Det er et nyt år. Vi har den uendeligt lange januar foran os. Lyset er på vej tilbage, og det er tid til at lave en plan eller to for det nye år.
Hvis jeg må tillade mig at foreslå et tema, så vil jeg gerne slå et slag for alle dem, der holder ting ved lige. Ham, der gør rent. Hende, der tager skraldet. Dem, der sørger for, at skinnerne til togene er holdt ved lige.
I min bog ”Vanebrud” citerer jeg de to amerikanske professorer Andrew Russell og Lee Vinsel, der mener, at vi i vores innovative tidsalder glemmer betydningen af at holde det bestående ved lige. Vi risikerer i hyldesten af det nye og innovative at negligere alle dem, der holder tingene ved lige og får samfundet til at fungere.
Konservatorer, kuratorer, revisorer, vagter, politi, rengøringsfolk, postbude og togstewardesser, men også pædagoger, undervisere og socialarbejdere, der er med til at opretholde og drage omsorg for det, der er og for borgergrupper, der har brug for, at skoler, institutioner og offentlige forvaltninger fungerer.
Det er de ansatte i virksomheder og institutioner, der holder orden, opretholder vitale samfundsmæssige institutioner eller blot sørger for, at toget når frem, og posten kommer ud til tiden. Russel og Vinsel mener begge, at innovation er et ord, der får os til at glemme værdien af det ordinære. Jeg er enig.
Når jeg for eksempel falder i staver og ser ud af mit køkkenvindue, har jeg den mest vidunderlige udsigt til et gammelt hus. For et par år siden var det til salg. Udslidt og træt. Der gik ikke lang tid, før det var solgt. Alt blev pillet ned. Det var kun ydermurerne, der stod tilbage. Køberen, der enten selv er håndværker og/eller kender nogle yderst hjælpsomme venner, er i gang med en møjsommelig genopbygning. Det foregår i weekenderne. De gamle mursten er pillet ned, stablet og bliver langsomt sat op igen. I de flotteste mønstre. Det er længe siden, jeg har set så flot et murstenshus.
Det giver mig en ordinær glæde, og huset bliver i al sin almindelighed en æstetisk perle. Der står ikke et flot arkitektnavn printet hen over husmuren. Jeg kender sådan set heller ikke ejeren. Det gør man ikke i byens anonyme rum.
De mange hjælpere er navnløse, men de har pillet ned og bygget op igen i en langsom proces. De viser, hvad det indimellem kræver at holde noget ved lige. Når jeg kommer forbi, kan jeg høre, at de også har det sjovt i al det møjsommelige genopbygningsarbejde. Huset kommer ikke i avisen (bortset fra lige nu). Der er ingen, der står og råber højt. Det er en pointe, som jeg synes, vi skal dvæle ved.
I Lea Korsgaard bog ”Den der råber lyver” skriver hun, at det ikke altid er den, der råber højest, der ved bedst. Det er en kommentar til journalistikken og til os, der læser og ser med.
Selv kunne jeg ønske, at aviserne turde bringe flere historier fra hverdagen. At vi fik flere fortællinger fra de sammenhænge, hvor tingene holdes ved lige. I skolerne, på arbejdspladserne, i institutionerne. Jeg synes, tiden trænger til det. Der er mange måder, hvorpå vi kan bekæmpe ”Fake News”.
Modsætningen til det falske er ikke altid den rene og pure sandhed. Modsætningen til falske nyheder er at turde fortælle en lidt mere ordinær og jordnær beretning fra samfundets vitale institutioner.
Tiden trænger ikke til, at vi sætter os i store forsamlinger for at få sandheden at vide af den guru, der råber højest. Jeg fatter ærlig talt ikke det behov.
Tiden trænger til, at vi tager det ordinære og vedligeholdelsen alvorligt. Den smukke hverdagsæstetik. Den har brug for en kæmpe cadeau.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.