Det er lettere at blive misforstået end forstået, især når mennesker er under pres. Danmark har ellers en befolkning, der er kendt for omsorg, forståelse, tolerance, gæstfrihed, tillid, næsten ingen snyd eller korruption og mange flere positive vendinger.
Flere af disse værdier er desværre i forfald, en opstramning er derfor et ønske, men det er en anden historie.
Danmark har så janteloven, men i min optik er det heller ikke den, der går ind og forstyrrer, så man lettere bliver misforstået end forstået.
Men hvad er det så, der giver den følelse, at man mere og mere bliver misforstået?
Jeg tror, at det skyldes en verden under pres. Også store kulturelle emner er under pres, og man mærker en søgen hos mange: ”Hvem er jeg, hvem ønsker jeg at være?”, og det gør os mere sårbare og på vagt.
Det er nemt at blive erklæret politisk ukorrekt. Bare man åbner munden og siger ”Pippi Langstrømpe”, så er man racist, fordi Astrid Lindgren for rigtig mange år siden skrev ”negerkonge” i sin bog.
Jeg argumenterer for, at jeg ønsker historien i bogen bevaret, så vi har et godt udgangspunkt at tale med vores børn ud fra, blandt andet som en vigtig dannende snak frem imod ”og det gør vi ikke mere, fordi…”.
Men jeg oplever i stigende grad at tabe nogen i samtalen, fordi jeg helt fra starten er blevet misforstået.
I en anden debat kan jeg prøve at sige, at jeg ved fra mit arbejde som familievejleder, at det betyder rigtig meget for børn, at de har mulighed for at kende til deres biologiske ophav, hvor jeg så straks bliver misforstået og beskyldt for at fraskære nogle voksne en mulighed for at få børn og hører straks herefter, at nogle donorbørn kan opleve at få mere kærlighed og være mere ønskede end nogle ikke-donorbørn.
Jeg prøver at komme tilbage i debatten og sige: ”Jamen, det var ikke det, jeg ville sige med mit budskab, jeg ville blot sige, at vi skal have en tanke på det, som jeg ved, at mange donorbørn kommer til at foretage sig engang i fremtiden, nemlig at starte en søgen efter den/de biologiske forældre.”
Men jeg er blevet misforstået helt fra starten og sat i bås, og derfor løber debatten af sporet eller stopper.
Jeg kan også prøve at sige, at det er nemmere for børn indbyrdes i dagligdagen, hvis de i deres fællesskab oplever at være mere neutralt og bevægelsesegnet klædt på, og at leg og eksperimenter med tyl, taft, chiffon, brokade, perler, glimmer, makeup, Ben10, Batman eller Spiderman hører til i udklædningskassen hjemme eller i institutionen.
Straks lyder det tilbage, at jeg ikke er rummelig i forhold til han, hun og hen, at jeg ikke er kønsneutral nok. Jeg prøver at sige, at det jo netop er det, jeg prøver at være ved at vise børnene, at en neutral påklædning som i 1970’erne og 1980’erne gør hverdagen langt nemmere børnene imellem. Men jeg er blevet misforstået, så der er ingen vej tilbage til en konstruktiv dialog og debat.
Og så er der alle de helt små misforståelser i hverdagen, hvor vi i et splitsekund kan gå fejl af hinanden, fordi vi er for hurtige.
Som en ven fortalte: ”Ja, min mand kom forarget hjem forleden, fordi en dame havde slået ud efter ham med sin taske, da han gik i et fodgængerfelt. Han havde jo retten på sin side, så hvad bildte hun sig ind?”.
Indtil opklaringen kom nogle dage efter, hvor en god ven af familien sagde: ”Jeg prøvede at få dig til at hilse forleden, og selvom jeg daskede ud efter dig med min taske, så du mig ikke.”
Min opfordring til inspiration er derfor: Tænk i hverdagen et øjeblik, før der kommer modargumentation i en samtale eller misforståelser i en hverdagssituation.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.