Da vi krydser Øresundsbroen i familiebilen, får jeg samtidig fornemmelsen af at blive indlemmet i en klub, som jeg hidtil kun har betragtet på afstand. Den særlige klub på cirka en halv million aktive og rødkindede danskere, som hvert år tager på skiferie. Som barn på min parcelshusvej hjemme i Holstebro kunne jeg kun skule misundeligt til de andre børnefamilier som med ski på taget kørte mod pister og løjper og knasende sne. Det var i øvrigt de samme familier, der om sommeren skrumlede sydpå med campingvognen, og hvor børnene altid bar kridhvide tennissokker, der duftede helt rigtigt af skyllemiddel. Hjemme hos os vaskede vi i Neutral.
Apropos påklædning ejer jeg ikke skitøj, så da vi omkring Göteborg passerer et svensk outlet, befinder jeg mig snart fuldstændig fortabt i en sportsafdeling. Skal skibukserne være med eller uden seler, og hvor mange minusgrader skal de kunne klare? Er det nødvendigt med lavinealarm? Det, synes min norske mand, er en god idé. Måske fordi jeg har fortalt ham om dengang i 1997, hvor jeg senest stod på alpint og endte med efter mørkets frembrud at blive kørt hjem på snescooter, fordi jeg var faret vild i de østrigske alper.
Han er heller ikke til megen hjælp med tøjet, for efter tre timers køretur har børnene på to og fem år i et sandt energioverskud katapulteret sig ud i shoppingbyen.
”Hvor er Bertil?”
Vi finder den toårige under et stativ med skijakker.
Da vi igen sidder i bilen, aner jeg ikke, om jeg har købt det rigtige antræk, men ud fra farverne at dømme, er der ikke risiko for, at jeg bliver væk i sneen.
Ankommet til de norske fjelde og højfjeldshotellets skilejeafdeling forstår jeg, hvorfor nogen ikke kan overskue skiferie. Sammen med andre børnefamilier står vi i kø til computerregistrering, ski, skistøvler, skihjelm og skistave. Jo mere udstyr, vi får samlet, jo mere sveder vi, og børnene hyler. Det har jeg også lyst til, da jeg klapper skispænderne hårdt om mine underben, og mine fødder næsten med det samme går i krampe. Indeni mig selv siger jeg det norske vandretursmotto ”ud på tur – aldrig sur”. Og alt bliver da også bedre, da vi først kommer udendørs og kan stige på transportbåndet til børneliften. Som småbørnsforældre bliver det dog ikke til frygteligt mange lange ture i terrænnet, selvom jeg bilder mig ind, at jeg nu er ret sporty.
Måltiderne spiser vi på hotellet. Der er buffet, som børnene i overeksalteret sindstemning drøner til og fra, og tyskerne ved nabobordet har meget smalle læber.
Jeg spørger min mand, om han egentlig tror, man taber sig eller tager på af at være på skiferie.
Han kigger op over sin desserttallerken med fløderand, frugtgele, æblekage og brie.
”Hvad tror du selv?”
På sidstedagen står jeg på toppen af et hvidt, vindblæst fjeld. Ligesom dengang i Østrig i 1997 er jeg kommet i tvivl, om jeg er på den rigtige løjpe. På det eneste skilt, jeg kan se, står der ”Svarten” altså den sorte. Forude er der et sving og noget, der ligner en brat afgrund. Den ene vinteratlet efter den anden kommer drønende ned ad bjerget for så at forsvinde sporløst. Jeg begynder sidelæns at krabbe mig opad. Det kommer til at tage noget tid, for stigningen er stejl, og så er det en smule intimiderende, at stolehejsen med en kontinuerlig transport af skiløbere passerer på en line over mit hoved. En kvinde på vej ned gør et kort holdt. Jeg spørger, om hun ved, om pisten er meget stejl og opdager, at hun bor på samme hotel som os. Men iført hjelm, hue og min svigermors skibriller fra 1990’erne tror jeg måske ikke, hun genkender mig.
”Så vanskelig er den heller ikke. Det klarer du,” siger hun.
Jeg beslutter mig for at bryde forbandelsen fra Østrig og køre ned. Blikket mod dalen, pres med yderskien, messer jeg for mig selv og styrter på tværs af pisten. Jeg finder balancen igen og kommer ned i ét stykke. Faktisk. Det gør børnene også. Efter fire dage med skiskole tager den femårige selv tallerkenhejsen op og kører ned uden stave. Slalom, baglæns og på hug – og ”én tur til, mor”.
Hun får sit diplom og græder hele vejen ned ad bjerget, da ferien er slut. Jeg diagnosticerer hende med akut skisavn – og en vis træthed.
Næste år må vi vist på ski igen.
Så blev vi alligevel en rigtig skifamilie.