Det må være svært at være ung i dag, fordi alle andre har en mening om det

Det må være svært at være ung i dag, fordi alle andre har en mening om det, skriver Nils Gunder Hansen i klummen "Tiden tegn". Arkivfoto.
Det må være svært at være ung i dag, fordi alle andre har en mening om det, skriver Nils Gunder Hansen i klummen "Tiden tegn". Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Tænk hvis årets studenter ikke kommer på vognkørsel. ”Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø?”, som en efterskoleforstander retorisk spurgte på ungdommens vegne.

Jeg har to sønner, der med års mellemrum har prøvet at køre studenterkørsel. Ingen af dem brød sig om det. Den ældste prøvede af al magt at omfavne fest- og drukkulturen, da han var ung, men jo mere han prøvede, jo mere ulykkelig blev han. Jeg kunne se det på ham, da vognen langt om længe nåede frem til os på sin lange rute, og jeg skålede med hans oprømte venner. Et par år efter blev han Hare Krishna-munk.

Den yngste valgte en anden tilgang til drukkulturen. Han har konsekvent aldrig drukket alkohol og bryder sig ikke om den ”ungdomskultur”, der følger med. Vognturen var selvfølgelig en prøvelse for ham, men han havde ikke sin storebrors forventninger til, at det skulle være livet. Så han hoppede af vognen et par huse efter vores, børstede den unge lykke af sin kappe og gik ud i friheden. En pige fra klassen betroede ham senere, at hun ville ønske, hun havde haft mod til at gøre det samme.

”Det har aldrig været så svært at være ung som i dag.” ”Det har aldrig været så nemt at være ung som i dag.” Disse to polariserede udsagn angiver meget godt spændvidden i den igangværende debat om ungdommens livsvilkår. Onsdag den 20. maj skrev Jes Fabricius Møller en glimrende klumme her i avisen om, hvordan det egentlig var at være ung i 1950 for dem, der var født i 1930.

Der var kort skolegang, hurtigt ud at tjene, meget begrænset med penge og fritidsfornøjelser, lange arbejdstider, ingen politisk indflydelse. Man interesserede sig simpelthen ikke for ungdommen. De unge skulle bare passe deres, holde kæft og se at blive duelige voksne.

I en materiel og hedonistisk forstand er det usammenligneligt meget lettere at være ung i dag. Til gengæld tror jeg, det er blevet sværere i en psykologisk og meningsmæssig forstand. Der er så meget opmærksomhed og emsighed omkring de unge. Vi lever i en ungdomsdyrkende kultur. Ungdommen er den attraktive tidsalder.

Alle voksne har prøvet at være unge og har dermed en mening om det. Dette psykologiske faktum smelter sammen med kulturens umættelige behov for at beskæftige sig med ungdommen. Der er noget giftigt på færde her. Lidt som om ungdommen er ”stjerner”, og alle vi andre er ”fans”.

Men spørgsmålet er, om stjernerne i dette tilfælde har så mange privilegier, og om der ikke mangler noget uforbeholden kærlighed fra de mange fans, selvfølgelig ikke til deres egne unge, men til unge som sådan.

Kan vi reelt selv huske, hvordan det var at være ung? Følelser og billeder kan skyde sig imellem. Måske misundelse (gik jeg glip af noget?) eller sentimental idyllisering. Tænk, hvis jeg kunne gentage min ungdom og gribe dens muligheder med den viden, de erfaringer og den sikkerhed, jeg har nu. Man ved selvfølgelig godt, at det er umuligt, og derfor indrømmer mange, især midaldrende, i interviews, at de sandelig ikke drømmer sig tilbage til deres ungdom. Men det gør de måske alligevel pr. stedfortræder, når de er med til at skrive drejebogen for den unge lykke: Tænk ikke at komme tilbage til efterskolen, kammerater og krammere, vognkørslen, hvide huer og lyse nætter.

De to historier fra min nærmeste familie er selvfølgelig anekdotisk evidens, som det hedder i dag, men jeg tænker alligevel, at der må være en del andre unge som dem: Unge, der ikke føler sig inkluderet i drejebogen for den unge lykke, i alle drømmebillederne af det liv, man nu skal føle sig snydt for.

Jeg husker ikke fra min egen ungdom i 1970’erne, at resten af samfundet gik vældig meget op i, hvordan det var at være ung. Og når jeg spørger min 93-årige mor, som cirka er generationen fra Jes Fabricius Møllers klumme, så var enhver positiv og emsig interesse i ungdommen da fuldstændig og totalt fraværende.

Det har været et hårdt liv på mange måder, men det var også et liv uden den tvivlsomme opmærksomhed, der forleder til selvbetragtning på andres vegne. Man kunne se sig selv og de andre unge helt uden indblanding. Det var vel på sin egen måde et liv i frihed.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.