Prøv avisen
Refleksion

Sørine Gotfredsen: Håndbold er lavkultur i det smukkeste format

illustration: søren mosdal

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og debattør. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Nu, hvor det atter er mændenes mere intensive udgave af håndboldspillet, der dominerer, udgør kombinationen af spil på højeste niveau og fællesskab for danskere i alle aldre et særdeles interessant fænomen. Det handler også om begrebet lavkultur, skriver Sørine Gotfredsen

Når der spilles VM i herrehåndbold på dansk jord, handler det om meget mere end håndbold. En hel del er sket siden 1978, hvor et VM sidst blev afholdt i Danmark, og sporten stadig var stærkt forbundet med skolelærersegmentet og langt mindre professionelle tilstande end i dag.

Dengang fik målmand Mogens Jeppesen sig lige en smøg i pausen, og det er der ingen af hans efterfølgere, der får lov til i dag. Endsige har lyst til. Også rammerne har udviklet sig. Kvindelandsholdets enorme popularitet op gennem 1990’erne medførte en meget synlig og hørbar forandring omkring kampene. I de år tog den helt store folkefest form med klappepølser og Birthe Kjær-hits i hallerne, mens tilskuerskaren blev kraftigt suppleret med børnefamilier og bedsteforældre.

Jeg skrev i de år temmelig skeptisk om udviklingen, da det forekom mig, at der i landets haller bredte sig en lige lovlig letkøbt dyrkelse af den kvindelige udgave af sporten, som kun få nationer tog rigtig alvorligt. Konkurrencen var ikke overvældende, men det var til gengæld den lidt billige danske selvbenovelse.

Siden har jeg dog måttet erkende, at den folkefest, der dengang nåede nye højder, havde mere værdi, end jeg umiddelbart forstod. Og nu, hvor det atter er mændenes mere intensive udgave af spillet, der dominerer, udgør kombinationen af håndbold på højeste niveau og fællesskab for danskere i alle aldre et særdeles interessant fænomen. Det handler også om begrebet lavkultur.

I 1956 skrev forfatter Klaus Rifbjerg digtet ”Håndbold”, hvori det lyder:

”Imperatorindtog i Rom, gå hjem og vug! Hvad er det mod et par gummiskos overbevisende snirf, snirf mod asfalten, når man løber mod midterlinjen efter et mål i håndbold?”.

Muligvis rummer digtet her et strejf af ironi, jeg er ikke ganske sikker, men ungdommens begejstring fremstår oprigtig. Siden har håndboldspillet i høj grad forladt de akademiske københavnske kredse og er rykket vestpå. Med opførelsen af de mange idrætshaller i 1970’erne overalt i provinsen er håndbold med årene blevet et jysk og fynsk fænomen med kraftcentre i byer som Herning, Gudme på Sydfyn. Skjern og Viborg.

Således er spillet blevet endnu et element i forståelsen af vor tid og endnu et symbol på mentalitetskløften mellem hovedstad og provins.

Håndboldsporten opfattes i dag blandt mange som lavkultur forstået som let tilgængelig og bred underholdning uden for hovedstaden og båret af en følelse af provinsiel national samhørighed. Dermed står den i et vist modsætningsforhold til den form for moderne storbyselvbevidsthed, hvor nutiden ses som global og flydende snarere end som national og begrænset. Og midt i alt dette er begrebet lavkultur vigtigt at forstå.

Nu, hvor der tales så meget om værdiskred og selvtilstrækkelig lukkethed, og hvor samtalen jævnligt foregår på et plan, der synes en smule løsrevet fra den mere tidløse folkelige bund, der også definerer et land. Et af de seneste indslag i den højstemte samtale stammer fra rektor på Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm, der mener, at hans land i de senere år er blevet mindre medmenneskeligt.

Han er blevet kritiseret for i modstrid med sædvane at lade to somaliske piger gå på gymnasiet, mens de venter på at rejse, idet de ikke er blevet tildelt asyl, og denne rektor sagde forleden:

”Det er ikke længere det anstændige, tolerante Danmark, som jeg troede, jeg kendte.”

En sådan udtalelse viser, hvordan tidens politiske dagsorden presses ned over hele nationen, og det skal man være varsom med. For nedenunder strømmen af følelsesladede enkeltsager i indvandrerpolitikken, grisefarvede fortalelser i DR og en overdreven opmærksomhed på enhver politikers mindste pip, findes en meget dybere virkelighed.

Den består af dagligt levet liv i ethvert hjørne derude, og en del af det liv foregår i håndboldhallen, vor tids store forsamlingshus, hvor fædrelandskærligheden blomstrer til lyden af Birthe Kjær. Og hvor sikkert samtlige positioner i værdidebatten er repræsenteret.

Klaus Rifbjerg ville dog næppe her føle samme begejstring som hjemme på ungdommens asfalt, og ej heller hans kulturradikale åndsfælle, Poul Henningsen, der i 1963 blæste til angreb mod lavkulturen. Han skrev: ”I dag behandles vi med forkælelse, smiger og anvendt psykologi, som man fylder et barn med slik fra morgen til aften. Jeg taler ikke mod den materielle velfærd, som aldrig i historien har skadet nogen, men mod den livsfarlige popdiæt, vi er sat på.”

Det kan bestemt diskuteres, om den materielle velfærd aldrig har skadet nogen, men det kan næppe diskuteres, at ”popdiæten” og lavkulturen udgør en uomgængelig strøm, der er med til, midt i voksende polarisering, at holde os sammen. Den bør ikke omslutte den enkelte som eneste kilde til næring. På ingen måde.

Men den bør anerkendes som en følelse af stærk folkelig samhørighed, og hvis landsholdet når langt i denne VM-turnering, vil spillerne sandsynligvis ende med at samle op mod to millioner tv-seere. Snirf, snirf, Hr. Rifbjerg.

Håndbold er blevet et udtryk for lavkultur i det smukkeste format.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.