Det er problematisk, at vi har trukket moralen ud af seksualiteten

Tre gange de senere måneder er jeg under læsning af Kristeligt Dagblad kommet til at tænke på et citat af nu afdøde biskop Jan Lindhardt: ”Du må ikke bedrive hor”

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Tre gange de senere måneder er jeg under læsning af Kristeligt Dagblad kommet til at tænke på et citat af nu afdøde biskop Jan Lindhardt. Det er fra omtalen af det sjette bud i hans lille bog ”Katekismus i kristendom” (Rosinante 2000). Buddet lyder i Lindhardts oversættelse: ”Du må ikke bedrive hor.”

Efter nogle hurtige formuleringer om, hvor forskelligt buddet er blevet tolket gennem tiderne, afskediger han det med ordene: ”Det seksuelle område er i dag stort set ved at være afmoraliseret.”

Denne bedømmelse står i skarp kontrast til behandlingen af det femte bud (”Du må ikke slå ihjel”) og det syvende (”Du må ikke stjæle”). De kaldes nødvendige for ethvert samfund. Det sjette bud er dermed i praksis sat i parentes.

Og så til de tre gange, Lindhardts ord kom op i min erindring.

Første gang var, da Søren Hermansen den 19. februar anmeldte min ”Replikker mellem tid og evighed”. En bog, der indeholder klummer her fra avisen. I en i øvrigt overvejende positiv anmeldelse lyder Hermansens ord om min forståelse af blandt andet seksualetik som et ekko af Lindhardt: ”Nogle af klummerne… hører for mig hjemme i en overstået situation.”

Den 4. marts går Hermansen endnu hårdere til den amerikanske præst Tim Kellers bog ”Sådan når vi Vesten igen”.

Efter et referat af Kellers behandling af seksualetik lyder dommen:

”Her kan man godt høre, at Keller taler ind i en anden sammenhæng, end folkekirkepræster gør. Hvis hans evangelisation skal tages alvorligt i vores sammenhænge, så bør den seksualmoralske del skippes.”

Tredje gang Lindhardt randt mig i hu, var, da der efter bispevalget i Helsingør opstod en kort debat i avisen om det forhold, at den nye biskop, Peter Birch, under valgkampen havde forladt sin hustru og var blevet kæreste med sin kampagnechef.

Selvom det i høj grad er diskutabelt, om et så privat tema hører hjemme i en avis, var det påfaldende, at alle kritikere af Peter Birch betonede, at det ikke var selve handlingen, de anfægtede, men alene at Birch ikke havde været – med en modeformulering – ”ærlig omkring det” i valgkampen. Hvorfor han skulle være ærlig omkring noget uproblematisk, fremgik i øvrigt ikke.

Ved alle tre eksempler tænkte jeg: Lindhardt har ret! Altså som en analyse af situationen. Der tænkes ikke mere i etiske kategorier om seksualitet.

Han har også ret i, at buddene er blevet tolket forskelligt gennem kirkehistorien. For eksempel har der i mindst 500 år været forskellige holdninger til vielse af fraskilte. Det er der ikke noget problem i at erkende.

Men når udsagnet om, at sekualiteten er ”afmoraliseret”, står i en katekismus, er det nærliggende at læse det normativt. Altså at sådan tænker Lindhardt også, at det bør være.

Når det mildt sagt er problematisk, er der flere grunde. Den måske vigtigste leverer Lindhardt selv i sin katekismus. Han skriver, at ”forståelse og accept af moralske bud er en forudsætning for at se, hvad der ligger i begrebet tilgivelse”.

Med andre ord: Hvis vi trækker moral ud af seksualiteten, trækker vi også muligheden for tilgivelse ud af den. For når vi mennesker fratages mulighed for skyld, fratages vi også mulighed for tilgivelse.

Og efterfølgende kan der komme en langt mindre medfølende og omsorgsfuld kristenhed ud af det. For man skal ikke opholde sig længe i et sjælesorgsrum, før man opdager, at temmelig meget menneskelig lidelse udspringer af brud på det sjette bud.

Når man i disse år kan observere, at det er den konservative del af kirken, der er længst fremme i skoene med prep-kurser, parseminarer, forlovelsessamtaler og andre tiltag til at hjælpe par godt videre i deres samliv, er det måske også, fordi det er i den del af kirken, etik ikke er tabu i seksuelle spørgsmål.

Man kan afslutningsvis spørge, om Lindhardt ville have formuleret sig, som han gjorde, hvis han havde kendt MeToo-bølgen.

Jeg tvivler.

For den har i hvert fald ikke afmoraliseret det seksuelle område. Til gengæld ved den bølge meget lidt om tilgivelse. Som den engelske forfatter Douglas Murray bemærker, har MeToo arvet kristendommens forestillinger om skyld og skam, men mangler de midler til at blive forløst, som kristendommen også tilbyder.

Sagt kort tyder meget på, at der mod Lindhardt, Hermansen og MeToos formodninger stadig vil være brug for en old school forkyndelse af lov og evangelium. Af dom og tilgivelse. Også på det seksuelle område.

Og at der er langt mere liv og befrielse i det, end man lige skulle tro.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.