I GÅR PRÆSENTEREDE Ursula von der Leyen sin liste med forslag til nye kommissærer i Det Europæiske Råd. I de kommende uger vil der blive fremsat en masse store løfter til europæerne, idet kandidaterne til hver kommissærpost forsøger at overbevise Europa-Parlamentet om deres troværdighed inden for deres udpegede områder.
Men mens al denne forberedelse, positionering og studehandel finder sted, og den nye ledelse af EU’s institutioner tager form, vil de europæiske politikere gøre klogt i at lytte aktivt til de budskaber, vælgerne selv sender dem. Faktisk har vælgerne i de seneste seks måneder været temmelig eksplicitte om, hvad de ønsker fra EU.
Europæerne er urolige. De europæiske ledere har ikke tid til at hvile på laurbærrene til trods for, at valgdeltagelsen ved det seneste EP-valg var højere end forventet (51 procent).
De bør i stedet fokusere på det faktum, at tre fjerdedele af europæerne forud for dette valg enten mente, at deres nationale politiske system eller det europæiske politiske system, eller begge, var brudt sammen.
VÆLGERNE HAR IKKE GIVET et åbent mandat til at levere det ”forandringens Europa”, der ellers bliver lovet af de politiske ledere overalt på det politiske spektrum. Hvis der ikke i løbet af de næste fem år gennemføres politikker, der imødekommer den frygt, vælgerne udtrykker, forekommer det usandsynligt, at en vælgerskare, der er så overbevist om, at det politiske system i bund og grund er brudt sammen, vil lade tvivlen komme det til gode igen.
Udenrigspolitik spiller en central rolle i den mere følelsesmæssigt rene, tiltalende fremtid, som lederne er nødt til at levere for at genoprette forbindelsen til de desillusionerede EU-borgere.
Europæerne har opfattelsen af, at de lever i en farlig verden. De vil ikke nøjes med storladne påstande såsom løftet om et ”Europa, der går forrest globalt, når det gælder vor tids store udfordringer”, som Ursula von der Leyen ellers har opfordret til i sine politiske retningslinjer.
I VIRKELIGHEDEN VISER undersøgelser udført af ECFR/YouGov i 2019, at vælgerne er villige til at være langt mere specifikke, når de skitserer, hvilken slags global aktør de ønsker, at EU skal være.
De ønsker et EU, der opfører sig som en voksen aktør i en voksen verden. At EU udstikker sin egen kurs blandt andre aktører i et stærkt konkurrencepræget, multipolært miljø. At EU undgår at blive trukket ind i slagsmål, det ikke selv har skabt, men i stedet står stærkt over for andre kontinentale magter og tackler kriser, når unionens interesser bliver ramt.
Vælgerne ønsker en udenrigspolitik, hvis logik baseres på, hvad der er i Europas kollektive interesse, ikke på europæisk samarbejde eller integration for disse princippers skyld alene.
NÅR DET GÆLDER EU’s potentielle udvidelse, mener vælgerne, at dette kun vil kunne retfærdiggøres på baggrund af direkte fordele for eksisterende EU-borgere (med undtagelse af Grækenland, Polen, Rumænien og Spanien mente mindre end en fjerdedel af respondenterne i alle medlemslandene, at alle vestlige Balkanlande bør tilslutte sig EU inden for det næste årti), og en investering i et europæisk forsvar i stedet for investering gennem Nato vil ligeledes kræve beviser for bedre sikkerhed for de europæiske borgere.
Endelig ønsker vælgerne et EU, der retter sig efter, at frygten for henholdsvis klima og indvandring er central for europæernes utryghed, og som handler på det faktum, at vælgerne ser et klart behov for et europæisk svar på disse spørgsmål.
EN NY GENERATION AF LEDERE, der viser, at den aktivt lytter til disse klare budskaber, vil kunne gøre meget for at give vælgerne tillid til, at EU ikke blot er en bureaukratisk mastodont, der ufortrødent buldrer videre, uanset hvad ”almindelige mennesker” måtte ytre ønske om.
Det modsatte scenarie – nemlig at EU’s ledere kun taler vælgerne efter munden i deres tiltrædelsestaler og derefter vender tilbage til status quo i måden, de eksekverer udenrigspolitikken på – vil omvendt kunne bekræfte vælgernes frygt og måske skræmme disse væk fra politik for altid.
Nutidens europæiske vælgere vil være meget lidt tolerante over for vanepræget loyalitet over Atlanten, endeløs snak om perspektivet for langsigtet udvidelse og en doven antagelse om, at det er for svært at tænke, planlægge og arbejde mere sammenhængende som global aktør, fordi vælgerne alligevel aldrig ville acceptere ægte udenrigspolitisk beslutningstagen på europæisk plan.
For det ville de rent faktisk formentlig acceptere, hvis det ellers gav de resultater, de ønsker.
Susi Dennison er seniorforsker i den prisbelønnede internationale tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) med hovedsæde i Berlin.
Oversat af bureauet TranslatedByUs.