Det gav debat, da vi opgav at drikke nadvervin af samme kalk

Op til indførelsen af individuelle bægre ved nadveren i folkekirken var der frygt for, at nogle villle ”falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke”

I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale, skriver historiker Jes Fabricius Møller. Arkivfoto.
I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale, skriver historiker Jes Fabricius Møller. Arkivfoto. Foto: Kåre Gade.

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan holde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold. For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, altså et fælles drikkebæger. Men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet af tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente.

Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, altså individuelle drikkebægre, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte, kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”Langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra,” lød det i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904.

I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (Kristeligt Dagblad den 11. marts 1904). Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden for indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken, og at de skulle være ens. (Kristeligt Dagblad den 18. februar 1909).

Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke.

I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.