Prøv avisen
Refleksion

Anette Prehn: Drukkultur træner unge i gruppepres

Illustration: Søren Mosdal

Af Anette Prehn, sociolog og forfatter. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

At følelsen af samhørighed skal opnås via massive mængder alkohol, er dog tamt, tomt og uværdig, skriver sociolog Anette Prehn i klummen "Refleksion"

22 organisationer har netop opfordret til, at politikerne sætter aldersgrænsen for køb af alkohol op fra 16 til 18 år. De ønsker en ”drukfri ungdom” og vil bane vej for en ”fornyet, tryggere og sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark”. Bag forslaget står blandt andre Lægeforeningen, Danske Regioner, Børns Vilkår og sågar Vin & Spiritus Organisationen i Danmark.

Endnu en gang har WHO dokumenteret, at danske unge har europarekord i druk. Sundhedsstyrelsen beretter, at antallet af unge med alkoholforgiftning har været støt stigende de seneste fem år. Vidensråd for Forebyggelse konstaterer, at der har etableret sig en indgroet druk- og beruselseskultur blandt danske unge med store konsekvenser i form af usikker sex, vold, konflikter og indlæringsproblemer.

Jeg talte forleden med en veninde, hvis datter netop er begyndt i 1.g og stadig er i chok over de drukorgier, der er på programmet hver fredag. Festerne er i høj grad centreret omkring druklege, som alle forventes at være med til. For eksempel spiller man i hold, hvor man kaster en bordtennisbold efter modstanderholdets 6-10 kopper fyldt med alkohol. Når man rammer plet skal det andet hold tømme koppen. Min venindes datter er de facto ekskluderet fra fællesskabet, fordi hun kun har lyst til at drikke med måde. ”Det er altså meningen, at du skal blive fuld,” får hun at vide til festerne, mens kammeraterne himler med øjnene.

Hun havde ellers glædet sig til gymnasielivet. Forventningen var større faglige udfordringer og nye venner at lade sig inspirere af. Men fra dag ét har hun stået uden for fællesskabets centrale sociale kode, stemplet som kedelig. I en tid, hvor mange ellers gør sig umage med at vise respekt for homoseksuelle, muslimer og vegetarer, er unge, der drikker alkohol med måde eller slet ikke drikker, marginaliserede. Ville man i 2020 invitere til gymnasiepølsegilde og sige til muslimen eller vegetaren: ”Det er altså meningen, at du skal spise pølser!”? Naturligvis ikke. Alligevel sker det for så vidt angår alkohol.

Spørgsmålet er, hvad druk- og beruselseskulturen reelt træner de unge i. Her kan vi få nyt perspektiv ved at besøge tre af socialpsykologiens centrale begreber.

For det første trænes de unge op i gruppepres. Det vil sige, at man føler sig presset til en bestemt adfærd for at føle sig som en accepteret del af gruppen. Gruppepres inkluderer både de mere stiltiende forventninger om at tilslutte til gruppens adfærd samt de kollektive ”opmuntringer” til at gøre noget bestemt. Mange unge ved dog ikke dette. De tror, at gruppepres alene er, når nogen nærmest tvinger dem til noget.

En undertrykkende drukkultur fremmer også den sociale status af dem, der ureflekteret løber med flokken og udviser såkaldt lemmingeadfærd. De, der ønsker at stå på et andet værdisæt, mister status og ekskluderes. Tilmed træner drukkulturen unge i at abonnere på tilskuereffekten, det vil sige at se sig selv som passive tilskuere til det, der foregår, dukke nakken og lukke øjnene for grænseoverskridende eller farlig adfærd – som når en kammerat åbenlyst er i gang med at blive ”opmuntret” til at ”drikke sig i hegnet”.

Er det den type karakterdannelse, ungdommen og samfundet har brug for i dag? Er det de sociale koder, vores unge mennesker skal bruge mange mentale ressourcer på at forholde sig til, se sig selv i lyset af og kopiere? Eller skal vi snarere lære dem at gennemskue og ansvarligt håndtere de omtalte mellemmenneskelige mekanismer?

Vi lever i en tid, hvor overspisning, overforbrug, overtræning, massivt forbrug af digitale spil og binge watching af serier på skærmen volder mange betydelige vanskeligheder. Også i lyset af dette kan vi spørge, om det tjener ungdommen at vænne sig til som standard at ”overgøre” fester ved at transformere dem til drukorgier.

Som de 22 organisationer slår fast, så er ”fuldskab i høj grad adgangsbilletten til mange fællesskaber”. At følelsen af samhørighed skal opnås via massive mængder alkohol, er dog tamt, tomt og uværdigt. Her kaster vi milliarder af kroner efter ungdomsuddannelser og ønsker højere mental trivsel for vores unge, og så lader vi den laveste, platteste fællesnævner vinde og sætte sig i de sociale koder, man er ”nødt til” at følge for at være nogenlunde integreret i ungdomsfællesskabet.

Andre samhørigheder, der kunne tales op på ungdomsuddannelser, er for eksempel fællesskabet omkring videbegær, læringslyst, innovative tilgange til verdens udfordringer eller muligheden for at bidrage til en større sag. At tænde de unges ånd, så de får lyst til at stille sig til rådighed for at gøre godt. Det kan også skabes af en aktiv, sund profil – for eksempel gennem sport eller musikalitet.

Vi kan tilmed skabe samhørighed omkring det at se sig selv som vigtige i hinandens liv: som nogle, der udviser omsorg og tør stå op, sige fra og handle ansvarligt, når ”nogen må gøre nogetsituationer” opstår – allerhelst inden disse for alvor går galt. Unges hjerner er i den grad formbare og skrøbelige. Løfter vi reelt det ansvar, det medfører? Personligt glæder jeg mig til – med samfundets rygstøtte – at kunne sige: ”Alkohol er for voksne.”

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.