konstant formbar og ændrer sig efter, hvordan den bruges og stimuleres. Særligt i fos-terstadiet og i de første år af et barns liv er formbarheden stor. Her etableres grundlæggende forbindelser i hjernen og dermed også i kroppen, fordi hjerne og krop eksisterer i et gensidigt forhold. Det kan sammenlignes med stier i en skov. De stier, som betrædes ofte, bliver bredere, tydeligere og mere oplagte at gå på. De bliver til en slags motorveje i hjernen. Spørgsmålet er, hvilke motorveje der er i gang med at formes i vores småbørn.

Formbarheden gælder også følelser. De følelser, mennesker ofte har, bliver vi ”dygtigere” til at have. Oplever man sig stresset ofte, optræner man evnen til stress. Hvis man er under negativ stress igennem længere tid, kan hjernens alarmklokke – amygdala – vokse til dobbelt størrelse. Regelmæssige oplevelser af den art, vi så på TV 2, lægger i ovnen til livslange stress-stier, hvor man er stækket fra start, fordi ens sansesystem er overvældet, man ikke oplever grundlæggende tilknytning og tryghed, og man mangler hjælp til at trampe stierne for sund følelsesregulering og socialisering op.

Naturligvis vil en børnemiljølovgivning kræve en vis ”oversættelse til børnehøjde” af voksnes mange rettigheder. Hvad er for eksempel pendanten til en arbejdsmiljørepræsentant? Eller til Arbejdstilsynets hotlines? Hvor ofte må børn tales irettesættende til eller skældes ud på, førend der er tale om en overtrædelse? Hvor mange voksne skal der være omkring børn, konstant, for at børnemiljøet dels er sikkert, dels understøtter børns sunde udvikling gennem hensigtsmæssig stimulation, ro og nærvær?

Det vil formentlig betyde en længere indflyvning og erfaringshøst at få en børnemiljølovgivning fuldt implementeret. Men det ”gode” argument for, at vi det ene øjeblik står på tæer for voksnes sunde arbejdsmiljø, mens børns beskyttelse er langt dårligere, tilfældig og uforpligtende, eksisterer ganske enkelt ikke. Processen bør påbegyndes snarest. Det er ikke raketvidenskab, det her. Det er begyndelsen på et kvantespring i vores syn på børn. Se nu bare at komme i gang!

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.