Det betyder rent faktisk noget at falde på knæ for et andet menneske

At knæle for et andet menneske er at vise, at man i dyb hengivenhed vil overlade sit liv og hjerte i det andet menneskes varetægt – uden forbehold, skriver præst

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

”Han var skam nede på knæ,” siger den vordende brud og kigger på én gang kontrolleret hengivent og let irettesættende på sin kommende ægtemand, der sidder ved siden af med svedige håndflader. Skrækslagen for at sige noget forkert – for i det moderne ligestillede forhold er det kvinden, der bestemmer. Suverænt.

Den scene kender enhver præst fra sit præsteliv. Den vordende brudgom har været på knæ. Og er det forestående ægteskab noget, de bare har aftalt hen over opvasken, skal de nok holde mund med det. Hvis gifteriet skal gå rigtigt til, skal han ned på knæ og spørge: ”Vil du gifte dig med mig?”. Fordi det rent faktisk betyder noget. At falde på knæ for et andet menneske.

Min mand gjorde det også. Jeg havde egentlig altid syntes, det var noget sentimentalt pjat. Men i den lille stund betød det alligevel noget. Noget uventet særligt. At knæle for et andet menneske er at vise, at man i dyb hengivenhed vil overlade sit liv og hjerte i det andet menneskes varetægt – uden forbehold.

For det er ikke bare et spørgsmål, det er en bøn: ”Vil du? Tage mit hjerte? Jeg overlader det i din varetægt. Ske nu din vilje.”

Ord, der ikke er båret af vores egen styrke eller vilje, men af hjertets ydmyghed. Den fuldkomne ydmyghed, når man ligger dér med græs på bukseknæene bøjet for den anden med sit hjerte i hænderne.

Knæfaldet for hinanden som ægtefolk går så over igen for halvdelen af danskernes vedkommende. Og det kan der være alle mulige gode grunde til. Men for det moderne menneske er det at knæle blevet en uvant bevægelse. Vi knæler sjældent i ydmyghed – men hver dag segner vi lidt under vægten af os selv. Af alt det, vi kan og vil og tror (om os selv), vil være og skabe selv.

Forleden hørte jeg en podcast med Peter Bastians Mands Minde-foredrag holdt i Vartov. Der kan nogle gange gå langt imellem, at man hører noget, der virkelig er åndfuldt – ikke bare i radioen, men sådan i det hele taget. Men Peter Bastians foredrag er fulde af ånd.

Han fortalte om at være i mesterlære hos dirigenten Sergiu Celibidache, hvor han lærte, at musikeren skulle ud af billedet. For som andre store genier satte Sergiu Celibidache sig selv i anden række. ”Han kunne simpelthen komme på knæ – der var noget i verden, der var større end Celibidache,” fortalte Peter Bastian. Og tilføjede, at for det senmoderne menneske er det vigtigste i verden os selv. ”Hvordan skal vi nogensinde kunne falde på knæ?”. Peter Bastian lærte ”at sætte sig selv i anden række som menneske”.

Læs det igen: at sætte sig selv i anden række som menneske. Hvornår bliver det moderne vestlige menneske nogensinde opfordret til det i dag? Aldrig. Og jeg er ikke et sekund i tvivl: Vi har brug for at sætte os selv i anden række, hvis vi ikke skal gå i stykker. Men vi kommer hele tiden selv i vejen.

Jeg læste forleden i Berlingske, at mænd med småbørn bryder grædende sammen og siger, de ville ønske, de var kvinder, fordi de ikke magter work-life-balancen og føler sig ikke socialt accepteret, hvis de går ned i tid. Jeg klukgrinede. Men det er jo tragisk. Aldrig før har vi haft så overdådige liv som nu. Aldrig har de økonomiske vilkår været bedre. Aldrig har friheden til at skabe vores helt unikke liv været større, aldrig har rammerne være videre, mulighederne flere og identitetsbevidstheden stærkere. Aldrig har det vestlige menneske været så bedrøvet, så angst, så depressivt, så stresset, så ensomt, så ængsteligt, så lille og så ulykkeligt som nu. Aldrig.

Al den tristhed har ikke alene sin rod i psykologiske forhold, men i glemslen af, at der findes noget i verden, der er større os selv, vi kan falde på knæ for. At der er en Skaber, og vi er skabninger. I stedet ønsker vi Gud på knæ for os. Men det er, som om vi skøjter rundt og slet ikke kan finde ud af det og prøver på alle mulige måder at stoppe ulykken.

Vi lukker Forældreintra og får stressterapi, coaching, kortere arbejdsdage og mere tid, selvom vi aldrig før har haft mere tid. Færre karakterer i skolen, mindre disciplin, mindre personligt ansvar og lavere krav, selvom kravene aldrig har været mindre. Og alverdens andre gode idéer.

Det hjælper alt sammen ingenting. Vi kan ikke aflaste os selv med os selv. Men vi har brug for en mesterlærer, der lærer os, at vi skal sætte os selv i anden række. For angsten over for de uendelige valg, der handler om mig, mig, mig, er en byrde, vi segner under. Vi skal have styr på det hele, have det til at gå op, hænge sammen og blive lykkeligt.

Det lille, trodsige menneske vil have én bestemt tilværelse. Men tilværelsen er ikke bare et ønske, man skal have opfyldt og kan fordre alt af – det er et krav og en fordring, man skal efterleve. En fordring fra vores medmennesker, der har brug for, vi går på knæ.

Men når vi mister forholdet til evigheden, til det uendelige – sætter vi noget endeligt ind, der skal lappe på det. Og så kommer vi til at leve i det ”fuldkomne fladland” uden vertikalitet, som Peter Bastian kaldte det.

En kultur, hvor vi har glemt, at vi er allermest ophøjet, når vi som frieren knæler og beder Skaberen: ”Tag imod mig. Ske din vilje”. Vi må bede om alt. Men vi får ikke alt. Vi får det, Gud giver. Og tit skal vi takke for, at det ikke er gået, som vi selv ønsker. Og forstå, at der var noget, vi ikke skulle have.

Sådan knælede Guds søn dybt i vores ler for at skænke os den frihed, intet menneske kan begribe, men som fritager os fra den byrde at skulle kreere og udødeliggøre os selv. En frihed, vi ikke må misbruge. Men ydmygt knæle og tage imod. Og lade være med at skabe os.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat (K) Marie Høgh.