Psykologi-professor: Din app fortæller dig ikke, hvad der er rigtigt at gøre

Det er tid til at minde om, at vi skal turde forblive menneskelige i en digital verden, skriver professor i psykologi

Vi er ualmindeligt begejstrede for ny teknologi og for de muligheder, som dataindsamling kan give os. Vi har i samme ombæring mindre og mindre tillid til den menneskelige dømmekraft, skriver professor i psykologi.
Vi er ualmindeligt begejstrede for ny teknologi og for de muligheder, som dataindsamling kan give os. Vi har i samme ombæring mindre og mindre tillid til den menneskelige dømmekraft, skriver professor i psykologi. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Forleden fik jeg fortalt en historie. Den handlede om en vuggestue i Danmark, hvor man havde indført en soveapp. Når børnene sov, blev det registreret, og data blev sendt hjem til forældrene. Idéen var at give forældrene en mulighed for at være opdateret og involveret i børnenes liv i vuggestuen.

Tanken var også at optimere børnenes søvnrytmer, både i vuggestuen og derhjemme. Indimellem skete der naturligvis det, at appen ikke blev opdateret, når barnet var vågent igen i vuggestuen. Vuggestuen modtog således indimellem opkald fra forældre i panik:

”Sig mig engang, har I glemt mit barn? Hun sover tilsyneladende på femte time.”

Eksemplet med soveappen udsiger flere ting om den tid, vi lever i. Vi er ualmindeligt begejstrede for ny teknologi og for de muligheder, som dataindsamling kan give os. Vi har i samme ombæring mindre og mindre tillid til den menneskelige dømmekraft.

Man kan kun undre sig over, hvad man gjorde, før alle de data kom ind i verden. Måske var det faktisk sådan, at forældrene tog bestik af barnets aktuelle tilstand og vurderede, om soverytmerne ude og hjemme var i synk? Man kunne også forestille sig, at det virker meget godt at se på sit eget barn og have en god, løbende dialog med pædagogerne i vuggestuen.

Man kan håbe på, at den slags ikke er helt fortid, mens vi kæmper med at fortolke alle de informationer og data, der løber ind i vores systemer konstant.

Man får også lyst til at minde om, at data er uinteressante, hvis de ikke fortolkes, og at den største kunst er at bruge data hensigtsmæssigt. Vi må ikke lade teknologien styre os. Det er tid til at minde om, at vi basalt set styrer den og bør overveje, hvad vi vil bruge den til.

Tør jeg skrive, at de humanistiske fag er nogle af de bedste til at levere os svarere på lige præcis dette? Hvordan vi håndterer vores liv etisk forsvarligt i en gennemdigitaliseret tid. Data giver os ingen svar. De er der bare, de ophobes nemt, og de kalder på fortolkning.

Det er efter min opfattelse tid til at minde om, at vi skal turde forblive menneskelige i en digital verden.

I sidste uge deltog jeg i en konference, hvor mine kollegaer og jeg netop talte om behovet for, at forskere udviser etisk takt. Vores oplæg var på engelsk: ”Stay human, please!”, fordi det foregik i USA. Vi havde tilføjet det sidste ”please!” for at understrege den opfordring, der lå i vores oplæg. Vi skal huske at forblive menneskelige og forpligte hinanden på at være ordentlige.

I vores oplæg reflekterede vi over det forhold, at vores liv er blevet fyldt med valg og muligheder. Meget er til forhandling. Verden er et flydende sted, og en af de største udfordringer, vi har i dag, er at finde faste holdepunkter, der i perioder kan give os en vis stabilitet. Det har vi brug for.

Der er grænser for, hvor mange valg vi kan overkomme at træffe. Der er grænser for, hvor mange data vi fornuftigvis kan håndtere. Mange af de teorier, vores studerende bliver bekendte med i dag, fortæller dem, at sociale strukturer og traditioner er under opbrud.

Teorierne fortæller dem, at alt er til forhandling, men måske er det tid til en besindelse. En besindelse på, at der er grænser – også for brugen af data. Vi har således, for at parafrasere Løgstrup: altid noget af den andens liv i vores hænder. Vi har noget at tage vare på. Det kan være svært at sætte regler op for, hvordan man varetager det ansvar.

Data fortæller os ikke, hvad der er rigtigt. De er der bare.