Prøv avisen
Debat

Efter europa-parlamentsvalget: Det gamle EU’s nedtur er kun lige begyndt

EU-embeds-mænd har ingen grund til at være glade og lettede over de europæiske valgresultater efter søndagens valg til Europa-Parlamentet (som på billedet holder møde i Strasbourg). Faktisk har den gamle elite mistet sin støtte – og det er godt nyt for Europa og for demokratiet, skriver Matthias Heitmann. – Foto: Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix

Matthias Heitmann

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

De etablerede og førende europæiske partier fik aldrig samlet vælgerne omkring deres dagsorden. De har mistet deres flertal i Strasbourg, skriver tysk journalist

Det er slående, hvor forskellige fortolkningerne af de europæiske valgresultater kan være. EU-systemet fejrer, at resultaterne tydeligvis ikke var så katastrofale som frygtet. Alligevel var valget overhovedet ikke en sejr for EU, som vi kender det.

Tværtimod: De etablerede og førende europæiske partier fik aldrig samlet vælgerne omkring deres dagsorden. De har mistet deres flertal i Strasbourg. Næsten alle lande har oplevet fremkomsten af såkaldt populistiske partier.

Som kommentatorer med rette påpeger, er den ”populistiske” bevægelse på ingen måde forenet af en fælles vision. Hvis den overhovedet er forenet, så er det af den fælles fjende: det bureaukratiske EU og dets ikke-valgte samt centralistiske ledelse, EU-Kommissionen.

VALGENE VISER, at de tider, hvor ”vejen til Bruxelles” var ”det eneste alternativ”, er forbi. EU-modstanden er blevet styrket, på trods af at de vesteuropæiske medier har haft en tendens til at udråbe alle ”populistiske” modstandere som nationalister eller endda nazister.

Ved at fejre valgresultatet som en sejr for Europa ignorerer man på flere måder den voksende splittelse på kontinentet. I hvert EU-land blev der ført en national valgkamp ledet af nationale partier, der fokuserede på nationale sager. Der var ikke noget egentligt europæisk valg.

I stedet var der 28 nationale valg med 28 forskellige vælgerkorps – 28 lande med hver deres politiske partier og 28 forskellige diskussioner og følelser. Ydermere er kløften mellem Øst- og Vesteuropa blevet dybere. Mens størstedelen af de (EU-venlige) vestlige partier tabte valget, fastholdt de østlige (EU-skeptiske) partier deres position, hvilket underbygger det allerede eksisterende modsætningsforhold yderligere.

EN ANDEN SPLITTELSE, der kan fragmentere det europæiske fællesskab, er kløften mellem den yngre og den ældre generation. Selvom de unge er desillusionerede over den gamle partipolitik som aldrig før, accepterer de dagsordenen for den proeuropæiske dyrkelse af frygt: Kynisk set er denne apokalyptiske og menneskefjendske dyrkelse den eneste tværgående europæiske tendens, der kan ”forene” de unge i dag.

De frygter globale miljøkatastrofer, klimaforandringer og genopblomstringen af den højreekstremistiske nationalisme.Denne tankegang gør de unge europæere til den primære målgruppe for EU-støtternes skræmmekampagner. De behøver blot at understrege behovet for et overnationalt organ, der er stærkt nok til at forhindre det uundgåelige. Mange unge mennesker bekymrer sig ikke om deres frihed eller privilegier, men kun om ren overlevelse – og det er de ”fremtidsudsigter”, som gør det muligt for EU at genvinde sin position som det eneste alternativ.

DET TYSKE VALGRESULTAT er særligt interessant, da man her kan se alle de beskrevne splittelser inden for et enkelt lands grænser: Krisen i de etablerede partier og deres koalitionsregering har givet plads til mange forskellige yderligtgående kræfter: 30 år efter Berlinmurens fald bliver nogle dele af Østtyskland nu afskrevet som værende tabt til Alternativ for Tyskland (AfD), hvilket forstærker tyskernes dybtliggende frygt.

I de vestlige regioner og i de store byer har det veletablerede parti De Grønne godt fat i mennesker, som er trætte af politikere, der undlader at forholde sig til nutidens største trusler: klimaforandringer og den stigende ekstremisme.

Da den grønne tankegang for længst er blevet en del af den tyske mainstream, er det ikke overraskende, at en bevægelse som Fridays for Future rammer den generelle folkestemning så succesfuldt. En stemme på De Grønne betragtes på en og samme tid som både en stemme imod systemet og en stemme for EU.

Selvom partiet selv har været en del af systemet i mere end 25 år, har De Grønne kunnet drage fordel af den generelle desillusion ved ”den store sammenslutning”, manglen på et fornuftigt alternativ på yderfløjene og den generelle tendens til, at politik bliver reduceret til følelsesmæssige og nærmest barnlige skræmmekampagner.

Så længe Tyskland ikke har en progressiv politisk magt, der fundamentalt modsætter sig det udemokratiske EU- system, vil De Grønne kunne indtage dobbeltrollen, hvor de både er pro EU og imod systemet. Svækkelsen af de EU-stiftende parter er imidlertid et positivt budskab fra de europæiske vælgere. Det er ikke et antieuropæisk budskab, men et klart signal om modstand mod de gamle EU-partier.

Matthias Heitmann er tysk journalist, forfatter og klummeskribent på magasinet Cicero.