Da jeg forleden holdt en prædiken ved DR’s gudstjenestetransmission fra Jesuskirken, nævnte jeg begrebet samfundssind. Det er som bekendt blevet kåret til årets ord 2020, hvilket jeg finder ærgerligt, da det i mine ører har noget goldt over sig. Hellere burde vi tale om fædrelandskærlighed.
Nogle lyttere lod mig vide, at de fandt det upassende i en prædiken at kritisere årets ord, alt imens det er så vigtigt at stå sammen, men intentionen var jo præcis at beskrive fællesskabet som noget, der stikker dybere, end ordet samfundssind antyder.
Vi har i denne tid særligt gunstige muligheder for at forstå dimensionerne, hvilket for eksempel anes i den voksende bevidsthed om at være forankret i en hjemstavn. Der er opstået kø ved den jyske muld, og ikke mindst blandt politikere er det populært at understrege sit ophav uden for hovedstaden og udmale, hvor meget man er i pagt med sin fødeegn. Dér, hvor en spade er en spade, og de fleste har fødderne solidt plantet, ja, vendingerne er trivielle, men symboliserer ikke desto mindre en bevægelse væk fra fascinationen af det såkaldt kreative storbymenneske.
Dette er ellers i årtier blevet set som en central kraft i et progressivt vestligt land, der skal udmærke sig gennem viden, etnisk mangfoldighed og globalt inspireret hittepåsomhed. Denne idé om en slags mental overlegenhed har kun fået provinsen til at fremstå endnu mere gumpetung.
Rollefordelingen var dog allerede inden corona-epoken begyndt at vakle, og epidemien har forstærket processen. De nedlagte flyruter og mange gåture i nærmeste omegn har ikke blot skabt ny ærefrygt for lokal og dansk natur, men giver også anledning til mere eftertænksomt at iagttage det storbymenneske, der i længden kan få noget farceagtigt over sig. Det blev synligt under den dybt interessante efterårsnedsmeltning af Radikale Venstre – der jo udgør et vist indbegreb af den kreative klasse – forårsaget af tidligere formand Morten Østergaards sexchikanesag, der afslørede de selverklæret progressive verdensborgere som lige så fejlbarlige som alle andre. Bare lidt mere lækkert klædt på.
Man kommer atter i tanker om præsten Emanuel Hansted fra Henrik Pontoppidans ”Det forjættede land”, der i København har fået nok af de ”stakkels menneskekarikaturer, der er avlede i de store byers feber (…)”. Emanuel flygter hovedkulds ud på landet, hvilket ganske vist ikke i længden gør ham lykkelig, men det er hans lede ved storbyen, der her skal bemærkes.
Denne bevægelse ud i landet beskrev dr.phil. Hans Hauge i avisen den 29. januar som en kendt reaktion, da det universelle før eller siden modsiges af det romantiske og – med Hauges ord – en længsel ”tilbage til naturen. Til rødderne. Til Jylland”.
Den er god nok. Jeg oplever det selv, når jeg stiger af toget i en mindre provinsby og mærker hvile mellem de lave røde murstenshuse eller ligefrem spadserer rundt i de selvsamme gader i fødebyen, hvor det en skelsættende dag i barndommen stod klart, at livet ikke nødvendigvis ender godt.
Dér, hvor man første gang mærker den kierkegaardske fortvivlelse, vil hjertet altid møde sin genkendelse, og mens Hans Hauge betegner det som noget ”prænationalt” – altså, et forstadie til det nationale – synes det mere oplagt at se det som forudsætningen for det nationale.
Derfor tager de fejl, de, der hævder, at fædrelandsfølelsen er en konstruktion. Den er noget af det mest virkelige, der findes, for den er bundet til selve mindet om at blive sig selv bevidst samt visheden om aldrig at kunne blive helt og aldeles hjemløs. Fordi det hele jo begyndte et bestemt sted.
Dansen om den jyske muld kan bruges som politisk taktik eller et banalt forsøg på at demonstrere, hvor jordnær man er. Ret trættende.
Men lad os se bag om den evige selvfremstilling og prøve at forstå den tilbageerobring af nærhed, som længe har luret, og som pandemien ved skæbnens gunst har intensiveret som modsvar til den globale tro på, at mennesket folder sig mest ud, når det er på farten. Hvis man altså skal tro de dybt åndssvage reklameslogans om at ”rejse sig mere spændende”.
Illusionen vil dø i takt med, at vi forstår, at enhver modtager sine mest interessante træk gennem forholdet til sit første sted i verden, for hvor stammer du fra? Det er et af de vigtigste spørgsmål, man kan stille et andet menneske. En del vigtigere end: Hvor gik din seneste rejse hen? Thailand eller Dubai? Tjah og nå. Det er blevet tid til at rejse indad, mod hjemstavnen, for som historiker Henrik Jensen har formuleret det, så er det ”først i det fremmede, i det gudsfjerne, at den tabte tradition igen får karakter af hjemstavn”.
Ophøjelsen af det globale og universelle har længe truet med at gøre os hjemløse, og nu står vi med muligheden for at genvinde noget tabt og på ny erindre, hvor man blev sig selv bevidst. Og så falder ordet samfundssind til jorden, for det er ikke samfundet, der binder os til hinanden. Det er bevidstheden om en hjemstavn.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.