Måske er jeg hylende naiv på ungdommens vegne. Jeg tror det ikke. Og her kan kun frem tidens uvished enten komme mig til gode eller vise, at jeg tager fuldkommen fejl.
Vores ungdom vokser op i en tid, hvor vi dyrker den ideologiske forestilling om, at mennesket fuldstændig frit kan forme og skabe sin egen identitet uden bundethed til historie, traditioner og religion. Og sit eget køn, for den sags skyld, nu helt ned i en alder af seks år, i hvert fald hvis det står til ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V). Bimlende vanvittigt.
Men det er en helt anden debat.
For spørgsmålet er, om ungdommen i virkeligheden ikke har en længsel efter at være mere rodfæstet end det samfund og den tidsånd, de vokser op i. Konfirmationerne er overstået. Mange tusinde danske unge er konfirmeret – et ritual, som dogmatisk set ikke bærer nogen betydning i den protestantiske kirke og for så vidt kunne undværes, ligesom der har været tradition for i nogle grundtvigske frie kredse.
Men det er, som om konfirmations ritualet tilskrives større betydning for de unge i dag, end det har gjort op gennem 2000’erne og 1990’erne, da jeg selv blev konfirmeret. Selvfølgelig er gaver, blå mandag, bajere og andendagstøj en del af fornøjelsen. Andet ville være bekymrende. Konfirmander er jo helt almindelige unge mennesker.
Men jeg bemærker hvert år, at konfirmandernes interesse for at vide noget om alt det, der forankrer et menneske i verden og i samfundet, kun bliver større.
I løbet af efteråret og vinteren træffer nogle konfirmander det valg, deres forældre ikke traf for dem. De går selv til dåben for at kalde sig kristne og indgå i en åndelig sammenhæng, hvor den personlige tro, der er et hjerteanliggende, og kulturkristendommen, identitetsmarkøren, er vævet tæt sammen.
For også selvom danskerne ikke sidder på kirkebænken hver søndag, så er kristendommen rodfæstet på en ganske særlig måde i det danske samfund som vores åndelige stofskifte. Ligesom alt det andet, der inderst er os og vort: modersmålet, åndshistorien og bevidstheden om, at til den danske identitet hører efterklangen af tusinde års kristendom – uden at man skal være kristen for at være dansker.
Og alt det vil de unge gerne høre om. De er interesserede, de lytter, de er kritiske, og de stiller spørgsmål, som om de har færten af, at det faktisk betyder noget.
Gudskelov er ungdommen – dem, der nu er teenagere – den næste generation, der skal engagere sig i den betændte værdidebat. Og det er vores opgave som præster, skolelærere og ikke mindst forældre at give dem den åndelige føde, de har brug for – for de er sultne. Mange af dem har faktisk forstået, at mennesket ikke bare er et frit svævende element i luften, men at vi er formet og dannet af de værdier, vi har fået i arv, hvor kristendommen er den åndelig rygrad.
Det fortvivlende er bare, at vi i værdidebatterne, der går for fulde gardiner om alt fra muslimske friskoler til frikadeller og forhud, alt for ofte glemmer, at vi faktisk har en rygrad. Ja, vi har endda fået en rygrad. Som et kristent land er det foruroligende og en lille smule pinligt, at vi i alle de debatter, der er altafgørende for vores samfunds indretning, står og svajer som siv i vinden fra højre mod venstre.
Vi skal ikke bruge kristendommen til at opretholde en bestemt guldalderlig samfundsorden med hjemmegående mødre, ingen skilsmisse og ingen homovielser og alt det der. Det har jeg vist sagt så mange gange, at ingen gider høre det mere. Men når vi siger, at kristendommen er en identitetsmarkør, handler det ikke bare om Dannebrog i fødselsdagsbollerne og hurra – men om, at den åndsfrihed, kristendommen har skænket os, samtidig er bundet til kristendommen og til næstens eller medborgerens frihed.
Grænsen går ved vurderingen af, hvad der er foreneligt med et demokratisk, kristent frit samfund. Lad mig tage nogle eksempler.
Omskæringsdebatten: Det er en rædselsfuld, svær debat, og jeg kunne aldrig drømme om selv at lade et barn omskære, men når det så er sagt, så betyder et religiøst tilhørsforhold og ritualer faktisk noget (eller alt) for et menneske. Også for jøder og muslimer. Og det skal forældre have lov at give deres børn i arv. Ændrer omskæring på vores samfund? Nej.
Frikadelle- eller flæskestegsdebatten: Martin Henriksen og Dansk Folkeparti får altid nogle gevaldige nyrestød, fordi det er allerlaveste, åndløse fællesnævner, der får lov at sætte niveauet for debatten. Der er ingen, der påstår, at frikadeller er kristne, og Vorherre kan godt bære på sine skuldre, hvis ungerne i børnehaven spiser halalslagtet kyllingelår. Men bundetheden til religiøse spiseregler om rent og urent er vi med Kristus, der var bundet til korset, blevet løst fra. Derfor indretter vi ikke samfundet efter religiøse forskrifter.
Bederum: Unge fra Kristeligt Forbund for Studerende har altid siddet i hjørnet af fysiklokalet, spist madpakker og bedt deres Fadervor. Om muslimerne vil sidde i et andet hjørne, skal vi ikke blande os i. Men vi skal ikke indrette et særligt religiøst rum i det offentlige rum til formålet.
Tørklædedebatten: Enhver har friheden til at tro og bære religiøs hoved beklædning – kalot, turban, nonneslør eller muslimsk tørklæde. Ændrer det på samfundet? Nej.
Vi har brug for pejlemærker, der er åndeligt og kristent forankret, hvis vi som samfund ikke skal fare vild i værdidebatten. For overskrifterne er ildevarslende: ”Nørrebro-imam: Presser du islam, slår den tilbage. Lader du den være, spreder den sig,” stod der i Kristeligt Dagblad i onsdags.
Ja, der er brug for et ”åndeligt Dannevirke”, som Grundtvig kaldte det. Først og fremmest i hjerterne. Og fremtiden, den tilhører de unge.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.