Påsken kom og gik med alle sine modsatrettede og sammensatte fortællinger, der alle munder ud i budskabet om, at trods forræderi, lidelse og død, så genopstår Jesus og viser os, at uanset, hvad vi tumler med, og hvilke vildveje vores liv har bevæget sig ud af, så vil Gud med os, at vi elsker hinanden. Det lyder nemt, men er i praksis den mest radikale fordring, man kan forestille sig.
Jeg har altid tænkt over, om alle de, der finder vej til den kristne fortælling i julen, er med i påsken? Påsken er meget mere voldsom og tvivlsprovokerende. Det er i påsken, hvor den enorme smerte drypper sin visdom i sinde, som svært vundet erkendelse om menneskebarnets skrøbelighed.
Sognepræst i Skagen, Kristian Ditlev Jensen, skrev herligt ironisk om den senmoderne danskers forhold til påsken og kristendommen i et opslag på Facebook: ”Nu har jeg efterhånden flere gange hørt folk beklage sig over, at hele den triste historie om Jesus Kristus og hans død og genopstandelse igen i år falder pladask midt i påskeferien. Det kan jeg godt se kan være forstyrrende, og jeg beklager på kirkens vegne.”
Sådan er der nok mange, der går og har det. Desværre.
Gud kender os. Alt ved os er belyst. Fra det bedrag, Judas begår, til Peters svigt har vi part i den historie, der foldes ud i påsken. I mange år var det de to mindre fortællinger i den store fortælling om Judas og Peter, der talte mest til mig. Forestillingen om at svigte, når det gælder. Når jeg læser om Besættelsen, så forestiller jeg altid mig selv som én, der ville kæmpe imod tyskerne, med alt, jeg har i mig, hvis jeg havde levet dengang. Men hvad nu, hvis turen med tidsmaskinen afslørede, at jeg i virkeligheden stod og blandede beton i opførelsen af Atlanterhavsmuren? Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt. Vi ved det. Det mest radikale ved Guds kærlighed er selvfølgelig erkendelsen af, at selv når jeg svigter alt og alle, så er Guds kærlighed der stadigvæk. Hvordan skal et menneskehjerte overhovedet kunne rumme den erkendelse.
Som årene er gået, har jeg forliget mig med Judas og Peter, men jeg tumler stadig med disciplen Thomas, der tvivler på, at Jesus er genopstået. Thomas vil kun tro på, at det er Jesus, der er genopstået, hvis han kan røre sårene i Jesu side.
Tvivlen og troen går hånd i hånd, og Jesus siger til Thomas, da han rører såret, og tvivlen fortager sig: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
Det senmoderne menneske tror sig selv rationelt og provokeres af troens radikale natur. Thomas minder os om det. Opstandelsen bryder med vores hang til logik og orden. Det er i sandhed en ufattelig begivenhed, der ikke bare overstiger vores forstand, men synes at drive gæk med den. Hvorfor skal man tro på noget, man ikke selv har erfaret?
Søren Kierkegaard brugte blandt andet fortællingen om Abraham og Isak til at vise, at troens radikalitet består i, at den udfordrer vores hang til logos.
Det vanskelige med Thomas er, at han er svær at lægge fra sig og afvise. Det moderne menneske flakker tvivlende omkring i sin egen fremmedgørelse. Vi er løsrevet fra traditionen og historien. Den nationale og den kristne fortælling er for længst blevet trængt i baggrunden, og vi står tilbage i tvivl om det budskab og det fællesskab, der viser os vejen til påskens egentlige budskab. Det er derfor, at tvivleren Thomas er så svær at håndtere. Han bor simpelthen i det moderne menneske som en parasit, der kræver bevis for skaberværket, før han kan tro.
Jeg har aldrig betvivlet, at Thomas og det senmoderne menneske gerne vil tro. De kan bare ikke.
Da disciplen Thomas har stukket sin finger i Jesu naglemærker udbryder han: ”Min Herre og min Gud.” Jesus og Gud er den samme – og Thomas tvivler ikke længere. Men selvom Thomas ikke vakler længere og fandt ro i Guds kærlighed, så forlod hans tvivl os aldrig.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.