Prøv avisen
Kirkeligt set

Henrik Dahl: Det skurrer, at så mange præster er venstreorienterede og dermed relativistiske

Tegning: Søren G. Mosdal

Henrik Dahl, kirkeordfører for Liberal Alliance

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det egentligt morsomme ved, at præsterne er blevet venstreorienterede, og dermed ifølge Henrik Dahl (LA) også relativistiske, er, hvor venstreorienteringen fik sin relativisme fra. Den kommer nemlig fra Nietzsche, skriver han i klummen "Kirkeligt set"

”Næsten to ud af tre præster stemmer til venstre for midten.” Det skrev Kristeligt Dagblad den 13. maj 2019. Det må de gerne. Det afgørende i et sekulært samfund som vores er ikke præsten som person, men vedkommendes professionalisme. Kan man forvalte sit job efter gældende regler og uden rynkede bryn i menighedsrådet, er der i princippet ingen ko på isen. De gamle kald er blevet til jobs. Det gælder både lægen, præsten og for den sags skyld politikeren. Bestrider man kaldet inden for jobbets rammer, vil man aldrig kunne rammes af noget ondt. Men enkelte ting skurrer dog i forhold til venstreorienteringen og kristendommen.

Det er længe siden, Karl Marx forlod den venstreorienterede bygning. Ingen ved præcis, hvornår det skete. Men formentlig i løbet af Sovjetunionens formative år. Hvor alle kunne se, at Marx var for tør og videnskabelig og ikke havde noget at sige om, hvordan man stillede et nyt samfund på benene og gjorde utopierne til virkelighed.

Hvorom alting er: Siden Marx forlod bygningen, har venstreorienteringen været overladt til alle mulige andre. Den umiddelbart mest kendte er vel nok Freud. Allerede i mellemkrigstiden flytter han ind i det af Marx forladte hus, hvor han inspirerer Wilhelm Reich til at beskrive fascismens massepsykologi. Og efter krigen fortsætter han med at inspirere for eksempel Adorno.

Derfor kan den sidstnævnte i slutningen af 1940’erne bekvemt fastslå, at den højreorienterede, autoritære personlighed, der udgjorde rekrutteringsbasen for nazismen, var psykisk afvigende. Mental sundhed og sund venstreorientering: Det hører naturligt sammen.

Som venstreorienteringen udvikler sig fra 1960’erne og frem, bliver et af dens mest karakteristiske træk, at den er relativistisk.

Det ser man tydeligt i for eksempel det venstreorienterede uddannelsessystem. Om eleverne staver rigtigt eller forkert, gør ikke så meget. Om de har forstået pensum eller ikke forstået pensum, gør ikke så meget. Om diverse teorier, man lærer på universitetet, er blottet for sund fornuft, eller i bedste fald kunne føre til en bedre verden, er mindre væsentligt.

Overalt, hvor man kaster blikket, ser man det samme: Relativisme og venstreorientering er to sider af samme sag. I hvert fald på den postmarxistiske venstrefløj. Og her er det, jeg begynder at undre mig. For så langt, jeg har kunnet følge med ud fra min konfirmationsforberedelse, er det kun på overfladen, Vorherre er relativistisk.

Selvfølgelig kan man godt læse lignelsen om arbejderne i Herrens vingård på den måde, at det er fløjtende ligegyldigt, hvornår man møder ind på arbejde (det er det måske også til en vis grad i vore dages gymnasium, uden man af den grund skal konkludere, at rektor er Vorherre). Og på samme måde med lignelsen om den fortabte søn: Skidt med, om man har lallet sig gennem tilværelsen for andres penge eller passet sit arbejde. I sidste ende venter et mægtigt gilde, man ikke selv skal betale, til alle. Derfor betyder den enkeltes indsats mindre.

Men det passer jo ikke, at lignelserne skal læses relativistisk. De skal læses sådan, at Gud er højt hævet over, hvad mennesker i netop al deres menneskelighed måtte betegne som spadeagtig adfærd. Selvfølgelig er daglejerne, der står og hænger, nogle irriterende typer, hvis man er menneske. Og det samme er den uansvarlige bror, der ikke kan forsørge sig selv.

Men moralen i kristendommen er, at Gud har en pytknap, der er større end alle menneskers tilsammen. Ikke, at forskellen på godt og ondt er irrelevant.

Nu ikke mere amatørteologi. Men det egentligt morsomme ved, at præsterne er blevet venstreorienterede, og dermed relativistiske, er jo, hvor venstreorienteringen fik sin relativisme fra. Den kommer nemlig fra Nietzsche.

Så i den verden, hvor Nietzsche hævdede, at Gud er død, har selvsamme Nietzsche ad bagvejen sneget sig ind og bemægtiget sig tænkningen blandt hovedparten af landets præster. Hvis det ikke er toppen af ironi, så ved jeg slet ikke, hvad toppen af ironi overhovedet er.

Jeg skrev indledningsvist, at præster selvfølgelig må stemme på, hvem de vil. Og det fastholder jeg naturligvis. Men ud over, at relativisme måske er en anelse ukristelig, er der en anden ting ved venstreorienteringen, der også tenderer i den retning: Dens tilbøjelighed til at være farisæisk (der sagtens kan leve side om side med relativismen).

Man bliver dog ikke et bedre menneske af at bekende sig til hverken kristendommen eller venstreorienteringen. Det glemmes ofte, men fortjener i den grad at huskes.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i teologi Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.