Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Dødshjælp skader civilisationen ved at svække fællesskabet i at leve

90 procent af den britiske befolkning ønsker eutanasi indført, selv om et stort flertal for nylig stemte et forslag ned. Her skriver sognepræst Anders Raahauge om den britiske debat. Billedet er fra en tysk demonstration imod aktiv dødshjælp. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Eutanasi styrker mennesket i troen på autonomi, og samtidig svækkes elementetet af fælles handling i det at leve, skriver sognepræst

I Storbritannien et lovforslag om indførelse af dødshjælp for fire år siden stemt ned med overvældende flertal i parlamentet. Men debatten fortsætter, og en nylig undersøgelse viste, at 90 procent af befolkningen ønsker eutanasi indført.

Magasinet The Specatator lader to medarbejdere drøfte fænomenet: litteraturredaktør Sam Leith og ekstern redaktør Douglas Murray. Sam Leith er for, Douglas Murray er modstander. Begge argumenterer de på ateistisk grundlag.

Sam Leith ønsker, at man udelukkende kan komme i betragtning, hvis man er i forvejen døende.

Nøjagtig sådan lød til en begyndelse også betingelserne i Holland og Belgien, anfører Douglas Murray, men glidebanen blev hurtigt en realitet.

”Deres debat begyndte med alt det, du nævner – min egen krop, kun den alleryderste ende af livet. Eutanasi blev lovlig, hvorpå kampagnen rykkede videre. Nu er den fokuseret på at tillade dødshjælp til børn, psykisk syge og mennesker, som er ’trætte af livet’.”

Sam Leith finder det antidemokratisk på den måde at argumentere med fiktive fremtidige scenarier, når det er den restriktive form, der skal stemmes om, og som et stort flertal af den britiske befolkning ønsker. Han vil i øvrigt kalde sin stillingtagen paradoksalt konservativ: Engelsk common law fastslår, at ens krop tilhører en selv.

”Deraf følger, at det ikke kan være statens opgave at fortælle dig, hvad du kan og ikke kan gøre ved den.”

Douglas Murray giver igen: Din krop er bare ikke din egen. Alle omkring dig involveres i, hvad du beslutter dig for at gøre med den.

Da skal en drøftelse med ens kære være obligatorisk, svarer Sam Leith. Dog skal man altid have retten til at sige: ”I bliver ulykkelige, men dette er, hvad jeg har besluttet mig for.”

Douglas Murray påpeger, at vi alle kender ældre slægtninge, som siger: ”Jeg vil i al fald ikke nå helt til tilstand x” – sikre på, at når de blot nærmer sig tilstand x, drager de til en dødsklinik i Schweiz. Men når de så virkelig når tilstand x, vil de i reglen gerne leve videre. Derfor er tilbageholdenhed med dødshjælp påbudt.

Douglas Murray ser gerne, at noget er helligt, omend han må savne en Gud til at sanktionere den hellighed. Noget, som knæsætter et værn og en grænse. En idé om ”den menneskelige sjæls eller det menneskelig livs hellighed”.

Han har da også tidligere erklæret, at hans interesse for kristendommen er tiltagende, i takt med at multikulturalismen lader ham lære islam nærmere at kende. Og han var utrøstelig ved Notre Dames brand.

Uden en hellighed ”slipper vi Helvede løs på jord”. Den er bærende for vores civilisation, medgiver ateisten, og han kan omvendt ikke komme i tanker om noget mere civilisationsopløsende end ”det at lade folk, med statens velsignelse, afgøre, hvornår de vil afslutte deres liv”.

I de samfund, hvor eutanasi indføres, vil der ske noget med menneskene. De styrkes i troen på deres autonomi, og samtidig svækkes elementet af fælles handling i det at leve. Begge dele gør livet mere hult, mener Douglas Murray.

Han citerer Shakespeares ”Kong Lear”: ”Vi må tåle, at vi går bort, og tåle, at vi kommer.”

De ord vil fortælle os, at livet overhovedet ikke er let. Det forlanger udholdenhed i begyndelsen, undervejs – og især ved slutningen.

I Schweiz har man liberaliseret reglerne for dødshjælp, således at man er kommet på omgangshøjde med Holland og Belgien. Man behøver ikke længere være terminalpatient, men blot ramt af ”ubærlig lidelse”.

Nu har psykoterapeut Josef Giger vakt opsigt i alpelandet med en bog, der argumenterer for, at enhver voksen skal have fri adgang til ’assisteret selvmord’ i klinikker.

Neue Zürcher Zeitung interviewer Josef Giger, der har 45 års erfaring fra sin praksis, hvor flertallet af klienterne er depressive. Når de begår selvmord, handler de ikke i affekt, men efter lang og grundig overvejelse, hævder Josef Giger. Nok kan depressioner behandles, men hvorfor skal depressive ikke kunne afbryde en behandling, når en kræftpatient har lov at stå af sin kemoterapi?

Giger indrømmer, at de pårørende bliver berørt af et selvmord, men han er sikker på, at deres sorg bliver lettere, når de ved, at deres slægtning var ledsaget i sit selvmord ”og ikke ensom måtte kaste sig ud fra 10. sal eller hænge sig i en skov”. Og han fortsætter:

”Vi må som samfund komme bort fra a priori at anse selvmord for noget ondt og syndigt. Som noget, de pårørende må skamme sig over. Og jeg tror, en sådan nytænkning er begyndt.”

Gigers udspil deler vandene blandt fagfolk. Neue Zürcher Zeitung har talt med et par modstandere. Yvonne Gilli fra den schweiziske lægeforening understreger, at depression aldrig må accepteres som slutdiagnose. Og man skal være varsom, når ældre mennesker øns-ker dødshjælp, for man kan aldrig udelukke, at de handler ud fra et ønske om ikke at ligge andre til last.

François-Xavier Putallaz, leder af landets katolske biskoppers kommission for bioetik, klager over en ny ”frihedsfundamentalisme” i tiden og siger videre til Neue Zürcher Zeitung:

”Mennesket forføjer ikke over sig selv som en vare.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.