Prøv avisen
Kirkeligt set

En liberal, tidsåndsorienteret kirke er en døende kirke

Tegning: Søren Mosdal

Jens Ole Christensen, sognepræst

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den tidsorienterede kirke er den, der i 1600-tallet deltog i heksebrændinger, i 1700-tallet reducerede forkyndelsen til undervisning i kartoffelavl og i begyndelsen af 1900-tallet velsigende Første Verdenskrigs våben og sluttede forbund med nazismen i opstillet til Anden Verdenskrig

Den 12. oktober leverede professor emeritus Viggo Mortensen en noget syrlig kronik her i avisen i anledning af, at Menighedsfakultetet har skiftet signaler i spørgsmålet om ordningen med kvindelige præster. Undervejs beskriver han nutidens vestlige kirke som ”liberal og tidsåndsorienteret”. Det er tydeligt, at Viggo Mortensen selv abonnerer på den kirke.

Jeg indrømmer, at udtrykket giver mig kuldegysninger. I min verden nærmer det sig definitionen på en døende kirke. Ikke nødvendigvis forstået som en døende kirkeinstitution – kirken kan leve længe som rent monument – men en døende kirke, forstået som en kirke, der bærer vidnesbyrd om Kristus i verden og lægger stemme til Guds ord i sin kultur.

Det gælder troens inderste væsen. Evangeliet om Jesus Kristus har aldrig været tidsåndsorienteret. Allerede apostlen Paulus vidste, at ordet om korset var tåbelig snak i hans antikke miljø. De religiøse fandt det forargeligt. De intellektuelle kaldte det dårskab. Men man kunne kun være tro mod evangeliet, hvis man var rede til at være så fundamentalt utilpasset.

Og det gælder den kristne etiks indflydelse i kulturerne. Den amerikanske missionsteolog Paul Hiebert – som i Viggo Mortensens noget forenklede verdensbillede sikkert også var ”fundamentalist” – sammenfatter et langt livs studier af mødet mellem evangeliet og kulturerne: ”Hvis kristendommen ikke er gået i komplet forfald, kan den ikke være fuldt hjemme i nogen kultur. Den skaber altid en spænding.”

For nu at tage eksempler, der vist rammer os alle: Det betyder, at den, der vil tage Jesu Kristi og apostlenes undervisning alvorligt, må leve i et spændingsforhold til det forbrugsræs, den umættelige oplevelsestrang og de sociale mediers dyrkelse af selviscenesættelsen, som præger de liberale vestlige demokratier i disse år.

Tilpasset kan kirken godt leve fredsommeligt i kulturen, men den er ikke tro mod Kristus. Og det har altid været farligere for kirken at komme ud af takt med Kristus, end at komme ud af trit med kulturen.

Den tidsåndsorienterede kirke kender vi for øvrigt lidt for godt: Det er den kirke, der i 1600-tallet deltog i heksebrændinger, i 1700-tallet reducerede forkyndelsen til undervisning i kartoffelavl, i begyndelsen af 1900-tallet velsignede våbnene i Første Verdenskrig og sluttede forbund med nazismen i opspillet til den anden. Og det er den kirke, der i vores generation har sluttet fred med vores sundhedsvæsens praksis med provokerede aborter, ser stort på Bibelens ord om, at ægteskabet er mellem mand og kvinde og gør nar ad det forsvindende mindretal i kirken, der ønsker at tage Paulus’ ord om mænds og kvinders tjeneste i menigheden alvorligt.

Denne liste kan lyde som en sammenligning af pærer og bananer, men der er en rød tråd: Det er beskrivelsen af en kirke, der er fuldt hjemme i kulturen!

Hermed vil jeg ikke påstå, at forholdet mellem kirken og tidsånden er enkel og bare kan sættes på en konfrontationsformel. For kirken har et stykke ad vejen altid tilpasset sig tiden. I arbejdsformer, i organisering, i sprog, i billeddannelse og i forkyndelsesmæssige betoninger.

For at tage et eksempel på det sidste og måske mest komplicerede: I en tid, hvor skam fylder mere i menneskers bevidsthed, og skyld fylder mindre, bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi taler ind i menneskers følelse af at være forkert og ikke alene ind i oplevelsen af at handle forkert. Ellers forkynder vi ikke det uforanderlige evangelium om Guds kærlighed til syndere i en foranderlig kultur.

Og undertiden kan tidsånden minde os om bibelske og evangeliske pointer, der er ved at sande til for os. Uanset hvad man tænker om den klimaaktivistiske bølge, så minder den os om, at vi har fået overdraget denne verden af Gud med besked om at passe godt på den.

Så man kan ikke uden videre sige, at medvind i tidsånden er tegn på forfald og modvind på sundhed. Men tidsåndens skiftende vinde tvinger os til et tidsåndsbevidst bibelstudium under fornyet bøn om Helligåndens vejledning. Og som hovedregel med en fornyet vilje til at være utilpasset i vores kultur.

Hermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Menighedsfakultetets ligestilling af to forskellige syn på ordningen med kvindelige præster. Jeg synes, det er en problematisk øvelse, Menigheds-fakultetet er begyndt på. Men skal den lykkes, må ledelsen besinde sig på, at der er en meget kraftig tidsåndsfaktor i spil: Det ene synspunkt har tidsåndens medvind. Det andet massiv modvind.

Der er lagt op til en meget ulige dans.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.