Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeligt set

Derfor stemmer jeg på Kristendemokraterne

illustration: Søren Moesdal

Jens Ole Christensen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg deler i høj grad det synspunkt, at der ikke findes en særlig kristen politik, hverken skattepolitik, miljøpolitik, forsvarspolitik eller socialpolitik. Alligevel får Kristendemokraterne min stemme, skriver Jens Ole Christensen

Jeg har besluttet mig til at springe ud af skabet: Jeg stemmer på Kristendemokraterne denne gang! Det har jeg ikke altid gjort, for jeg har i virkeligheden ret blandede følelser over for brugen af ordet ”kristen” i et partinavn.

Jeg deler i høj grad det synspunkt, at der ikke findes en særlig kristen politik, hverken skattepolitik, miljøpolitik, forsvarspolitik eller socialpolitik. Kristendommen er ikke et politisk program, men er troen på, at Gud har afsløret sig selv, og at vi kan lære ham at kende i personen Jesus fra Nazaret. Først med det som afsæt kan vi nærme os spørgsmålet om en kristen etik på en sund måde.

Dertil kommer, at hvor kristentroen bygger på åbenbaring og dermed har noget absolut i sig, bygger politik på menneskelige skøn og har noget gradvist og kompromisagtigt over sig. Man kan dermed ikke drive politik uden at få snavsede hænder.

Alligevel får Kristendemokraterne min stemme. Først og fremmest fordi vi i det danske samfund i dag har ryggen mod muren, når det handler om at bevare et menneskesyn og en politisk etik, der flugter med jødisk-kristne værdier. Det kan der nævnes en lang række eksempler på. Selv under en regering, der har indskrevet kristendommen i sit regeringsgrundlag:

Under denne regering har vi for eksempel oplevet vores høje niveau af åndsfrihed blive svækket. Der er blevet indført en lovgivning, som betyder, at demokratisk sindede og veluddannelse frikirke- og frimenighedspræster skal på demokratikursus for at få lov til at forestå en vielse. På denne regerings vagt er der blevet lovgivet om menneskers påklædning i det offentlige rum og foreslået håndtrykstvang for nye danske statsborgere. Okay, småting. Men skridt i den forkerte retning. Og vi ved fra formand Mao, at den længste rejse begynder med det første skridt.

Det har ikke hjulpet, at de to seneste kirke- og kulturministre – Bertel Haarder og Mette Bock – faktisk har fornuftige synspunkter på åndsfrihed. De er tilsyneladende fanget i den virksomhedskultur, der er i deres regering og partier. (Da indskrænkningerne i åndsfrihed forleden var ved at ramme en af den grundtvigske bevægelses centrale folk – valgmenighedspræst Morten Kvist – trådte Mette Bock dog i karakter. Tak for det!).

Et andet eksempel er den totale ned-smeltning af almindelig menneskelig dømmekraft i identitetspolitiske spørgsmål. Det mest dramatiske eksempel er loven om juridisk kønsskifte fra 2014, hvorefter en person med en penis mellem benene kan kalde sig kvinde efter at have foretaget nogle få klik på en computer.

Man behøver ikke at læse Bibelen – man kan nøjes med at tage den menneskelige krop alvorligt – for at få øje på galskaben. Men det kan den nuværende borgerligt-liberale regering ikke: Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder folk, der stiller kritiske spørgsmål til dette for ”forstokkede” og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen lægger sit ansigt i eftertænksomme folder og overvejer, om muligheden for juridisk kønsskifte skal udvides ned til seksårsalderen. Regeringen undgår sikkert en shitstorm; men vores identitet som mænd og kvinder lider.

Andre eksempler er flygtninge-og indvandrerpolitikken, hvor der er brug for en borgerlig stemme, der for alvor taler for en human behandling de mennesker, som under stor nød kommer til vores land. Herunder at disse mennesker får reel trosfrihed og ret til at skrifte religion.

Og u-landspolitikken, hvor der er brug for, at vi igen får aktiveret målsætningen om at komme op på en procent af BNP i udviklingshjælp. Det er i virkeligheden ikke ret meget at kræve af et af verdens mest velstående samfund.

Og familiepolitikken, hvor børnefamilier må få bedre vilkår for at kunne leve sundt i et samfund i meget højt tempo.

Men med disse eksempler er vi jo inde i områder, der netop er præget af menneskelige skøn og gradvise kompromiser. Vi er uden for åbenbaringens område og inde i fornuftens. Vi er i områder, hvor mennesker uden en kristen bekendelse vil kunne være enige. Ja, netop! Og dermed er vi tilbage ved mine betænkeligheder ved et kristent politisk parti.

Her spiller det en stor rolle for mig, at den siddende ledelse i Kristendemokraterne faktisk udviser en besindig omgang med begreber som ”kristen” og ”kristelig”. Den besindighed finder jeg hos landsformand Stig Grenow, næstformand Isabella Arendt Laursen og partiets varmeste bud på et kredsmandat, Kristian Andersen. Det er fra min side en skønsmæssig vurdering. Men sådan er politik.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.