At læse indledningen til Christian Hjortkjærs seneste bog ”Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psyskisk syge”, er som at stige ned i Dantes inferno. Mange af de unge, der begynder på Silkeborg Højskole, er nemlig ramt af spiseforstyrrelser, angst, sociale fobier, selvskade og selvmordstanker.
Hjortkjær ser grunden til alle disse diagnoser i det forhold, at hele generationer af vores unge systematisk fanges ind i en bundløs følelse af utilstrækkelighed. Vi har ganske vist løftet det gamle forbudssamfund af de unges skuldre, men til gengæld har vi installeret, hvad Hjortkjær benævner et påbudssamfund.
Påbudssamfundet står altid klar med, hvad du – særligt hvis du er ung og håbefuld – skal gøre for at realisere dine håb.
Bogen lader ingen i tvivl: Du skal tage en uddannelse, og det skal være den helt rigtige, helst lange uddannelse, som du så også skal brænde intenst for. Uanset at disse idealer er uopfyldelige, træller vi alle nat og dag for at opfylde dem. Det gør kravene til de unge grænseløse og sygdomsfremkaldende.
Hjortkjær angiver korrekt Baumann og Brinkmann som kilder til forestillingen om påbudssamfundet, men faktisk kan Elsa Gress krediteres for hvast og profetisk at have gjort sagen klar allerede i 1974:
”Det puritanske ’du må ikke’ er momentant afløst af det lige så puritanske ’du skal’.”
Vi er stadig sammenbidte puritanere, men vi har tabt forbudskulturens mulighed for tilgivelse.
Det er et tab, som Hjortkjær noterer sig, men går påfaldende let hen over. Forbudskulturen producerede skyld og neuroser, så den dur ikke, er ræsonnementet. Men tabet af forbuddet stikker dybere end som så, og uden det står vi magtesløse over for den nye, grænseløse kultur.
Det var forfatterens farmor, der levede i forbudskulturen. Den gjorde hende så topneurotisk, for hun kunne ikke håndtere de bunker af skyld, den producerede.
Men Hjortkjærs farmor havde et bedre liv end hans elever. Neuroser er ikke så slemme endda. De skyldes generelt, at jeget ikke kan håndtere drifterne og begæret – og så gør farmor rent. Jeg har selv haft sådan en neurotisk overbo, der, hvis ikke hun fik sex lørdag morgen, støvsugede i op til halvanden time – på 32 kvadratmeter. Men så var der jo rent.Og ligesom, at forbuddets neuroser er langt mindre skadelige end præstationssamfundets anoreksi eller cutting, er den gamle verdens skyld meget sundere end afløseren, den nye verdens skam. Skam brænder sig fast i huden, får en til at gå i jorden og kan aldrig vaskes bort. Skyld, derimod, kan man få tilgivelse for, hvorefter man er et frit menneske.
En genbesindelse på en forbudskultur, der trods alt har været praktiseret i en del tusinde år, ville kræve en fælles erkendelse af, at de unges idealer ikke bare består af gode råd, de har fået af velmenende voksne.
For man kan ikke åbne sin mobiltelefon, sit fjernsyn eller sin avis, ja, sine øjne uden at blive mødt med budskabet om at stræbe efter uopnåelige idealer og masser af succes og oversvømmet med billeder af de milliardærer og deres fotomodeller, som hævdes at have realiseret idealerne. Indtil næste dag, hvor rockstjernen i en kokainrus beklageligvis kom til at kvæle groupien.
Her rækker Hjortkjærs medicin næppe. Den består i at pege på, at kun egentlige guder som Jesus kan leve op til idealerne, og at vi andre skal acceptere, at vi kun er mennesker. Og mens det er korrekt, at vores kultur har penduleret mellem henholdsvis idealistisk lovreligion og opbyggelig tilgivelse, kan problemet ikke isoleres til, at vi i dag er svunget helt over til det perfekte ideal uden mulighed for tilgivelse, når man fejler.
For sagen er, at når vi taber forbuddet, taber vi også tilgivelsen. Ja, vi mister faktisk også fornemmelsen af, hvad vi egentlig selv begærer. Som Paulus siger det:
”Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ’Du må ikke begære!’.”
Så er vi fanget, ikke i vores eget begær, men i det, vi imiterer fra medier og venner.
For desværre er forbudskulturens forvitring ikke et pendul, som svinger, og som måske svinger tilbage igen. Det er et fatalt tab af en meningshorisont, der i årtusinder har holdt mennesker sunde og via en dynamik mellem skyld og tilgivelse indlemmet dem i fælleskabet. Denne opgave er nu i stedet pålagt den enkelte, ikke mindst den enkelte unge. Dét er sygdommens årsag.
Du skal være den bedste, hvis du vil være med, ellers er du ude. Sådan lyder påbuddets lov. Kontrasten til den instans, der i tidernes morgen satte forbuddet, er stor: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.