Prøv avisen
Tidens tegn

Efter guldbrylluppet kommer så skilsmissen

Karen Blixen fornemmede allerede i 1920'erne, at den frie kærlighed var på vej som ideal hos ungdommen, og hun kunne ikke helt lide, hvad hun så. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Nils Gunder Hansen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Karen Blixen analyserede allerede i 1920’erne det moderne ægteskab som en institution, der har svært ved at forsvare sig

Jeg er tryghedsnarkoman. Alt skal helst forblive, som det var. Enhver nyhed om en skilsmisse får mig til at reagere som ved et dødsbudskab, med sorg eller rædsel. Det er mange år siden, jeg første gang hørte ordet ”sølvbryllupsskilsmisse”, men jeg husker stadig den gysen, der gik igennem mig. Om ikke andet havde jeg troet, at Fader Tid, den mægtigste af alle magter, stod på ægteskabets side.

Nu er vi så nået til ”guldbryllupsskilsmisser”, hvor 70-årige par går fra hinanden efter et helt liv sammen. Sådanne skilsmisser er næsten tredoblet de seneste 10 år, skrev Lis M. Frederiksen i sin klumme her i avisen i den 7. februar, blandt andet med udgangspunkt i en norsk roman, ”En moderne familie”, om emnet.

I romanen siger en ulykkelig voksen datter om forældrene: ”Med et skuldertræk river de alt det ned, jeg har bygget mit eget liv på.”

Datteren taler for kontinuitet og bestandighed. Hun har brug for at føle, at hun selv står på skuldrene af nogen. Vi står med en kollision mellem det moderne ideal om individualisering og det menneskelige behov for overgribende institutioner og sammenhænge.

Jeg skriver i øjeblikket på en større artikel om Karen Blixen og hendes kulturkritik. I den forbindelse faldt jeg over et langt essay, ”Moderne ægteskab og andre betragtninger”, som Blixen skrev som relativt ung i Afrika i årene 1923-1924, og som først blev trykt efter hendes død.

Blixen analyserer intelligent, veloplagt og illusionsløst, hvordan menneskelige normer og idealer skifter med tiderne. Ofte sker det på en snigende måde. Nye idéer bliver først mødt med stor opstandelse og absolut udelukkelse. Afvisningen giver en følelse af sikkerhed, en tid bliver der stille, og så i næste øjeblik har den nye idé borgmesteren til bords ved grundlovsmiddagen. ”Ingen ved, hvordan den er kommet ind, og det er et spørgsmål, man derfor lader ligge.”

Et eksempel, Blixen giver på en sådan proces, er, at ”den frie kærlighed” har sneget sig ind og annekteret ægteskabets scepter og rigsæble. Kærligheden er blevet det store moderne ideal, og ægteskabsinstitutionen står dermed tilbage som en tom skal. Hvor en ung mand førhen ærefuldt måtte give op, hvis han havde forelsket sig i en pige og fandt ud af, at hun var gift, er dette ægteskab i dag blot en forhindring, han må sætte al sin energi ind på at overvinde.

Ægteskabet har i dag ingen våben at kæmpe med. Selv Gud vil efter den almindelige mening nok stå på kærlighedens side, noterer Blixen sig.

Ægteskaber indgås åbent som kærlighedsforhold, og bryllupper er i dag kærlighedsfester. I gamle dage stod de gamle guder bag ægteskabet: stammens gud, fædrelandets og dynastiets gud, familiens, ordenens og lovens gud. Tidligere var ægteskabet en idé og en institution, der stod i forbindelse med andre institutioner; det var på en måde ikke noget personligt forhold, og ægtefællerne kunne derfor strengt taget ikke personligt skuffe eller lykkeliggøre hinanden.

Det er dette institutionelle ideal, den voksne datter i romanen appellerer til. Men de moderne menneskers gud er individets gud, følelsens gud. Det kan Blixen se allerede i 1920’erne.

Selv betragter hun de moderne kærlighedsægteskaber med en vis skepsis grænsende til væmmelse: ”Den ånd, som i gamle dage lod ægtefællerne sige ’De’ til hinanden, virkede nok iblandt som den slags kølige atmosfære, hvori varer holder sig og ikke så let fordærves.”

Det kan være en ganske kuldslående oplevelse at læse Blixen. Idealer er bare udtryk for det, vi mennesker til enhver tid tilfældigvis har lyst til, og et ideal er aldrig blevet opgivet, fordi der var for store ofre forbundet med det, men fordi ingen længere havde lyst til det.

Blixen fornemmer, at den frie kærlighed er på vej som ideal hos ungdommen, og hun kan ikke helt lide, hvad hun ser.

Den er ganske vist også hendes eget ideal, men som svoren aristokrat brød hun sig ikke om at dele ideal med alt for mange andre, og hun mener, at ungdommen savner disciplin, ynde og forfinelse i kærlighedsanliggender.

I det hele taget var bundlinjen hos Blixen nok, at man måtte gøre, som man ville. Guldbryllupsskilsmisser, bevares. Men man skulle gøre det med stil. Det er idealet over de skiftende idealer. Og det kan jo også være krævende nok.