Det moderne menneskes attitude er lommeudgaven af Freud

Hvad sker der mon, hvis Freuds attitude tørner sammen med teologi, der jo ikke ser menneskene og verden som symptomer, men som mirakler?

Vi analyserer alt og alle omkring os. Og vores hverdagssprog er farvet af Freuds analytisk sprog. Illustration: Søren Mosdal
Vi analyserer alt og alle omkring os. Og vores hverdagssprog er farvet af Freuds analytisk sprog. Illustration: Søren Mosdal

Forleden passerede jeg under en løbetur to intenst samtalende kvinder og overhørte en enkelt sætning: ”Hver gang jeg taler med ham, får jeg alle hans traumer lige i ansigtet!”. Selvom ingen i dag læser Freuds bøger, så er hans begreber og attitude alligevel flyttet ind i vores hverdagssprog. Vi analyserer alt og alle.

Her bruger vi ikke kun begreber som traumer, men også forestillinger om det ubevidste, om overjegets tyranni og sjælens fortrængninger. Men ikke mindst er det Freuds analytiske attitude, vi har overtaget: Vi tror ikke på, hvad vi ser. For at få mening ud af en situation eller et andet menneske antager vi, at der ligger noget bag.

Når en af de to intenst samtalende kvinder får noget ”lige i ansigtet” af en mand, så forstår hun ikke dette noget som en del af ham, men som et symptom på hans traumer. Hun tror ham i en vis forstand ikke, hun mistænker ham for, at der under, hvad han siger og kaster i ansigtet på hende, er en dybere sandhed, som han imidlertid ikke selv har erkendt.

Den erkender hun og veninden for ham, for hun og veninden har psykoanalyseret ham, hvilket han jo nok skal få at føle senere på dagen.

Dette er lommeudgaven af Freuds psykoanalytiske metode, som også er det moderne menneskes attitude. Men hvad sker der mon så, hvis denne attitude tørner sammen med teologi, der jo ikke ser menneskene og verden som symptomer, men som mirakler?

Ja, det kan man blive klogere på ved at læse en af de mest spændende teologiske bøger fra året, der gik. Den bærer titlen ”For han ved ikke hvad han gør”, og forfatterne er radiovært Michael Jeppesen og filosof Rasmus Ugilt.

Man behøver egentlig bare læse titlen for at forstå det psykoanalytiske antrit. Det er den sætning, Jesus sagde om dem, der torturerede ham før korsfæstelsen. Dem ville han have Gud til at tilgive, netop fordi de ikke vidste, hvad de gjorde. Ikke fordi deres tortur af Jesus var drevet af nogle uerkendte barndomstraumer – Jesus havde jo ikke læst Freud – men fordi de helt konkret ikke vidste, hvad de havde gang i. De vidste ikke, at de var ved at torturere Gud til døde.

Men Jeppesen og Ugilt har læst Freud og hans franske version, Jacques Lacan. Det er det blik, de læser med. De læser med andre ord ikke Bibelen som et helligskrift, hvori der videregives visdom, eller som en autoritet, man som troende skal underkaste sig.

De læser Bibelen som et symptom, frem for alt som et symptom på Guds sjæleliv. Vi kan, er filosofien, ved at læse Bibelen gennemskue, hvem Gud faktisk er.

Det er den indsigt, titlen udtrykker: Det er Gud, der ikke ved, hvad han gør. Det skyldes, at han er i sine drifters vold, han får pludselige vredesudbrud, der afløses af sentimentalitet og anger. Gud har tydeligvis ikke styr på verden, men han har heller ikke ”fuldstændig styr på sig selv”.

Denne analytiske attitude kommer der en masse godt ud af. Tag for eksempel Abrahams berømte sætning, da han går sammen med Isak mod Morijas bjerg: ”Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.”

I forfatternes øjne er den i lige så høj grad rettet til Gud, lidt ligesom sætningen ”butleren vil komme med teen” udvirker, at butleren kommer med teen. Abraham har jo gennemskuet, at Gud har lige så meget brug for Isak, som Abraham har. Abraham har den moderne, psykoanlytiske attitude, og den er god i forhandlinger.

Den Gud, vi møder i ”For han ved ikke hvad han gør”, er lidt som den kæreste, vi forestiller os, vores veninde fra løbeturen har. Som han kyler om sig med ikke-erkendte traumer, har han, ligesom Vorherre, aldrig været ”plaget af tanken om, at det kunne være ham selv, der var det egentlige problem”, ligesom han ”tydeligvis ikke er i kontakt med sine følelser og da slet ikke med sine fejl og mangler”.

Bogens projekt må navigere den svære balance mellem blasfemi og banalitet, ligesom vores to veninder i parken jo må balancere mellem bedrevidenhed og naivitet. Truslen er, at man ender som kyniker, og det er netop det farlige ved den psykoanalytiske attitude.

Uanset at analytikeren hævder ikke at vide noget som helst, er selve den analytiske attitude bedrevidende og altid på kanten af det kyniske. Man ved mere om, hvad den anden gør, end han selv gør, ligesom jeg netop selv, på et påfaldende smalt grundlag, har demonstreret en påfaldende stor indsigt i de to veninders sjæleliv.

Det kan give befriende indsigter, særligt hvis analytikeren er Sigmund Freud selv. Det kan dog også reducere verden til objekt for min bedrevidende analyse og gøre mig selv til altings dommer.

Netop den attitude har Bibelen i øvrigt en hel del at sige om.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.