Prøv avisen
Signatur

Valgdebatter er præget af dommedagsretorik

Foto: Mads Claus Rasmussen/ Reuters/ Ritzau Scanpix+ commons.wikimedia.org

daniel øhrstrøm

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Valgkampen er præget af en dommedagsretorik, der minder Kristeligt Dagblads journalist om hans egen frikirkebarndoms frygtfremkaldende fokus på de sidste tider

Folketingsvalget nærmer sig, og det gør dommedag også, hvis man ellers skal tro tidens tv-debatter. For begge politiske yderfløje er tilsyneladende enige om, at vi går vores snarlige undergang i møde, hvis der ikke handles hurtigt.

Uenigheden består mere i, om faren primært skyldes klimakrisen eller flygtningekrisen (for ikke at tale om klimaflygtningekrisen), mens ”krisen” her i vores eget nærområde tales op på trods af højkonjunktur, historisk lav arbejdsløshed og et svimlende smukt dansk forår, som ikke ligefrem løber med opmærksomheden. For uret tikker, og isen smelter i næsten samme tempo som blå blok, mens en sej, svensk teenager vil have verdens ledere til at panikke over de syndfloder af plastic, der kvæler alt liv omkring sig. ”I står passive i et hus, der brænder,” som Greta Thunberg malende sagde i en tale til klimakætterne i Europa-Parlamentet for nylig, så jeg selv blev skræmt nok til at sortere mit affald lidt bedre (den aften). Men tidens sekulære dommedagsprofetier minder mig også om min egen frikirkebarndoms frygtfremkaldende fokus på ”de sidste tider”.

Jeg havde for eksempel en ellers sød søndagsskolelærer, der underholdt os børn med, at han ikke troede, at der gik 10 år, før Jesus kom igen. Og ”er du helt sikker på, at du er frelst, hvis han kommer i nat?”. Godnat og sov godt! Jeg kan huske, at jeg helt seriøst tænkte:

”Øv, går verden allerede under nu? Nu når jeg aldrig at blive far, og jeg har ikke engang kysset en pige endnu!”.

Jeg ville selvfølgelig gerne frelses, men jeg havde det lidt ligesom i svømmehallen, når alle dem med rødt bånd bogstaveligt talt blev råbt op af bademesterens røst i højtalerne, når man lige hyggede sig sådan.

Heldigvis havde mine kloge og kærlige forældre lært mig at læse og tænke selv, så jeg spurgte min søndagsskolelærer, hvordan han egentlig kunne være så sikker på Jordens præcise udløbsdato, når der også står i Bibelen, at ”ingen kender timen”? Han fastholdt, at der skam var rigelig opbakning til hans prognose, hvis man bare læste aviser og sammenholdt dem med Bibelens profetier. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han ville have sagt til Notre Dame og Nørrebro i flammer.

På cirka samme tid hørte jeg om et amerikansk flyselskab, der i ramme alvor ikke tillod to kristne piloter at arbejde i samme cockpit. For så ville der jo ikke være nogen til at lande flyet for de stakkels fortabte på bortrykkelsens dag, der blandt andet blev levendegjort af ”Left behind”-bestsellerbogserien, som siden er blevet til en uhyggelig serie på HBO. Og som trøst lyttede jeg i stedet i smug til Kim Larsens ”Susan Himmelblå” på kassettebånd: ”Hvis nogen siger det hele går ad helvede til, så tro dem ikke.”

Min milde frikirkemorfar lærte mig i et pænere sprog at sige ”det går nok alt sammen”, når vores vækkelsesprædikanter hvert år stod på sommerstævnerne med det genanvendelige budskab om, at ”vi aldrig nogensinde har været så tæt på Jesu genkomst som netop nu!”. Lige sandt hver sommer, siden Jesus sagde ”I’ll be back” på Kristi himmelfartsdag for 2000 kirkeår siden. Og skiftende vækkelsesbevægelser har jo i tidens løb fundet meget brændstof i en ophedet endetidsforventning.

I dag har de frikirker, jeg kender, heldigvis nedtonet dommedagsretorikken, men nu er den i stedet flyttet ind på Christiansborg, så politiske debatter efterhånden er uegnede for børn og sarte sjæle.

Selvfølgelig skal man tale om problemerne, men det er næppe sundt at tegne fremtiden kulsort. En dag skal vi alle dø, men alle andre skal vi ikke, som Nuser siger til Søren Brun i en klog stribe. Og nu har jeg stik imod min søndagsskolelærers forventninger nået at blive far til tre skønne (søndagsskole)drenge, som jeg gerne vil opdrage med optimistisk tro på, at de har en fremtid på begge sider af døden – blandt andet ved at lære dem at sortere i både deres eget affald og det, man hører andre sige. Selv tror jeg stadig på ham, der sagde: ”Frygt ikke, tro kun!”.

Min milde frikirkemorfar lærte mig i et pænere sprog at sige "det går nok alt sammen"

Daniel Øhrstrøm