Tilbage i slutningen af 1950’erne var der kun én i den lille landsby i Sønderjylland, hvor jeg voksede op, der havde fjernsyn, det var købmanden. Det levede vi med, med nogen misundelse, men så kom opstanden mod Sovjetregimet i Ungarn i oktober og november 1956, der blev kvalt i blod af russiske tropper og udløste en kolossal flygtningestrøm, hvoraf en del også kom til Danmark. Og dem skulle der sørges for.
Dengang var der ingen, der anfægtede, at forfulgte og undertrykte mennesker skulle hjælpes. Tværtimod var der en udbredt offervilje, og den deltog Danmarks Radio også i. ”Underholdning for millioner” hed det fire lørdag aftener i træk. Det blev sendt i tv, så mange tog hen til købmanden og hans fjernsyn, og han tog generøst imod naboer og venner, og på sammenskudsbasis blev der serveret mad, øl, snaps og sodavand til børnene.
Vi så imponerede på enorme mængder underholdning, og firmaer ringede ind og sponsorererede store beløb og fik gratis reklame til gengæld. Og vi glemte ganske Ungarns skæbne.
Det var dengang, siden blev det almindeligt. ”Knæk cancer” (et i øvrigt tåbeligt udtryk), og andre gode formål får samlet masser af penge ind, men altid må der underholdning til. Der er ikke appel nok i selve anliggendet.
Men sådan er tidsånden. Underholdning er klangbunden for alt i medieverdenen. I DR med DR K som en beskeden undtagelse. Det er det gamle monopolforetagende, der totalt har opgivet sin anderledeshed i medieverdenen og blot er som alle andre nu. Derfor bliver vi martret med et utal af tåbelige gætteprogrammer, hvor diverse kendisser skal gætte og konkurrere i ligegyldige emner.
Det kan nu være, hvad der være vil. Det ændrer sig næppe, og så kan man altid slukke for sit fjernsyn og tænde for radioen, hvor man ganske vist ikke længere kan more sig over Radio 24syvs korte radioavis, men der er jo DR 2 med den klassiske musik, som livslangt har hørt til det væsentligste i tilværelsen for mig.
Eller kan man? Jo, nok, for der spilles god musik stadig, og der er dygtige programværter, og dem er der virkelig mange af på stationen. Men også her har underholdningsideologien i den grad vundet indpas med påfølgende kvalitetssænkning. For man spiller musik i massevis i stort set uformidlet mængde. Den dybe analytiske redegørelse for, hvorfor musikken lyder, som den gør, er ikke-eksisterende. Musikken optræder i DR 2 som ophobning, og kun det. Kun meget få gange får vi noget at vide om et musikstykkes historiske kontekst, med den sammenhæng, det indgår i, kulturelt, socialt og politisk. En lørdag hører vi lidt af Stravinskys ”Historien om en soldat”, og så ikke mere. Vi hører dårligt, hvem der spillede, og slet ikke noget om, at det fra komponistens hånd var ment som en kommentar til krigens dæmoni i skyggen af første verdenskrig. Det var alene underholdning eller for at få tiden til at gå.
Eller man lukker op for ”Amadeus” om eftermiddagen fem dage om ugen og får i de næste timer ganske vist hørt musik, men igen løsrevet fra enhver sammenhæng. Til gengæld kan vi høre en af studieværterne underholde om, hvorfor det ikke er tilrådeligt at fodre ænder. Studieværterne taler ikke, de pludrer om alting og ingenting, og så skal lytterne gætte et stykke musik, som kun totale idioter ikke vil kunne svare på, men man kan vinde ugens cd!
Ikke for at være højrøvet, men der var engang, hvor musikken og formidlingen af denne var lise for sjælen, og man blev klogere, bogstavelig talt bedre til at lytte og opleve. Det var, da John Christiansen og Hansgeorg Lenz havde deres pladeforum. Ikke mindst den sidste med den snerrende stemme, der kunne anbefale at gå til en koncert, ”som var det livet om at gøre”, og føje til, ”det er det faktisk”.
Der var lidenskab hos Lenz og vilje til at se musikken i en almenkulturel sammenhæng. Som mange andre har gjort også her landet. Når Karl Aage Rasmussen skrev bevægende om Glenn Gould og Gustav Mahler, eller Niels Bille Hansen om ”Thomas Mann og musikken”, blev det gjort med respekt for, at ingen kunst kan isoleres, hverken litteratur eller malerkunst, og altså heller ikke musik. Men de nævnte bliver aldrig spurgt.
For mange år siden tolkede Lenz i radioen – uforglemmeligt – Wagners sidste opera ”Parsifal” ud fra kodeordet, at hans musik ville omskabe tid til rum. Det kunne være en ambition for enhver form for musikformidling, også når denne er sproglig.
I DR er den ambition droslet ned. Dér skal tiden ikke blive til rum. Der skal den bare gå under en dyne af underholdning.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.