En gammel hvid mand skaber debat i Esbjerg: Skal Estrup have en statue?

Der er blæst til værdikamp i Esbjerg, efter at en museumsinspektør og en lokalpolitiker har opfordret til at rejse en statue for byens grundlægger, konseilspræsident J.B.S. Estrup

Lokalt betragtes Estrup som Esbjergs egentlige grundlægger. Spørgsmålet er, hvilken modtagelse en statue af den omstridte politiker vil få.
Lokalt betragtes Estrup som Esbjergs egentlige grundlægger. Spørgsmålet er, hvilken modtagelse en statue af den omstridte politiker vil få. Foto: Nf/Ritzau Scanpix

En lokal konservativ politiker, May-Britt Andrea Andersen (K), og en inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Kasper Rathjen, har stillet forslag om at rejse en statue af J.B.S. Estrup (1825-1913). Det er ikke første gang, at forslaget er fremme. Som det stilles nu, kan man ikke undgå at se det i lyset af den bølge af protester, som i flere lande har rejst sig mod statuer af magtfulde, hvide mænd. I København har det resulteret i graffitihærværk mod statuen af Hans Egede ved Marmorkirken, og Kunstakademiets gipsbuste af Frederik V blev som bekendt smidt i havnen og ødelagt.

Estrup repræsenterede en kongetro konservatisme og var den længst siddende konseilspræsident, svarende til vore dages statsminister, efter 1849. Han sad i næsten 20 år fra 1875 til 1894. I den tid gennemførte han flere provisoriske finanslove, det vil sige opstillede et statsbudget uden Rigsdagens samtykke. Selvom Grundloven også dengang fastslog, at statens indtægter og udgifter afgøres ved lov, var der undtagelsesbestemmelser, der gjorde det muligt. Estrup er blevet kaldt meget, herunder diktator, og selvom denne betegnelse nok kan diskuteres, er der ingen tvivl om, at den folketingsparlamentarisme, som blev indført i det 20. århundredes første årtier, bestemt ikke var hans kop te.

Derfor vil et mindesmærke for Estrup også være en provokation for de selvudnævnte progressive kræfter, som bekæmper statuer af mænd, som repræsenterer værdier, der har haft deres storhedstid. Deres protest bliver mødt med protest. Så der er blæst til værdikamp i Esbjerg.

Det er skam ikke, fordi en statue af Estrup i netop Esbjerg er uden saglig begrundelse. Før han blev konseilspræsident, fungerede han som indenrigsminister 1865-1869, i hvilken egenskab han tilvejebragte forudsætningerne for skabelsen af havnen i Esbjerg og den dertil hørende jernbaneforbindelse tværs over den jyske halvø. Det forvandlede på få årtier en lille ubetydelig fiskerflække til den driftige og vindskibelige by, som Esbjerg stadig er. Lokalt betragtes Estrup som byens egentlige grundlægger.

En anden grund til, at Estrup nyder større opmærksomhed, er en forskydning i den politiske idéhistorie. Tidligere var der en tendens til, at politiske bevægelser blev målt på, hvorvidt de levede op til nutidige demokratiske idealer, som om de er evige og universelle. Det er de naturligvis ikke. Den politiske kultur har forandret sig over tid, og en del af øvelsen som historiker består blandt andet i at kunne sætte sig ind i noget, som er fremmed for en selv. Idéhistorien består ikke i at identificere, hvad man selv synes er gyldige idéer, men at se på, hvilke idéer der har gjort sig gældende. Det har blandt andet bragt konservatismen tilbage i fokus, også i sine mere klassiske former, således at politiske tænkere, der forekommer os fremmedartede eller byder os imod, kan sættes i kontekst.

Heller ikke Estrup fungerede i et ideologisk eller politisk vakuum. Ganske vist blev han udnævnt af kongen, Christian IX, egenhændigt, men det udtømte bestemt ikke hans politiske mandat. De ledende skikkelser i Højre, som det konservative parti dengang kaldtes, var enten adelige eller godsejere – og hyppigt begge dele – men det overses ofte, at partiet nød en betydelig bredere opbakning i vælgerbefolkningen, end Det konservative Folkeparti for eksempel gør i dag.

Skal man bringe et argument til torvs imod opstillingen af en statue af Estrup, kan man hente det i Estrups egen konservatisme. Han var ganske vist en uhyre effektiv politiker, men i sin selvforståelse var han ingen magthaver. Han forstod sig som en tjener for sin konge og sit fædreland. I den ånd har Esbjerg allerede et Estrupmonument, nemlig rytterstatuen af Christian IX, i hvis navn Estrup udøvede sin politiske magt.

Den blev opstillet på byens centrale torv i 1899 og indviet den 28. juni 1900 under overværelse af alle byens og stiftets honoratiores, adskillige medlemmer af kongehuset, flere ministre og repræsentanter for Rigsdagen, herunder venstrehøvdingen J.C. Christensen, der blev hovedarkitekten bag den sidste højreregerings fald året efter. Byfoged Jespersen holdt hovedtalen over et tema, som var i overensstemmelse med indskriften på statuens sokkel: ”Til Ære for Byens Grundlægger Kong Christian den Niende reiste Borgere i Esbjerg dette Mindesmærke i 1899”.

Kongens ydmyge tjener, J.B.S. Estrup, blev ikke nævnt, og det ville også have været i uoverensstemmelse med hans selvforståelse. Han lagde siden navn til en vej, der i dag tjener som en forlængelse af motorvej E20 på vej mod Esbjergs centrum. Det kan synes unødvendigt prosaisk, men er for så vidt en påmindelse om, at konservatismen også i Estrups aftapning slet ikke var fremmed for moderne infrastruktur – tværtimod.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.