Det skete med præstens velsignelse, om man så må sige. Et par dage før påskesøndag skrev hun til mig: ”I er meget velkomne!”. Det er første gang, jeg har mailet sammen med præsten i mit sommerhusområde. Netop i år følte jeg dog trang til det. Der stod nemlig på kirkens hjemmeside, at der grundet corona kun måtte være 35 personer i kirken. 35! Normalt er der til påskegudstjenesten op imod 80 kirkegængere. Det virkede rigtigst på mig, at de 35 pladser først og fremmest skulle gå til den lokale menighed frem for til diverse sommerhusliggere. Omvendt ville det være en skam, hvis der endte med at være tomme pladser, fordi flere, måske af samme overvejelser som mig, holdt sig væk.
Dette skrev jeg om til præsten. Ud over den hjertelige velkomst skrev hun tilbage, at det var hendes indtryk, at mange ville holde sig væk ”af forsigtighedshensyn”. Så en, to, tre, fire pladser blev derfor besat af min familie. Med en vis lettelse talte jeg diskret hoveder under gudstjenesten. 31 kirkegængere i alt. Heldigvis var ingen blevet afvist i døren på grund af os.
Det er trist, når mennesker ser frem til et fællesskab af ånd og møder en lukket dør, et ”alt optaget” eller et ”ikke for dig”. Det Nye Testamente rummer forskellige kreative håndteringer af denne type udelukkelser fra fællesskabet. Den lamme mand, der af vennerne blev firet ned igennem et hul i taget. Den lave tolder Zakæus, der klatrede op i morbærtræet. Jesus, der udvidede kredsen ved at pointere: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i.”
Efter lukkede kirker under 2020’s højtider er spørgsmålet, hvordan kirken igen bliver et hjertelighedens og gæstfrihedens hus, hvor alle, der gerne vil ind, kan komme det. Og hvor selv de, der deltager mere sjældent, oplever en stående invitation til at være med til alt det vigtige.
Coronatiden og dens strenge sociale restriktioner er forhåbentlig en parentes i historien, der snart er overstået. Men selv før corona eksisterede der praksisser i visse kirker, som på væsentlige tidspunkter gør dem til de eksklusives hus. Her tænker jeg på konfirmationerne, hvor man flere steder sætter en ramme, der kun tillader for eksempel 8 eller 10 gæster i kirken pr. konfirmand. Man prioriterer mange konfirmander pr. gudstjeneste med få gæster hver.
Et af de rædselsfulde aspekter af coronatiden var de eksklusive sociale bobler. Hvor vi blev tvunget til at vælge ganske få til, mens vi holdt mange på behørig afstand. Hvor vi skulle tildele hinanden rang. Reelt tvinges konfirmandfamilier mange steder til på lignende vis at definere, hvem der er de allervigtigste af de vigtigste.
Som gæst til en kirkeløs konfirmationsfest afslører et enkelt bibelord eller en tale over maden måske, hvad det er, vi fejrer. Strengt taget kunne det lige så godt være en nonfirmation med ekstra krymmel på toppen. Det virker underligt amputeret at dukke op til en fejring af noget, man slet ikke har været en del af. Man ved desuden, at man socialt og følelsesmæssigt er vejet og fundet for let. Det mest ærgerlige er dog, at dine og andres børn går glip af ”de store børns” eksempel: entréen i kirken af konfirmanderne i samlet flok. Den ærbødige, nervøse stemning iklædt fint hår og tøj. Salmerne, sangene og præstens tale til holdet. Måske endda et ”ja” eller et personligt bibelord fra en ”stor”, man kender og ser op til. Spejlingen ind i eget liv: ”Om tre år er det mig!” og de sommerfugle i maven, der blafrer ved tanken.
Fra socialpsykologien kendes begrebet halo-effekten: Hvis en person, vi beundrer, bærer et bestemt armbåndsur, bliver vi mere positivt stemt over for urmærket. Hvis et barn oplever et ældre barn, det ser op til, blive konfirmeret, føler det sig mere positivt forbundet med handlingen. Pilen får dermed hjælp til at pege på konfirmation i stedet for nonfirmation eller ingenting.
Det er mig en gåde, hvorfor nogle kirker prioriterer eksklusivitet. Dermed brydes en vigtig ”fødekæde”. Vil man gerne have mange medlemmer af kirken om føje år, er konfirmation i naturlig forlængelse af ens dåb et virkelig godt sted at starte: ikke en tilstrækkelig forudsætning for kirkemedlemskab som voksen, men en sandsynliggørende faktor.
Lad de små børn komme til mig. Tja, bom, bom – nok mest og helst på andre tidspunkter. Spørgsmålet er, om det overhovedet er familiens yngre fætre, kusiner og vennebørn, der kommer med til konfirmationsgudstjeneste, når de vigtigste voksne er sikret plads. Hvordan skal yngre børn socialiseres til at føle naturlighed omkring konfirmationen, hvis de yderst sjældent oplever den i praksis?
Hvis kirken forstod sig på halo-effekten, ville ingen konfirmationsdag være kirkeløs for nogen. Den ville i stedet være ”De åbne armes dag”, hvor kirken gav alle ”en ordentlig krammer”. ”Rettidig omhu” ville nogle kalde det.
I stedet for at begrænse antallet af gæster til konfirmationer, kan kirken nysgerrigt og i god tid spørge til, hvor mange af konfirmandernes familiemedlemmer og venner der ønsker at være med til ”festen i kirken”, og så indrette sig fleksibelt derefter. For eksempel med en konfirmationsgudstjeneste mere den pågældende dag. Eventuelt ved at udstede billetter, det lærtes jo også af coronatiden.
Skal der være fest, så lad der være fest – især når vi atter er ude af coronaens greb. En ”I er meget velkomne!”-attitude kan sætte spor, også i nye generationer. Og hånden på hjertet: Hvem gavner den kirkeløse konfirmationsdag egentlig?
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.