Det er kun naturligt, at Thorkild Grosbølls død har skabt omtale. Præsten fra Taarbæk satte virkelig kirken på den anden ende, da han i 2003 i et avisinterview understregede sin manglende tro på Gud, og han har siden haft status af provokerende pejlemærke angående spørgsmålet om, hvad man nu om dage kan forvente af den kristne forkyndelse.
Som det allerede her i avisen er blevet beskrevet stod Thorkild Grosbøll for en meget minimalistisk teologi med afstand til forestillingen om en almægtig Gud, der ses som skaber og opretholder af alt. I stedet tolkede Grosbøll Bibelen litterært og opfattede Jesus som et rent menneskeligt forbillede.
Gud var som almagt skrevet ud af ligningen, og mens denne Gud er død-tænkning utvivlsomt havde genklang i en del danske hjerter, syntes det samtidig for mange uholdbart, at den ligefrem udgjorde grundlaget for en præst i folkekirken.
Thorkild Grosbølls tænkning var indsvøbt i en teologisk tradition, som professor emeritus Viggo Mortensen her i avisen forleden beskrev som ”et opgør med teismen, opfattelsen af Gud som en bevidst person, der har skabt og opretholder verden”. Og Viggo Mortensen uddyber: ”Den opfattelse er i moderne teologi forladt for længst, og alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke-teistiske måder.”
I så fald er jeg ikke seriøs, og det er lidt af en gåde for mig, at mennesker gang på gang kan opfatte det stadie, som filosofien og teologien indtil videre er nået til, som udtryk for noget uigendriveligt.
Det er sandt, at meget moderne teologi har det svært med den teistiske Gud, men det betyder jo ikke, at man ikke kan tro på Gud som skaber og opretholder af alt.
Det er paradoksalt, at mens vi på den ene side konstant erfarer, hvor begrænset den menneskelige erkendelsesevne er, kan vi samtidig forestille os, at vi angående de største spørgsmål, der unddrager sig både rationalitet og videnskab, så at sige er nået i havn.
Thorkild Grosbøll demonstrerede, hvordan denne forestilling er knyttet til den progressive rus, der generelt præger tiden og ikke mindst ofte stortrives blandt ateister, hvilket jo også bekræftes af Grosbølls gradvise forbrødring med den spottende inderkreds af netop den ateistiske forsamling.
Tilsyneladende trådte han helhjertet ind i den moderne afvikling af det guddommelige, som vi alle er børn af, og som udfoldes i historiker Henrik Jensens seneste interessante bog med den perfekte titel ”Efter Gud”. Her beskrives netop konsekvensen af ikke længere at tænke teistisk. Henrik Jensen tager udgangspunkt i den historiske milepæl – Første Verdenskrig – og forklarer, hvordan tabet af troen på en vertikal orden og den almægtige Gud langsomt har presset det vestlige menneske ind i en kvælende fiksering på egen identitet, der i denne epoke accelererer i indædt kamp efter egen manifestation og krav om andres anerkendelse.
Henrik Jensen skriver: ”Det er i sin essens det individualiserede samfund. Den eneste måde, hvorpå denne moralske position muligvis kan udfordres, er ved at fælles identiteter, for eksempel den kristne eller den nationale, styrkes og igen bliver attraktive. Det er et langt, sejt træk.”
Det er det helt sikkert, og spørgsmålet er, om en fælles kristen identitet kan overleve uden en bevaret tro på en almægtig Gud, som opretholder af en sandhed, der ikke kan dømmes ude af menneskelig forstand. Henrik Jensen forholder sig i bogen til to mennesketyper i moderne kultur – den, der orienterer sig bagud, og den, der orienterer sig fremad. Sidstnævnte dominerer i øjeblikket. Tænk blot på udtrykket ”fremadrettet”, der hærger som en pest og er et vidnesbyrd om den maniske fremskridtstro, der omgiver os.
Når alt skal være fremadrettet, mister man uundgåeligt kontakt med historie, tradition og naturligvis kristendom, og Thorkild Grosbøll var indbegrebet af det fremadrettede individ, der med akademisk ærekærhed insisterede på at vriste os fri af alle gamle illusioner.
Han mente sikkert, at det ville styrke os, men Henrik Jensens pointe er, at bestræbelsen fører til ensomhed snarere end frihed, idet vi mister føling med retning, mening og fællesskabsfølelse.
Det bliver ganske rigtigt et langt, sejt træk at nå tilbage til en tilstand, hvor det vestlige menneske atter som noget naturligt kan se sig selv som sat i forhold til en almægtig Gud.
Jeg ved ikke, om det er muligt, men jeg rummer samme anelse som Rasmus H.C. Dreyer, der i en fin refleksion her i avisen forleden nævnte ”konservativ besindelse” som en følge af Thorkild Grosbøll.
Præsten fra Taarbæk scorede en del point på at tale ind i tidens fremadrettede bevægelse, men den vil ikke blot blive ved, for det er der intet, der gør – ud over Guds magt. Jeg skriver selv om alt dette i min egen nye bog om læsningen af Bibelen, og med inspiration fra netop dén – Bibelen – er det min dybe overbevisning, at selv efter Thorkild Grosbøll er den almægtige Gud fortsat.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.