Lige nu er der folkemøde på Bornholm. Man forventer omkring 100.000 besøgende, og telte, skure, både og pladser vil bære præg af samtaler, uenigheder og forhåbentlig nye erkendelser.
I et folkestyre skal vi konstant øve os på at favne forskelligheden. Alt og alle skal ikke være ens. Også i og omkring folkekirken er der til stadighed kamp. I ”Bornholms Kirkehistorie 1617-1933” kan man læse om chikane og hærværk mod bornholmske præster, som får vore dages Facebook-debatter til at ligne den rene sødsuppe.
Rødderne til folkekirkens himmel høje rummelighed og frihed ligger dybt. Selvom den bornholmske vækkelsesprædikant Peter Christian Tranberg for eksempel fik smidt sten gennem sit vindue – og spændt reb fra træ til træ hen over vejen i håbet om, at hans enspænder ville ende i grøften – forblev de stridende parter i den samme kirke.
Stridighederne fortsætter. Og det er en styrke. Lige nu går bølgerne højt i debatten om behovet for en fornyelse af højmessens liturgi.
Ordet skaber, hvad det nævner, mente salig Grundtvig. Og betegnelsen højmesse skaber da også intuitivt forventning om noget særligt, der adskiller den fra de mange gudstjenestevarianter, særgudstjenester, møder og andagter, der afholdes på andre tidspunkter end på søn- og helligdage.
Men hvad definerer en højmesse? Hvor går grænsen mellem autoriseret fasthed og frihed til at forme og farve ved at arbejde med gudstjenestens liturgi på tidens præmisser?
En faggruppe nedsat af biskopperne har netop udsendt et debatoplæg om folkekirkens liturgi og behovet for autorisation og vejledning. Hvad må man? Hvad kan man? Hvor går grænsen?
Og debatten raser. Det fyger med hovedrysten og tolkninger af holdninger og hensigter, som primært tillægges andre. Plat, lommepædagogisk, tag selv-teologi, desperadoer, dinosaurusser, forsteninger, rædsomt, latterliggørelse, historisk teater og meget mere grumt advares der imod. ”De andre” – hvem det så er – tager helt og aldeles fejl og har nok nedrige motiver!
Jeg har tillid til, at folkekirken og højmessen har styrke til at kunne klare endnu en diskussion, der jo har sit eget ironiske evighedsperspektiv. Vi bliver aldrig færdige, men livet leves og gudstjenester afholdes alligevel.
Jeg vil minde om, at folkekirken både er trossamfund og institution. Troen er uafhængig af tid og sted, og evangelierne står som de står. Her er ingen forhandling mulig.
Men de institutionelle rammer, herunder liturgien, ændrer sig og formes uundgåeligt af den tid, institutionen virker i. At stå bomstille i et forsvar for det bestående indebærer betydelig risiko for, at de institutionelle rammer, herunder autorisationerne, presser troens livsbetingelser på en måde, der kvæler trossamfundet. Nænsom forandring leder, rigtigt håndteret, ikke til opfyldelsen af de dommedagsprofetier, der kan fremføres.
Når og hvis man forandrer, skal man naturligvis have øje for, at de institutionelle rammer aldrig må forvolde skade på trossamfund og teologi. Liturgi er også teologi, derfor omtanken.
Jeg læner mig i den sammenhæng trygt op ad Den Augsburgske Bekendelse, der beskriver kirken sådan:
”De helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og riter eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, sadan som Paulus siger: ”En tro, en dab, en Gud og alles Fader.”
Vi lever I en tid, hvor fællesskab afløses af individualisme. Det er til en vis grad positivt, for fællesskaber har gennem tiderne og udfoldet sig som snærende social kontrol og mangel på muligheder. Bagsiden af medaljen er, at vi bliver så enøjede og navlebeskuende, at vi ikke kan rumme andre end os selv og derfor kræver, at alt indrettes på vore egne præmisser. Det er et fattigt samfund, ligesom en kirke bygget op om målgruppe-designede særgudstjenester, er en fattig kirke.
Vi bliver derfor nødt til at gå på to ben. Særgudstjenester og andre rammer for forkyndelse kan være glimrende trædesten ind til det fællesskab, som højmessen indbyder til. Derfor skal rammerne være fleksible også for nye elementer og udtryk. Også højmessen kan og skal diskuteres, men her skal man være varsom. Frihed uden grænser er lige så meningsløst som grænser uden frihed. Jeg ser frem til den fortsatte debat. Der er brug for alle stemmer. For en kirke uden uenighed er ikke en levende kirke.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.