Du er okay, boomer – og det er hovedparten af nutidens unge også

Selv de mest højtråbende af 68’erne, der ville lave alting om, fandt efterhånden, at den etablerede samfundsorden faktisk fungerede ret godt, og at det i hvert fald er svært at finde på noget, der fungerer bedre, skriver direktør i Cepos Martin Ågerup

”’Okay, boomer’ betyder noget i retning af: ’Du er blevet for gammel til at forstå det her, og jeg gider ikke diskutere med dig’,” skriver Martin Ågerup. Her ses udtrykket på et vindue i Portland, USA. – Foto: Sipa/ Ritzau Scanpix.
”’Okay, boomer’ betyder noget i retning af: ’Du er blevet for gammel til at forstå det her, og jeg gider ikke diskutere med dig’,” skriver Martin Ågerup. Her ses udtrykket på et vindue i Portland, USA. – Foto: Sipa/ Ritzau Scanpix.

FOR NYLIG på Facebook svarede jeg et ungt menneske med begrundede synspunkter og links til kilder. Jeg fik svaret ”Okay, boomer”.

Udtrykket henviser til den store babyboom-generation født i årene 1945-1964. ”Okay, boomer” betyder noget i retning af: ”Du er blevet for gammel til at forstå det her, og jeg gider ikke diskutere med dig.” Udtrykket breder sig som en steppebrand på de sociale medier.

Jeg er selv lige nøjagtig for ung til at være boomer. Mit ærinde er at anfægte den tankegang, der ligger bag. For at starte med det indlysende: At affeje et andet menneske på grund af vedkommendes alder er arrogant, nedladende og diskriminerende.

MEN DER ER MERE AT SIGE. Det verdenssyn, som ”okay, boomer” udtrykker, vækker mindelser om 68-oprøret, der også blev kaldt et ungdomsoprør. Venstrefløjsaktivisten Jack Weinberg blev verdenskendt for det paranoide citat ”Stol ikke på nogen over 30 år”. The Who udgav sangen ”My generation” med en tekst, som blandt andet udtrykte et håb om at dø, inden man blev gammel, og som fordømmende observerede, at de ældre generationer virkede meget kolde (”Things they do look awful cold”).

Nutidens ungdomsoprør adskiller sig på mange måder fra 68-oprøret. Blandt andet er det i foruroligende grad drevet af dystopisk frygt og pessimisme. Men bag begge oprør ligger den samme afvisning af det etablerede, symboliseret ved de ældre generationer.

Klimabevægelsens profet er den nu 17-årige Greta Thunberg, hvis budskab – da hun talte i FN i september sidste år – var én lang fordømmelse af de ældre og etablerede: ”Hvor vover I?”, hvæsede hun med had i blikket. Uden dog selv at have nogen brugbare forslag.

De unge har i egen selvforståelse indset, hvad der skal til. Resten af samfundet må træde til side. Indsigelser kan affærdiges med et ”okay, boomer”.

Eller som Bob Dylan sang til forældregenerationen: ”Don’t criticize what you can’t understand.” Kritisér ikke, hvad du ikke forstår.

Det ironiske er selvfølgelig, at nogle af de boomere, som nutidens unge kritiserer, er de selvsamme 68’ere, der i deres egen ungdom gjorde oprør mod det etablerede.

I virkeligheden er hele idéen om generationer dog en kollektivistisk tilsnigelse. De færreste babyboomere var venstrefløjsaktivister, der ville omstyrte det etablerede. The Beatles ville for eksempel ikke have noget som helst med politiseringen af alder at gøre. Tværtimod. De sang med forventningens glæde om at blive gammel i sagen ”When I’m Sixty-Four”, som var en hyldest til traditionelle borgerlige dyder såsom sparsommelighed, almindelig husflid og havearbejde.

På samme måde er det formentlig kun de mest højtråbende kræfter i det nye ungdomsoprør, som i ramme alvor mener, at kapitalismen er syg, at verden går under om 10 år, og at boomerne efterlader sig en verden i dårligere forfatning, end den de overtog, hvilket også er en absurd påstand. De skal nok blive klogere.

Selv de mest højtråbende af 68’erne, der ville lave alting om, fandt efterhånden, at den etablerede samfundsorden faktisk fungerede ret godt, og at det i hvert fald er svært at finde på noget, der fungerer bedre.

De gamle var ikke bare gamle – de havde også erfaring og indsigt. Revolutionen blev glemt. Utopierne viste sig ikke at holde, men nogle idéer kunne bruges og indarbejdes i vores samfundsorden, så den blev yderligere styrket. Fremragende.

Et mere passende og overbærende slogan kunne lyde: ”Du er okay, boomer.” Det er hovedparten af nutidens unge også.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.