Kjeld Holm: Den ateistiske retsmediciner var et spændende bekendtskab

Tidligere biskop Kjeld Holm mindes, da han mødte den nu afdøde retsmediciner Preben Geertinger til en debat om julens betydning. Det møde gik ikke helt, som studieværten havde forudset

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Det var i midten af 1990’erne, i december måned, at jeg af DR var inviteret til en debataften, hvor jeg sammen med andre skulle drøfte julens betydning for nutidsmennesker, anskuet fra såvel en religiøs som ateistisk synsvinkel. Jeg skulle naturligvis gøre rede for og repræsentere en kirkelig holdning.

Ateismens repræsentant var retsmedicineren Preben Geertinger, der året forinden havde vakt berettiget opsigt med sin bog ”Af en retsmediciners bekendelser”, som jeg havde læst med begejstring, thi den var både spændende og morsom og gjorde én tankefuld tillige.

Den fortalte om et fascinerende liv med lig, forbrydelser og gådefuld død. Den havde også en grundtanke, udgået af et langt livs erfaringer, nemlig at det styrende element i tilværelsen var tilfældigheden. Så på den måde var det rigtigt, at Geertinger skulle repræsentere et alternativ til enhver forsynstanke.

Men den udmærkede studievært blev til en begyndelse noget skuffet. For da han spurgte Geertinger, om julens budskab overhovedet gav mening for ham, svarede han, at han jo ikke på den måde troede på noget guddommeligt, men han syntes på den anden side, at verden noget så eftertrykkeligt havde brug for en frelser, så ”jeg vil gerne være med til at satse på ham Jesus og hans fødsel!”.

Så blev det i øvrigt en udmærket samtale, og Geertinger og jeg fastholdt forbindelsen med hinanden. Jeg fandt, at han var et glimrende emne som foredragsholder ved Aarhus Stifts årlige stiftspræstekursus. Nuanceret og uhøjtidelig, som han var.

Jeg skønnede, at hans meninger også var velgørende, i hvert fald for kirkelig skråsikkerhed. Og han ville gerne komme. Det blev så aftalt, men få måneder før modtog jeg et brev fra ham, typisk for ham, usentimental og lakonisk:

”Jeg har fået lungekræft og kan kun leve nogle få måneder. Ærgerligt nok!”.

Han skulle ellers have fortalt om sin da ret nye bog ”Lualaba”, som jeg havde læst og også var blevet meget optaget af. Det var i den tid, hvor aids var en svøbe. Mennesker døde, og man var på det tidspunkt endnu ikke i stand til behandlinger, der kunne holde mennesker i live.

Geertinger fortæller om David Livingstone, opdagelsesrejsende og missionær, der døde i 1873 ved en flod af det underlige navn Lualaba i det nuværende Zambia af en mystisk syge med blødninger og uophørlige lungebetændelser og vægttab. ”Visnesyge” benævnede man tilstanden.

Men måske var det aids, det er Geertingers tese. Og den sygdom skulle langt senere demonstrere, at Jorden var blevet et lille sted.

Man kunne i den kommende tid rejse overalt, det kan en virus også, og det handler ikke alene om rummet, men også om tiden. På 1000 år kan vi som art byde på 30-40 generationer, hvorimod en virus kan frembringe 10 millioner generationer.

Det kan man komme til at gyse over, således som vi alle gør i disse tider, hvor en indtil nu ukendt virus, corona, uvarslet har ramt verden. Men det driver over, er alle – også eksperterne – enige om. Det bliver godt igen.

Geertinger var ikke så optimistisk. Den aktuelle situation vidste han af gode grunde ikke noget om, men dengang forudsagde han, at alle de trusler, vi i dag forholder os til, fra atomkrig til klimakatastrofe, ikke er afgørende i det store perspektiv. ”Uddør menneskeheden, vil det være, fordi en ukendt virus vinder over mennesket.”

Det var jo ikke et optimistisk udsagn, og jeg aner ikke, om der er noget om det. Geertinger mente, at det skyldtes, at mennesket som dyreart var en fejltagelse.

Eller som Johannes Sløk formulerede det i en helt andet sammenhæng: ”Mennesket er en misforståelse”, et væsen i eksil, landet på en fremmed klode.

Og så kan man overgive sig til dommedagsvisioner og kollektiv depression. Eller hvad der er det glædeligt typiske, åbenbart også for forkælede velfærdsdanskere: at hjælpe, hvor man kan og omstille produktionen af gin til håndsprit – med håbet om, at det vil være muligt at vende tilbage til den oprindelige vare. Og – slutter Geertinger sin bog – ”dyrke vor have”!

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.