Jeg er gået på loftet for at hente Noas Ark ned igen. Vi købte den til vores ældste datter. Nu skal den lille ny også have fornøjelsen af den. Dyrene myldrer ud af arken og kommer den barnlige glæde i møde. Lilla flodheste, grønne elefanter og orange giraffer. Især girafferne er et hit. De er gode for en barnehånd at gribe fat i.
Men så slår det mig: Burde det her bortcensureres? Ligesom Eskimo-isen og Negerkongen fra Pippi? Hvordan kan man egentlig forsvare en fortælling som Noas Ark? Det er jo et forfærdeligt gudsbegreb. ”Nu skal du høre, min datter. Det var, fordi Gud var blevet vred, og så ville han slå alle mennesker ihjel på nær nogle få udvalgte. Ja, og så var det altså kun de her dyr, der overlevede.”
Jeg går i stå der midt på stuegulvet, mens min datter begejstret gumler videre på en orange giraf. Der er gået seks år, siden vores ældste legede med arken. Dengang tænkte jeg ikke over det, men er tiden ikke en anden nu?
Men så slår det mig: Forskellen på religion og korrekthedskulturen er netop den, at religionen ikke bortcensurerer de dele af dens historie, som den ikke længere kan lide. Kristendommen sletter ikke den grufulde historie om Abrahams villighed til at ofre sin egen søn.
Man redigerer ikke belejligt i Jesu forargende ord om at hade sin familie. Og selv Luther, som ikke fandt et eneste kristeligt ord i Johannes’ Åbenbaring, men kun en hævngerrig Kristus med sværd, valgte alligevel ikke at ekskludere den fra de kanoniserede bibeltekster.
I en religion har man sin problematiske og ofte uforståelige historie med sig på godt og ondt – men man står ved den. Man vedstår sig sin arv. Men det er samtidig det, der gør religion så upopulær i dag. Fra et pr-perspektiv er det jo en katastrofe. Hvorfor i alverden forskønner vi ikke teksten? Hvorfor optimerer vi ikke budskabet? Det ville have været så let, og vi ville sikkert få flere tilfredse kunder i butikken: ”Hør nu her! Jeg er simpelthen blevet medlem af sådan en dejlig organisation. Det var det glade budskab fra ende til anden. Der var ikke en eneste synder iblandt.”
Jeg ved snart ikke. Den lille gnasker stadig i giraffen. Jeg ser nu, at både den og hele arken er lavet af plastic. Mon ikke, Noa byggede sin i et mere bæredygtigt materiale? Men hvad forarger os egentlig mest: plastic eller syndfloden? Eller er de to ting det samme i dag?
Måske kan vi alligevel lære noget af historien.