EGYPTEN ER PÅ fallittens rand, Kina er verdenshistoriens største udviklingssucces. Hvad forklarer forskellen?
Det spørgsmål har jeg brugt de seneste 30 år af mit liv på at besvare uden at finde et afgørende svar. Underligt nok har begge lande stort set fulgt Verdensbankens opskrift på en sund makroøkonomisk politik, men altså med vidt forskelligt resultat. Jeg mener, at kulturforskellen mellem et muslimsk land som Egypten og et konfuciansk som Kina har haft om ikke afgørende, så dog væsentlig betydning.
Og det satte jeg mig så for at undersøge ved hvert år som global nomade at leve, arbejde og studere månedsvis i Egypten og Kina.
I Egypten boede jeg i mange år i en lejlighed i Heliopolis, en typisk middelklasseforstad til Kairo. Ejeren døde imidlertid sidste år, så jeg er blevet hjemløs. Den ideelle løsning ville være at leje et værelse hos en egyptisk familie. Men man lader ikke selv en aldrende mand bo, hvor der er kvinder til stede. Så det ender nok med, at jeg må bo alene igen i en lejlighed.
I tre år var jeg leder af Verdensbankens kontor i Egypten og fik dermed et nært forhold til mange regeringsmedlemmer og embedsmænd, som jeg stadig nyder godt af.
Jeg var også i mange år tilknyttet biblioteket i Alexandria som ekstern forsker. Direktøren var en gammel ven fra Verdensbanken. Han havde nær tilknytning til Mubarak, præsidentfamilien – Susanne Mubarak, præsidentfruen, var formand for bibliotekets bestyrelse. Så da Mubarak blev styrtet, måtte min ven gå af og jeg med ham.
Jeg har i alle årene studeret arabisk og islamisk kultur. Arabisk på snart sagt alle måder: universitetskurser i Egypten, USA og Danmark, privatundervisning og selvstudium. Kulturen gennem at eta-blere en studiegruppe i både Washington og Kairo med vestlige og muslimske medlemmer, der over en femårsperiode læste Koranen og traditionen – hadith – omkring profeten Muhammed.
I Kina er jeg gæsteprofessor i befolkningspolitik ved Sichuan-provinsens forskningsinstitut i familieplanlægning, bosat i Sichuans hovedstad, Chengdu, der har 14 millioner indbyggere. Jeg overnatter på et businesshotel, hvor jeg som regel er eneste udlænding, men tilbringer ellers dagen på instituttet eller allermest i kinesiske venners lejlighed, et par hundrede meter fra instituttet. I lejligheden ser jeg film med kinesiske og engelske undertekster – en glimrende og underholdende måde at studere kinesisk på. Mod rimelig betaling får jeg aftensmad med vennerne, der også klarer mit vasketøj. Jeg har som i Egypten haft en studiegruppe med fortrinsvis kinesiske medlemmer, der læste Confucius, Laozi (daoismens grundlægger), og Kinas fire store klassiske romaner.
Jeg mener at have fået et ganske grundigt indtryk af den folkelige kultur i både Egypten og Kina. I Egypten kan den beskrives som en enten-eller-kultur, hvor det vigtigste valg i livet er, om man er muslim eller ej. Og er man det, vil man sandsynligvis bruge mere tid på bønner, faste og pilgrimsrejser end på økonomisk udvikling. Vil Egypten sikre den, må islam reformeres og gøres mere fleksibel. Med det er der lange udsigter til. Trenden går den modsatte vej mod en mere konservativ og fundamentalistisk holdning. Egypten er økonomisk fortabt.
Kina har en fleksibel både-og-kultur. Intet problem med at være både kapitalist og kommunist på samme tid, intet problem med at være konfucianer og marxist på samme tid. Holdningen illustreres i yin-yang-symbolikken: Der er komplementaritet mellem mand-kvinde, lys-mørke, sol-måne. Der er ikke konflikt – og den holdning er utvivlsomt god for økonomisk udvikling med Kina som et tydeligt eksempel.
Så den rette kultur er væsentlig. Men jeg er nået til den konklusion, at allervigtigst er den rette befolkningspolitik. Og den har Kina ført, mens Egypten har fejlet. De 800 millioner kinesere, der ikke blev født, ville have umuliggjort Kinas fantastiske udvikling. De to millioner egyptere, som lægges til hvert år, har umuliggjort Egyptens.
Men alt er ikke rosenrødt i Kina. Af mig helt uforståelige grunde er kineserne begyndt at tale om fortsat befolkningstilvækst som ønskværdig. Mig forekommer det åbenlyst, at størstedelen af verdens problemer skyldes, at vi er for mange mennesker på kloden. Jo flere vi er, og jo rigere vi bliver, jo mere kuldioxid vil vi producere, jo mere vil vi forurene, og jo større vil klimaforandringerne blive.
Jeg vil fortsætte mit nomadeliv, så længe jeg stadig kan hale mig op i et fly. Jeg vil være mistrøstig, når jeg ser rodet og fattigdommen i Egypten. Jeg vil glæde mig over kinesernes stigende velstand, men påpege, at også Kinas fremgang kan blive skrøbelig, hvis forureningen fortsætter og uligheden stiger.
Enten-eller-kulturen vil hindre Egypten. Både-og-kulturen vil hjælpe Kina.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Han er bosat i Washington D.C., men opholder sig hvert år desuden i Kina, Egypten og Danmark og skriver fast i Kristeligt Dagblad om sine indtryk og den globale udvikling.