Drop selvfikseringen og de numeriske præstationsdata i skolen

Hvis vi vil sikre, at vores børn får et solidt fagligt udbytte af skolen, og at de kan møde livet med en bred og favnende duelighed, så bliver vi ærligt talt nødt til at genforhandle samfundskontrakten med lærerne. Det er mere nødvendigt end nogensinde, skriver professor i psykologi

Lene Tanggaard. Arkivfoto
Lene Tanggaard. Arkivfoto.

FORLEDEN HAVDE JEG i embeds medfør fornøjelsen af en meget klog borddame til min venstre side. Hun er veludannet, og hun kan vistnok siges at være nået helt til tops i vores samfund. Vi talte om uddannelsessystemet.

”Én ting kan jeg sige,” sagde hun. ”Livet har lært mig, at det på ingen måde nytter at presse sine børn. Man skal lade dem finde deres vej.” Det blev vi ret hurtigt enige om.

En uge senere befandt jeg mig på Skarrildhus tæt på Kibæk med en flok lærere. Der fik jeg lejlighed til at gengive to af mine yndlingscitater.

Det ene er fra de to canadiske forskere Andy Hargreaves og Michael Fullans bog om professionel kapital i skolen fra 2016. Det lyder sådan her:

”Lidenskaben i forbindelse med at lære og at undervise, glæden ved at blive opslugt af en spændende historie, ærefrygten og spændingen ved at være med i et stort drama eller producere noget original kunst, det opslugende arbejde med at studere livet i en dam og sætte sig ind i naturens vidundere, tiden til at blive trøstet over tabet af et venskab – alt sammen noget, der gør livet i klasseværelset så fortryllende, og som børn vil huske resten af deres liv, alt dette er mange steder blevet overtrumfet af presset for bedre testresultater, af en besættelse af numeriske præstationsdata og en snæversynet koncentration om at mase de basale færdigheder igennem uden hensyn til omkostningerne.”

Når jeg læser citatet op, bliver der som regel helt stille. Det indrammer jo præcis det, vi alle sammen godt ved. Dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært. Jeg kommer i sådanne sammenhænge heller ikke uden om Løgstrups tekst fra 1972 om opdragelse og etik. Løgstrup skriver:

”Medens vi bakser med opgaven, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den. Fæstnelsen af karakteren er et resultat af fornøjelsen, der indfinder sig i det heldige resultat og allerede under kampen med vanskelighederne. Men en fatal forskydning er det, hvis man vender ryggen til opgaven og ansigtet til karakteren for at give sig til at fornøje sig ved den. Det bliver meget snart ødelæggende og det på mere end én måde. Karaktertrækket stivner og bliver til sin egen karikatur, og selvbehageligheden breder sig.”

Løgstrup er mere aktuel end nogensinde. For et par måneder siden stødte jeg ved et tilfælde på et Facebook-opslag fra en skole i Danmark. Her kunne jeg se, at man var begyndt at uddele præmier til elever på mellemtrinnet, i 5.-6. klasse. Præmien blev givet til den elev, der i ugens løb havde været bedst til at monitorere sine egne læringsstrategier. Det er ikke mit ordvalg. Det stod simpelthen på nettet.

Det kan sikkert være uskyldigt udført, og måske får alle en præmie, men det er alvorligt talt også en direkte vej ind i den problematiske selvfiksering, som Løgstrup peger på. I skolen skal man jo have fornøjelsen af at møde verden i form og fagenes formidling og bogstaveligt talt glemme sig selv, fordi man risikerer at blive optaget af noget andet end sig selv.

Det er i øvrigt også et fælles ansvar, om eleverne lærer det, vi kan forvente. Det kan aldrig være et spørgsmål om mere eller mindre kompetent selvmonitorering. Når den slags kobles med et stadigt mere standardiseret og testorienteret skolesystem, så har vi en giftig cocktail.

”Mit lærerhjerte bløder,” sagde en af lærerne. Og hun var ikke den eneste.

Hvis vi vil sikre, at vores børn får et solidt fagligt udbytte af skolen, og at de kan møde livet med en bred og favnende duelighed, så bliver vi ærligt talt nødt til at genforhandle samfundskontrakten med lærerne. Det er mere nødvendigt end nogensinde.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.