Prøv avisen
Refleksion

Det er vigtigt at lære sine børn at være vedholdende

Tegning: Søren Mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Resiliens er en livsmestringskompetence, man kan træne sig op i at kunne aktivere, både sammen og hver for sig, skriver sociolog Anette Prehn

Årets længste cykeltur finder sted i sommerferien. Her tager vi en dag lokaltoget til Helsingør og cykler de 45 kilometer ad Nordkystruten til Tisvildeleje. Det er mestendels en smuk rute gennem Danmarks alsidige landskaber med hyppige kig til Sveriges. Fra Kronborg i øst, via skovene ved Hellebæk, de sandede stier langs med Hornbæk Strand, Nakkehoveds knejsende fyr samt de bakkede og strabadserende etaper omkring Heatherhill og Rågeleje.

Vi begyndte traditionen, da pigerne var små. Dengang var tårer et fast indslag på turen, mindst en gang. Pigerne var seks og ni år, og ud over at turen tog sin tid, var den også temmelig udfordrende for ben, bækken og barnetålmodighed.

Aftensmaden ventede dog på et pizzeria i Tisvilde – og det var åbenlyst, selv for de små, at turen ikke kunne stoppe undervejs, for så stod vi jo bare der og flagrede med fire cykler, tomme maver og ingen togstation.

Denne sommer var ingen undtagelse. Vi tog turen igen, for fjerde gang. Smurte madpakker samt pakkede vanddunke, solcreme, badetøj og penge til is i Gilleleje og så ellers af sted. Pigerne er nu 9 og 12 år, så i år var det uden tårer. Det var til gengæld med den samme fællesskabsånd undervejs – og samme sejrsfølelse, når vi nærmede os Tisvildeleje – som vi har oplevet hvert år.

På denne vis tanker vi resiliens, det vil sige evnen til at være udfordret og alligevel klare den. For mig at se er resiliens en af de allervigtigste koordinater i forældreskab: jævnligt at sætte sine børn i ingen vej tilbage-situationer.

Hvor fremad og vedholdenhed er situationens logik, og de må knokle videre. Resiliens er en livsmestringskompetence, man kan træne sig op i at kunne aktivere, både sammen og hver for sig – naturligvis med sans for børnenes fysiske og mentale formåen i de pågældende faser af livet.

Når vi er på langrendsferie i Norge om vinteren, er det samme resiliens, vi opbygger. Vi er af sted på heldagsture de fleste dage, typisk i selskab med andre familier. Falder man, må man rejse sig igen – også anden, tredje og enogtyvende gang. Orker man ikke mere, må man holde en lille pause og fortsætte bagefter. Kommer man ud i dårligt vejr, må man stå sammen og fokusere på opgaven: at samarbejde om at komme sikkert hjem. Også når fygende sne har sat sig som tykke isklumper om hårstrå og øjenbryn, og når frostvinden bider så hårdt i kinderne, at man spørger sig selv, om de mon stadig er der. Kommer der tårer, er det nogle gange undervejs, men mere typisk, når vi er kommet hjem – og så bliver der ellers krammet, snakket om oplevelserne og hygget.

Det kraftfulde ved sådanne oplevelser i en barndom er blandt andet, at man tager dem med sig. De bliver succesoplevelser erhvervet i relativt trygge omgivelser (sammen med forældre eller andre omsorgspersoner). De udgør dermed en vigtig komponent af madpakken i livets rygsæk, som man kan nippe af, når man har brug for det – eller lade sig inspirere af, når man oplever, at andre mennesker har behov. Man lærer at holde ud, når det er svært; når matematikken driller, når bogen er i en kedelig fase, eller en udfordring er større end forventet.

At have lyst til at kaste håndklædet i ringen kender vi alle til. Stille og roligt at erkende, at man, gruppen, opgaven eller sagen er bedst tjent med, at man kommer sig over krisen og fortsætter, er værdifuld livslæring.

Egne ønsker, evner og kræfter træder diskret i baggrunden i disse situationer til fordel for fællesskabets samlede kraft eller en situations iboende krav.

Skolestarten på mandag kan gøres til en anledning til at overveje, hvordan vi som familier opsøger situationer, der kræver og opbygger vedholdenhed trods eventuelle tårer.

Og reflektere over, hvordan disse mon vil kunne styrke vores børn i hverdagen, skolen og livet. Små skridt er en vigtig nøgle. Der skal høstes tiltagende større ”succesoplevelser”, så vi undgår at kaste børn ud på så dybt vand, at de udvikler en livslang vandskræk.

Vi besøgte venner i lokalområdet en augustaften sidste år. Da vi skulle til at pakke vores ting sammen for at cykle hjem, åbnede himmelens sluser sig. Vennerne tilbød at køre os hjem. De foreslog endda, at vi lånte deres bil til næste dag. Intentionen var den bedste. Men vi takkede nej.

”Vi skal ud og hærdes,” svarede jeg med et smil.

Og så drog vi fire ellers ud i regnen. Efter nogle minutter opstod den velkendte fællesskabsfølelse. At vi måtte klare den her situation bedst muligt. At vi stod sammen. At vi godt nok blev sjaskvåde, men at vi snart ville være hjemme igen og blive tørre og varme. Og rigtigt nok. Et kvarter senere stod vi i vores entré, midt i et familiekram og med et sejrs-smil på læben:

Vi gjorde det.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.