Det Gamle Testamente er et langt identitetspolitisk projekt

Bibelen rummer flere pointer om identitetspolitik, som taler ind i tidens debat om hudfarve og køn

Paulus blev den person, der ifølge Carsten Mulnæs kom til at prædike en ny forståelse af identitet. Her ses han i Rembrandts skildring. – Foto: Wikicommons.
Paulus blev den person, der ifølge Carsten Mulnæs kom til at prædike en ny forståelse af identitet. Her ses han i Rembrandts skildring. – Foto: Wikicommons.

Det er vigtigt at udtale tingene rigtigt. En rå historie fra Det Gamle Testamente fortæller, at 42.000 mand blev halshugget ved Jordanfloden, fordi de ikke udtalte shibbolet rigtigt. De sagde Sibbolet, som var deres dialekt, og så var identiteten som fjende afsløret. Siden har ”shibbolet” stået som symbolsk udtryk for, at sprogbrug kan dømme folk ude.

Det Gamle Testamentes historiske bøger kan betragtes som ét langt identitetspolitisk projekt. Bibelske eksegeter er ret enige om, at fortællingerne tjener det formål at forklare, hvad folket Israel er for en størrelse.

Få regner nemlig med, at der engang var 12 stammer, svarende til Jakobs 12 sønner, der rejste ud af Egypten under Moses’ ledelse, sådan som bibelhistorien vil have os til at tro. I stedet fik den sammenbragte befolkning i Kana’ans land en fælles identitet som folket Israel igennem det skriftkloge arbejde med at flette gamle sagn sammen til en efterrationaliseret helhed.

Bibelselskabet erfarede i foråret, at der er identitetspolitisk sprængstof i navnet Israel. For at undgå at den nutidige læser forvekslede det bibelske folk Israel med blot det landområde, vi i dag kender som staten Israel, har man i Det Nye Testamente 2020 i oversættelsen bevidst anvendt andre sproglige varianter end blot ordet Israel.

Artiklen fortsætter under annoncen

For i Bibelen forstås Israel gennemgående teologisk. Identiteten som folk er beskrevet med symboler, der kunne samle. Derfor er de også velegnede til skille sig ud. Det er en afgørende pointe i forhold til folkets identitet og overlevelse. Omskæring, svinekød, tora og gudsnavn var tydelige identitetsmarkører og er det stadigvæk for jøderne.

Som en rød tråd går det igennem hele den hebraiske bibel, at Jahve er en jaloux gud, der ikke finder sig i folkets utroskab.

Trofastheden over for de gamle overleveringer gav en stærk religiøs identitet, der kunne overleve i århundreder uden geografisk hjemstavn frem til statsdannelsen af Israel i 1948.

Identiteten fandtes og findes i høj grad ved at skille sig ud. Netflix-serien Shtisel er en seværdig skildring af den ortodokse jødedoms identitetsprojekt i et moderne Jerusalem, hvor flertallet er sekulariseret.

Det Gamle Testamentes historier er fyldt med vold og aggression, der virker fremmedartet og frastødende på de fleste af os. Kristendommen – og i dens kølvand oplysningstiden – forkyndte netop en anden udgave af religion. Ingen kan længere være i tvivl om, at identitet i høj grad handler om anerkendelse. Eksistensen må retfærdiggøres over for andre – måske også i forhold til sig selv.

Identitetsprojektet for jødiske Paulus så imidlertid anderledes ud end den historie, han var rundet af.

Det formuleres i evangeliet om retfærdiggørelse af de gudløse. Identitet fandt han ikke længere i som jøde at skille sig ud fra folkeslagene, men derimod i at mødes med dem på sine missionsrejser. Han var fuldstændigt klar over, at der var forskel på jøder og grækere, men forkyndte deres enhed som mennesker i Kristus. Både det individuelle og det almene findes.

Kulturel baggrund fornægter sig ikke, men fredens religion bygger bro over forskellene. Evangeliet levner ikke plads til vold.

Mennesket har et ansvar. Derfor kan det pådrage sig skyld.

Paulus ser mennesket som anerkendt af nåde på trods af en skyld, det ikke kan løbe fra. Identiteten er ikke fundet i at blive skilt ud fra andre i kraft af kraftige symboler, men som nyt menneske i Kristus på trods af det, der adskilte.

I det dagsaktuelle identitetsprojekt skriger rodløshed nogle gange til himlen. Måske fordi det er en moderne ulykke at være overladt til at begrunde sig selv.

Når givne forudsætninger som køn, hudfarve og historie skal være identitetsmarkører, man må forholde sig (selv)kritisk til, bliver det en overbelastning for individet og fællesskabet.

Vrede og aggression antager religiøse dimensioner, hvis det bliver korstog mod anderledestænkende, der fortjener både at miste deres jobs, værdighed og førlighed, hvis ikke de synger med på dagens shibbolet: ”Black lives matter”.

Naturligvis er et sort liv lige så betydningsfuldt som et hvidt – hvis ellers man må kalde det sorte sort, når ikke man selv er sort! Nogle af os står dog rådvilde over for fænomenet, fordi den underliggende frustrerede energi ligner en sekulariseret udgave af en kvasireligiøs stammetænkning, vi troede, vi havde lagt bag os.

Identitetspolitikken overbelaster sig selv, hvis den vil løfte den store opgave for menneskeheden at (om)skabe verden.

Det bliver tillige et voldeligt projekt, hvis det skal ske ved selv at optræde som en nidkær gud, der straffer fædrenes synder i 3. og 4. led, eller som i det gamle Israel at samle stammerne og slå dem ned, der ikke synger med på det rigtige ”shibbolet”.

”Identitets-politikken overbelaster sig selv, hvis den vil løfte den store opgave for menneskeheden at (om)skabe verden.