EFTERÅRET NÆRMER sig, og nu hvor den tidligere regeringsperiode begynder at komme på afstand, melder der sig nogle tanker. Så mens de slås i Venstre, og andre partier efter hård medfart får samlet kræfterne, er det blevet tid til at analysere dele af de seneste års dagsorden. Blandt andet er kristendommen kommet i centrum.
Det har den været i nogen tid, men i 2015 skete det meget direkte, da det i regeringsgrundlaget blev formuleret, at ”Danmark er et kristent land”. Den sætning vakte ballade, og den er heller ikke helt nem. Den hentydede naturligvis til den kendsgerning, at dansk historie indiskutabelt er præget af kristendom, og det var vel hovedsageligt bedrevidende ordkløvere, der fandt det nødvendigt at pointere, at det i sidste ende kun er det enkelte menneske, der kan være kristen. Ja, det er jo sandt, men opgaven er at rumme begge dimensioner. Den historiske og den personligt religiøse.
TILBAGE STÅR DOG, at kristendommen i disse år er blevet indlemmet i en retorik og en tænkning, hvor den mere og mere tager form af en mursten, der skal indgå i det nationale og samfundsmæssige byggeprojekt.
Vi er i færd med at lære, at mens der indlysende findes en forbindelse mellem kristendommen og forståelsen af at være dansk, kan en uheldig instrumentalisering af det kristne vokse frem. Og den kan bedøve bevidstheden om begrebet tro.
Udviklingen findes flere steder. Det bemærkes for eksempel, hvordan magthaverne i lande som Ungarn og Italien henter politisk ammunition i kristendommen, alt imens man må nære tvivl om, hvor de personligt befinder sig i religiøs forstand.
Den tvivl er uundgåelig i en vestlig epoke, hvor man generelt har lagt afstand til kristendom som sandhed, men altså alligevel trækker den frem som inspiration midt i den store åndenød.
Den canadiske psykolog Jordan B. Peterson er endnu en af dem, der iklæder sin forkyndelse en kristen dragt. Jeg har henvist til ham før, og mens jeg respekterer hans viden og kritik af det normløse, der fører til tomhed, og glædes ved hans hævdelse af konservative dyder, øser han i sin succesbog ”12 regler for livet” så meget af Bibelen og ikke mindst Det Gamle Testamente, at man til sidst sidder lidt rådvild tilbage.
Jordan B. Peterson beskriver kristendommen som en grundpille under hele den vestlige konstruktion, men det er uvist, om han selv tror på en guddommelig sandhed, og med denne tidstypiske halvhjertede tilgang blandt toneangivende stemmer risikerer kristendommen at blive reduceret til enten blot litteratur eller til et praktisk bolværk omkring et samfundssyn.
For mens kristendommen jo unægteligt påvirker et samfunds struktur, må det ikke blive dét, vi primært forbinder den med, da dette gradvist vil gøre den til ét med det sekulære og umiddelbart begribelige.
Kristendommen kan blive opfattet som en slags bærer af rationel og verdslig tænkning frem for det modsatte. En sandhed, nemlig, der er kommet til verden for netop at omvælte alt, hvad vi selv kan tænke os til.
Dermed siger jeg ikke, at politikere og andre ikke må henvise til kristendommen. Det må de gerne, men hvis man fylder sin argumentation med kristent gods uden tilsyneladende at have tro investeret i det, bliver kristendom gjort til en størrelse i stil med ideologier og den seneste rapport fra en tænketank.
Vi har ikke længere præster og teologer siddende i Folketinget, og det er lidt foruroligende, at ingen på Christiansborg i dag vist seriøst kan redegøre for, hvad kristendom er.
Set i det lys skal man måske ikke ubetinget begræde, at formuleringen om Danmark som et kristent land ikke optræder i det såkaldte forståelsespapir, der for tiden ligger til grund for landets regering. Det ville kunne føre til mange misforståelser.
Søren Kierkegaard ville utvivlsomt bifalde, at sætningen er røget ud, da han fandt, at enhver sammenkobling af kristendom og nationalitet er skæv. I en optegnelse fremhæver han det forbilledlige ved, at trosbekendelsen indledes med ordene ”jeg tror” og ser dette som korrektion til alle tænkelige objektive rettesnore i en tilværelse. Og ja, ordene ”jeg tror” må generelt ses som korrektion i en tid, hvor kristendommen af mange bruges som filosofisk inspiration og en genvej til at fremstå som én, der taler med tyngde.
At en åbenlys personlig søgen efter Gud ikke er en klog vej at gå, har vi nemlig vidst, lige siden Nietzsche i 1882 i ”Den muntre videnskab” skrev:
”Har I ikke hørt om det gale menneske, der ved højlys dag tændte en lygte, løb ud på torvet og uophørligt skreg: Jeg søger Gud! Jeg søger Gud! – da der netop var samlet mange af dem, som ikke troede på Gud, vakte han høj latter.”
Ingen ved, hvor længe latteren vil vare i den vestlige verden, men i disse år har den form af en trang til at bruge kristendommen som kulturel byggeklods, som bagtæppe for populær psykologisk forkyndelse og som del af den politiske værdidebat. Om der er nogen blandt alle disse stemmer, der søger Gud, er anden historie. Men de siger det i hvert fald ikke højt.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.