Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: Det er noget skidt, at vi mister fødselsfortællingerne

Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/ritzau scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

For at kunne færdiggøre udskrivelsen af en rask nybagt mor med et raskt nyfødt barn skal jeg klikke af, at grunden til, at kvinden har været indlagt på sygehuset er ”sygdom”. Vi mister fortællingerne om selve fødslen, mener jordemoder Lillian Bondo

Jeg er jordemoder og har været det i 36 år. I de mange år har jeg være vidne til og selv stået ved et meget stort antal fødsler, og jeg har skrevet i langt flere journaler end alene ved de fødsler, hvor jeg endte med at tage mod barnet.

Jeg blev uddannet af jordemødre i alle aldre. Fælles for dem var, at de var underlagt samme lovkrav om dokumentation af fødslen. Forskelligt var det imidlertid, hvad de opfattede som nødvendigt at nedskrive.

De gamle jordemødre sparede på blækket: ”Ankommer med gode veer, hjertelyd god. Føder levende pige, flink, sutter godt. Moderkagen fuldstændig. To sting.” Og så lidt klokkeslet.

Det var tider, tænker nogle af os i dag, når vi hakker os igennem dokumentationshelvedet.

Men det var det selvfølgelig ikke. Der var intet i de korte beretninger (der jo heller ikke var bestemt for kvindens øjne, for der var ingen ret til journalindsigt), som kunne fortælle om kvindens forløb gennem veer og presseperiode, fars støtte, barnets tilstand, overvejelser om forløbet udviklede risici eller lignende.

VI VAR MANGE, der allerede fra de år skrev langt mere udførligt. Det skal jeg slet ikke forsøge at gengive her, men det begyndte at fylde noget, at kvinden og manden faktisk fik mulighed for at genkende, hvad de gennemlevede under fødslen af det vigtigste i deres liv, nemlig deres barn.

Med andre ord: Der kom en fortælling ud af det.

Ikke så sjældent skulle den fortælling alligevel oversættes fra forkortelser og lægelatin, og det kunne for eksempel ske gennem et efterfødselsbesøg, hvor jordemoderen havde tid til at tegne og fortælle. Fra januar 1987 blev der aktindsigt for journaler ført fra dette tidspunkt, og en senere lovændring har sikret, at borgerne også har indsigt i journaler fra før 1987.

Det hilste jordemødre velkomment. At kvinden ved, hvad hun har kæmpet for og imod i de største øjeblikke i sit liv, det er vigtigt. Det er blandt andet vigtigt, fordi man træffer valg baseret på oplevelser, og hvis oplevelserne ikke bliver sat ind i den rette ramme gennem samtale og en forklaring og indsigt i det skrevne, så risikerer alt for mange kvinder og deres partnere at træffe forkerte valg for fremtidige forløb.

Men – for der er selvfølgelig et men – dagens journalarbejde er blevet en byrde. Det er ikke længere nok at skrive fortællingen. Der skal også markeres og hakkes af, undertiden med svar på spørgsmål, der ikke er vigtige i den konkrete indlæggelse.

Alene den rutineindsprøjtning, som langt flertallet af kvinder tilbydes og accepterer og får (bemærk de syv kors jeg slår for mig, så I ikke tror, at jeg bare stikker løs uden at spørge), koster et antal klik, som tager tid, som jeg kunne bruge bedre på omsorg og ammehjælp.

JOURNALEN KØRER I TO SPOR. Det ene er fortællingen. Det andet er afklikning på et utal af forskellige forhold og observationer.

Meget af det er dobbeltarbejde. Fortællingen bliver ikke sammenhængende, hvis jeg ikke skriver det samme, som jeg også skal klikke af et andet sted.

Og for at kunne færdiggøre udskrivelsen af en rask nybagt mor med et raskt nyfødt barn skal jeg klikke af, at grunden til, at kvinden har været indlagt på sygehuset er... ”sygdom”. Jeg kan ikke engang få lov til at klikke, at hun har været midtpunkt i en begivenhed, hvorved en rask kvinde viser sin ultimative styrke og sætter nyt liv i verden – en fødsel.

Jeg er ikke maskinstormer. Jeg anerkender, at der er behov for omhu i forbindelse med medicin og observationer af vitale forhold. Men det har grebet om sig i et omfang, der ikke medfører noget godt.

Derved mister vi fortællingen en dag. Etisk set er det noget skidt.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.