Prøv avisen
Historisk set

En lille ø spiller en stor rolle i karantænens historie

Kyholm set fra skansen på Lilleøre. – Foto: Nils Jepsen/wikipedia.

Af Uffe Østergård, professor og historiker

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Nord for Samsø ligger den lille ø Kyholm, som i århundreder har været brugt til karantæne af smittede, skriver professor Uffe Østergaard

Den stigende frygt for coronavirussen minder os om tidligere tiders erfaringer med bekæmpelse af epidemier. Det mest udbredte forebyggelsesmiddel har været karantæne. Ordet kommer af det italienske

”quaranta giorni” med henvisning til de fyrre dage, man siden den sorte død i 1300-tallet var nået frem til som den tid, der skulle gå, før folk blev erklæret raske og uden risiko for at være bærere af smitten. Som i dag forsøgte man også tidligere at isolere byer og familier samt forbyde al trafik, og i et ørige som Danmark var det nærliggende at udnytte ubeboede øer til at isolere tilrejsende for at bremse udbredelsen af smitsomme sygdomme.

Den bedst kendte karantænestation i Danmark var øen Kyholm, nord for Samsø. Øen spillede en rolle i krigene med Storbritannien fra 1801 til 1814, hvor den sammen med andre stillinger forsvarede indsejlingen til Storebælt mod angreb fra nord, hvor briterne havde etableret en base på Læsø og i det hele taget beherskede havet efter erobringen af den danske flåde i 1807.

Øen har en udmærket dybvandshavn og har i to perioder fungeret som karantænestation for Jylland. Første gang var i 1709-1711 under en pestepidemi, hvor der blev slået hårdt ned på de lokale, som sejlede ud for at handle med de karantæneramte skibe. Anden gang var i 1831-1859, hvor Danmark til gengæld for retten til at opkræve Øresundstold under en europæisk koleraepidemi forpligtede sig til at oprette en “losnings- og rensningskarantæne” på Kyholm.

Karantænestationen var opdelt i tre afdelinger, ”quarantainen”, hvor selve behandlingen med røg fra et bål og bade foregik, ”contumazen” for rekonvalescenterne og ”prachticaen” for de raske, hvor øens kommandant også havde sit kvarter.

I 1832 udstedtes et lodsreglement for den stigende skibstrafik, efter at Kyholm i 1831 igen var blevet karantænestation efter den store koleraepidemi.

Udover at være karantænestation fik Kyholm nemlig stadig større betydning som tilholdssted for de lodser, der i stigende omfang blev brug for med åbningen af Storebælt for sejlads. Det havde den danske stat ikke været interesseret i, da den siden 1400-tallet havde levet af indtægterne fra afgifterne på skibstrafikken gennem Øresund. Det lykkedes endda Danmark at opretholde Øresundstolden efter 1658, hvor den kun beherskede den ene side efter tabet af Skåne. Den britiske flåde tog efter 1801 initiativet til at åbne Storebælt som et alternativ til Øresund, der siden middelalderen havde været den eneste adgangsvej til Østersøen. Det endte med at koste Danmark Øresundstolden i 1859, dog mod en klækkelig erstatning.

Kyholm vidner således både om karantæneregimet og sejlruterne gennem Danmark. I vikingetiden, hvor man sejlede, lå Samsø midt i riget, mens det i 1700- og 1800-tallet var reduceret til en periferi, hvor man kunne isolere bærere af smittefarlige sygdomme. I dag bebos Kyholm primært af edderfugle. Der er fri adgang og rester af karantænestationen og fæstningen kan ses sammen med en kirkegård, hvor ofrene for såvel kolera som krigshandlinger ligger begravet.

Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.