Prøv avisen
Etisk set

Bondo: Det gør mig rasende, at der ulovligt kastes graffiti op på byernes flader

Er der overhovedet bygninger, der bliver smukkere, mere indbydende, mere spændende af at blive dækket af grafitti, spørger Lillian Bondo. Her ses Borgergade i Esbjerg med graffitibemalede garageporte. – Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg indrømmer det med det samme – jeg er sikkert inkonsekvent i det følgende. Jeg er så vred over det meste af de graffiti, tags, og hvad det ellers hedder, som forurener min oplevelse af byerne, togene, broerne, vejskiltene, offentlige toiletter – og andre steder, hvor jeg forventes at færdes med åbne øjne og åbent sind. Det inkonsekvente kommer her: Jeg er vild med Banksy. Hvem er ikke det?

Men ufatteligt lidt af det, der ulovligt kastes op på alle de nævnte flader, evner at vække tanker, sådan som Banksys og formentlig også en del andre kunstneres værker gør det.

At næsten alle broer, hyppigt togsæt – sommetider med vinduerne inddraget – postkasser, bænke, busstoppesteder og lydafskærmninger af veje skal overmales med noget, jeg ikke har en jordisk chance for at have en form for indflydelse på, også selvom jeg først er med til at betale skat, så det kan opføres, og siden skat, så det kan renses – det gør mig simpelthen rasende.

Jeg kræver tomme flader. Grøn bevoksning af flader er skønt – men hvor det endnu ikke er vokset frem eller ikke kommer til det, der vil jeg hellere se tomhed og grå beton, end jeg vil påtvinges en tegneseriefigur, et lyn eller andet.

Nogle hævder, at det skal imødegås med afsat plads til graffiti. Men er det ikke selve graffitiens væsen at udfolde sig på trods? Vil der ikke blot være andre og flere steder, det udfoldes, inspireret af de lovlige steder?

Og det er vel det, der er pointen med mange af de eksplosive udtryk – de er i lige så høj grad udtryk for raseri over byformer, der ikke giver mennesker plads til udfoldelse.

Eksplosive udtryk, der trods alt ikke udfordrer andet end min personlige æstetiske sans. De river jo ikke noget ned. De maler det.

Jeg indrømmer, at jeg har svært ved at udholde det meste af det, jeg tvinges til at se på, når jeg bevæger mig i store byrum med masser af graffiti.

Er der overhovedet bygninger, der bliver smukkere, mere indbydende, mere spændende af at blive dækket af graffiti? – og her mener jeg ikke gavlmalerier. Måske. Men der er virkelig langt mellem snapsene. Synes jeg.

En enkelt gang har jeg grint så meget af et ulovligt opslag, at jeg var helt udmattet bagefter: På en lang række skilte med ordet ”billetautomat” var de midterste tre bogstaver ”tau” dækket med et lille klistermærke, hvorpå der var afbildet en mariehøne og en tomat.

Hvis det nu kun var mig, der tog anstød af andres kapring af det offentlige rum, så var problemet nok ikke så stort.

Så ville det jo bare være lovligt og muligvis tilskudsberettiget: Nå, vil du hjælpe med at coate muren omkring Assistens Kirkegård på Nørrebro i København – tak, du kan hente maling her...

Det er imidlertid ikke mig alene.

Men jeg anerkender, at jeg er fanget af inkonsekvens og af min opfattelse af, hvad der er kunst, og hvad der er hærværk – og at malerierne også er udtryk for kultur, blot for nogle, som jeg ikke forstår eller er godt inde i.

Hvordan møder vi så den kreativitet og den protest, der kommer til udtryk? Jo, man kunne gøre som en graffitikunstner og en kommunalarbejder, der gennem mange opslag og mange efterfølgende overmalinger støt og roligt fandt frem til et fælles udtryk i en humoristisk dialog – det startede med ordet red og det endte med en helt rød mur.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.