Det løser sjældent noget at klage til mor

Flere og flere finder sig til rette i krænkelserne og lader dem definere sig, skriver Katrine Frøkjær Baunvig, der er leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet

Forventningen fra mit barns side er, at jeg lytter til hans klage og genopretter en rimelighed, en orden. Det er mig, som er myndighedsinstansen, jeg skal gribe ind, mener han.
Forventningen fra mit barns side er, at jeg lytter til hans klage og genopretter en rimelighed, en orden. Det er mig, som er myndighedsinstansen, jeg skal gribe ind, mener han. Foto: Ritzau Scanpix.

Min yngste søn er frustreret. En storebror keder sig, driller, har gemt lillebrors telefon: ”Jeg siger det til mor!”, runger det i hele parcelhuset.

Forventningen er, at jeg lytter til hans klage og genopretter en rimelighed, en orden. Det er mig, som er myndighedsinstansen, jeg skal gribe ind. ”Skriv det på Twitter,” lyder det tørt og smilende fra den store af drengene. Situationen i sin kerne vil andre måske kende fra eget eller tilstødende liv?

Jeg kan i hvert fald se den udspille sig andre steder end på børneværelset i min husstand. Jeg ser den udfolde sig i tiltagende flere kroge af samfundet:

På Copenhagen Business School, når morgensangen føles ekskluderende, i DR, hvor journalister politianmeldes for brug af ordet ”grisefarvet”, på Københavns Universitet, når jurastuderendes udklædningsiver opleves som krænkende, eller hvis en underviser slår sig og spontant udbryder ”bøsselort”, i boligforeninger, når man diskuterer indkøb af juletræ.

Rækken af eksempler er endeløs. Fællesnævneren er, at folk føler sig kuede, føler deres grænser overskredet, og at de på den baggrund går til en relevant ansvarsinstans – en ledelse, en bestyrelse, men oftest også til medierne – ikke mindst til de sociale. Her søges genoprejsning og rimelighed.

Men sagerne synes sjældent at løse sig gennem myndighedsinstansers håndtering og mediers dækning af dem.

Tværtimod. På paradoksal vis synes opmærksomheden ikke sjældent ligefrem at ilte og udbrede utilfredsheden. Flere og flere finder sig til rette i krænkelserne og lader dem definere sig. Under denne paradoksale mekanisme ligger to dybe samfundsmæssige udviklingstendenser. To stridende modernitetstræk.

Det ene er individers påberåbelse af autonomi – af retten til at være vagthavende myndighed i eget liv. Rettigheder sætter folk i stand til at føle sig krænket.

Det andet træk er tendensen til i selvudviklingens navn at udskyde tidspunktet, hvor man tager denne myndighed på sig. Den viser sig i de mange klager til mødre, ledelser og medier.

På hvilken måde disse mekanismer har fået tag i os siden Reformationen, oplysningstiden og ungdomsoprøret, er ikke det afgørende her. Det afgørende er, at man ikke uden skår i sin autonomi kan løse sine problemer ved ”at sige det til mor”.