”MENNESKET ER en lille sjæl, der bærer rundt på en stor krop,” klagede kejser Marcus Aurelius. Men at have en krop er betingelsen for at kunne nyde en masse goder, for eksempel at høre hjemme på et sted. Som kropslige subjekter oplever vi nemlig verden som fysisk udstrakt og os selv som rumligt lokaliseret. Vi hører til hér og ikke dér.
Men ligesom mange – som den romerske kejser – opfatter kroppen som en begrænsning, måske endda som et fængsel, er mange i dagens globaliserede verden fremmedgjorde over for stedet og rummet. Selvom de måske siger noget andet.
Forretningsfolk påstår, at de føler sig hjemme i lufthavne og på hoteller, men uden altid at være sikre på, om de er i Paris, London eller Stockholm. Hotelpersonaler kan i stigende grad berette, at gæster ringer for at høre, hvilken by de befinder sig i!
I den digitaliserede globaliserings tidsalder gælder også, at vi ikke længere behøver at være fysisk tæt på dem, vi føler os socialt tæt på. Og omvendt. Jeg hører ofte akademikere hævde, at de har mere tilfælles med andre akademikere, de af og til møder på internationale konferencer, end med deres naboer, som de ofte endda ikke kender navnene på.
Jeg hører også børn i fuldt alvor erklære, at deres rigtige venner ikke findes i skolen eller fritidshjemmet, men på Facebook – denne mediale skyggeverden af et ikke-sted. Som sociologerne siger: Tiden og stedet er ikke længere indlejret i hinanden.
MANGE ER FREMMEDGJORDE, fordi de miskender basale kropslige vilkår, og det kan måske forklare den udbredte følelse af rodløshed og ensomhed. Det modsatte af fremmedgørelse er at føle sig hjemme, og det gør man først, når man hører til på et sted, når man er fortrolig med sit territorielle rum. Den intimitet tager lang tid at udvikle, og den vil næppe vokse frem, hvis man flytter meget rundt, konstant er på farten eller lever i en virtuel verden.
Vi har behov for at leve inden for afgrænsede rum for at kunne bebo dem og blive fortrolige med dem. Vi kan ikke bo globalt, kun lokalt. Denne elementære indsigt gælder i dag endnu mere end tidligere.
Vi må drage en tryllekreds omkring det sted, vi er forankret. For kun det, der falder inden for denne tryllekreds, bliver i autentisk forstand virkeligt for os. Først da fortæller stedet en historie, der kan knyttes til vores erindringer og dermed få noget at gøre med den person, vi dybest set er.
Klosterkirken på vores egn fortæller en mere end 850 år lang historie om vores forfædre, men det er også i kirken, vi er med til dåb og begravelser, konfirmationer og vielser, det er der, vi synger salmer, hører opbyggelige prædikener og hilser på venner og bekendte.
Jeg kunne nævne andre eksempler på steder, hvor vi knytter bånd og får vigtige erfaringer: skoler, forsamlingshuse og idrætshaller, altså afgrænsede steder, hvorom vi kan sige: De er vores.
DET GODE VED stedforankring har jeg klarest oplevet den første nytårsaften, efter jeg var flyttet med min familie til vores by på Vestsjælland. Det var en hård vinternat med klingrende frost. På vej hjem fra festen med de nye naboer stod min kone og jeg hånd i hånd og så ud over den nærliggende sø med byen i baggrunden. På et skinnende snetæppe og under en himmel tåget af stjernelys vidste vi det endelig: Nu var vi ankommet! Her hørte vi til.
Efter mange gode, men urolige år i hovedstaden havde vi fundet hjem. Vi gik ind i et nyt år – og et nyt liv. Et astronomisk himmelrum hvælvede sig over vores endelige verden på jorden.
På den himmel havde vores ledestjerne stået som et fjernt og dog konstant fiks- og navigeringspunkt i foranderligheden. Men nu var det, som om vi stod midt i en stjerne, som digteren ville sige det. I hvert fald på et beboeligt sted på planeten.
SÅDAN VIL JEG I ORD erklære min kærlighed til det sted, der er mit, den hjemegn, hvor jeg beder og arbejder, bor og tror. Min kone gør noget andet. Hun fotograferer egnen, indrammer billederne og hænger dem op i vores hjem. Det er også en kærlighedserklæring, for det, de viser, er ikke bare optiske gengivelser af tilfældige steder, men sindbilleder – det er eventyrlige drømmebilleder af den bløde dis, der flyder over skov og sø, af tætte og dampende grønne bøge i det fjerne og af den bugtende å, der løber som en sølvtråd gennem et mørkebrunt landskab. Det er billeder af solen, der ulmer ved nattehimmelens rand, og byen, der vågner rød og rolig i morgensolen.
Vores hjem er ikke bedre end andres hjem, men det er det bedste for os. Kærligheden til hjemmet deler vi med andre, der også føler sig forankret på et bestemt sted: den plet på jorden, vi kan kalde vores.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.