Rektor: Børn behøver ikke hele tiden forholde sig til verdens store problemer

Vi har en tendens til at gøre børn til problemknusere, der skal forholde sig til de store abstrakte problemer i verden. Men vi må huske, at det at håndtere konkrete opgaver også er vigtigt, mener Lene Tanggaard

vi skal passe på med den følelsesmæssige udmatning, som kan følge af hele tiden at skulle befinde sig i de højere luftlag. Det at håndtere små problemer må også være o.k, skriver Lene Tanggaard. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
Vi skal passe på med den følelsesmæssige udmatning, som kan følge af hele tiden at skulle befinde sig i de højere luftlag. Det at håndtere små problemer må også være o.k, skriver Lene Tanggaard. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Som mennesker har vi en begrænset kapacitet for bekymring. Vi har såmænd også en begrænset kognitiv rækkevidde. Nogle mere end andre, kunne man sige, men lad os tage et eksempel. For at kunne huske en meningsløs talrække som for eksempel 3974697135897456, så skal de fleste af os inddele den i fire-fem klumper af tal, for eksempel 3974 og 6971 og 3589 og 7456. Vi kan ordne talrækken ved at inddele den i mindre enheder og således bedre huske den.

I dag overlader vi i øvrigt det meste af den slags til software, og jeg husker for eksempel min bardomsvenindes forældres telefonnummer, men ikke mine egne børns numre, selvom jeg ofte anvender sidstnævnte. Min telefon klarer det for mig. Jeg trykker blot på et navn, mens jeg i fortiden havde adskillige telefonnumre i min egen hukommelse.

Vi har overladt kognitiv kapacitet til computersoftware, og vi kan derfor bruge vores begrænsede kognitive ressourcer på andet end at huske meningsløse telefonnumre.

Om vi er blevet gradvist dummere af samme grund, er et godt spørgsmål. Det har under alle omstændigheder været medvirkende til at så tvivl om, hvad der er værd at lære. Mon ikke det er derfor, at vi i dag rask væk dænger elever i folkeskolen til med verdensmål og såkaldt epokale verdensproblemer i alskens projektuger? Det er slet ikke nok at lære at læse og skrive. Børnene skal være problemknusere, de skal være kreative, og de skal kunne se sig selv som fremtidens ressourcer.

Vi glemmer bare, at det for både store og små kan være udmattende at skulle forholde sig til gigantiske problemer i verden.

Det kan godt være, at computerkraft betyder, at det ikke længere giver mening at bruge tid på udenadslære i skolen. Det kan godt være, at det er vigtigere, at vi sætter børnene til at spekulere over, at verden er af lave.

Jeg tror dog, at vi skal passe på med den følelsesmæssige udmatning, som kan følge af hele tiden at skulle befinde sig i de højere luftlag. Det at håndtere små problemer må også være o.k. Måske kan det ligefrem også være helt i orden, at vi i skolerne ikke hele tiden er i det abstrakte, men også tør tale om betydningen af at kunne skrive en god sætning eller regne noget ud i hovedet eller at kunne mestre elementære håndværksmæssige greb i designfaget, som vi for eksempel på vores skole i Kolding ikke kan komme uden om. Der kan være langt fra en meget abstrakt snak om verdens gigantiske udfordringer til et forholdsvist almindeligt liv for et barn i 5. klasse et sted omkring Hobro, eller hvor vi nu bor i Danmark.

Som Ola Rosling udtalte i Politiken den 8. august:

”Problemet er, at den menneskelige sjæl har en begrænset kapacitet for bekymring. Vi trækker konstant på vores ressourcer for at være bekymrede, når hele verden beskrives som værende af lave.”

Han trækker i interviewet på bogen ”Factfullness” fra 2017, som opsummerer Ola Roslings far, Hans Roslings, livslange indsats for at rette op på misforståelser om statistik.

Så hvad kan vi gøre i stedet? Vi kan indgyde håb, siger Rosling, ved at lære om proportioner. For eksempel ved at forstå, at vi i dag er langt bedre til at håndtere pandemier end for 100 år siden.

Vi kan lære at forstå problemers omfang ved at bryde dem lidt ned i mindre enheder, præcis som med talrækkerne. Medfølelse og handlingskapacitet svækkes, når man næsten giver op på forhånd, udmattet ved tanken om uoverstigelige forhindringer.

Derfor skal vi turde at være konkrete, og det skal være legitimt at arbejde med små problemer. I skolen såvel som alle andre steder.

Verden er af lave, det bliver sandsynligvis værre med tiden, men lige her foran mig er der faktisk noget, jeg kan gøre. Det skal vi minde hinanden om.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.