Da jeg så den ødelagte buste af Frederik V blive hejst op af Københavns havn, kom jeg til at tænke på filosoffens ord:
”Smukke mennesker skaber smukke skulpturer, og byens smukke skulpturer er en tak til dens smukke borgere.”
Filosoffen hedder Lessing, og hans æstetiske teori tager afsæt i den klassiske, græske bystats kunst.
Hvad angår Det Kongelige Danske Kunstakademi er Lessings formular vendt om. Hvis Frederik V’s buste virkelig, som det noget hjælpeløst formulerede følgebrev til aktionen hævdede, var blevet ”synket” i havnen, ja, da lignede den ved bjærgningen noget, nogen havde kastet op.
Samtidens bidrag til æstetisk teori lyder så: ”Hæslige mennesker skaber hæslige skulpturer, og byens hæslige skulpturer er en tak til dens hæslige borgere.”
For der er noget systematisk over den ”rematerialisering” af busten, som var det, gerningsmændene betegnede aktionen som. De tilhører gruppen Anonyme Billedkunstnere – forkortet ”GAB” –, og lad os bare lade dem forblive anonyme, så der i det mindste er ét sandt ord i deres titel, for billedkunstnere i klassisk forstand er de ikke. Det er de kun, såfremt man henregner dem til den gruppe af postmoderne kunstnere, for hvem grænseoverskridelsen er selve kunstværket, og hæsligheden derfor ganske ofte bliver dens ideal. En sådan systematisk grænseoverskridelse adskiller denne type af kunst – eller snarere anti-kunst – fra den klassiske.
Klassisk kunst hyldede dog ikke bare skønhed som sådan, og den klassiske græske bystats indbyggere var nok ikke kønnere at se på end resten af os.
Den skønhed, Lessing taler om, var en del af en kosmisk verdensforståelse, hvor det skønne, det gode og det sande hang sammen og ikke kunne tænkes uden hinanden. God kunst forenede dem, og en græsk helt er både skøn, god og sand, ellers er han ikke hverken helt, hel eller hellig. Og helten er det hele.
Meget moderne kunst er en reaktion imod denne forudgivne forbindelse mellem det skønne, det gode og det sande.
En anden tysk kunstteoretiker, Karl Rosenkranz, skrev om det hæsliges æstetik ud fra den meget rimelige tese, at hvis man udraderer alt hæsligt fra sin verdensforståelse, skaber man bare idylliseret romantik. Biologien har jo også sine sygdomme, etikken har ondskaben, Københavns havnefront har Blox: Alt er ramt af noget hæsligt.
Men det hæslige er og forbliver en mangel i det værende, og Rosenkranz medgav, at eksistensen af det hæslige ikke ændrede på det hierarki, i hvilket det skønne er placeret over det hæslige, det raske over det syge og det gode over det onde.
Det vidste også den franske malerkunstner Jean Dewasne (1921-1999), der via blandt andre Robert Jacobsen og Richard Mortensen knyttede sig tæt til Danmark og udsmykkede Gori-fabrikken ved Kolding mesterligt, både før og efter dens brand i 1978.
Dewasnes kunstsyn sænker det synkende GAB’s projekt definitivt: ”Kunstværket er ikke en skraldespand, som man fylder med sine komplekser, sine bylder, sine hemmelige sygdomme, sine små og ganske snævert personlige fornemmelser.”
Nej, kunsten skal rejses via ”alt det, der er konstant, sundt og opløftende i kunstnerens sind”, og skal forbinde sig intimt med den skabelse – af kunstnerisk art, men også med arbejdet og med menneskers leg – der i øvrigt findes i kunstnerens samtid.
Nedsænkningen af Frederik V’s buste giver kun mening i en ekstrem version af postmoderne antikunst, hvor kunstnerens identitet, hendes komplekser og snævert personlige fornemmelser forenes med den hæslighed, destruktionen af overleveret skønhed kan afstedkomme. Det er kunst designet til den overraskende store gruppe af mennesker, der synes at mene, at verden er en skraldespand.
Det er den ikke. Den italienske barokmaler Caravaggio malede i 1603-1604 et billede af det hæsligste motiv, der findes i verden: en mor, der begraver sit barn. Det er et billede af begravelsen af Kristus. Men det er ikke hæslighed, kunstværket formidler videre til betragteren. Mens de stærke mandskroppe, Caravaggio havde en kompositorisk forkærlighed for, kæmper med at lægge den døde Kristus på en stenbænk, rækker kvindernes arme og klagesange sig op imod himlen.
Imidlertid holdes det dramatiske maleri sammen af Marias rolige blik, som er rettet mod den døde. For en gangs skyld er hun her afbildet som en gammel kvinde, og hun bærer sin sorg med værdighed. Maria ser på sin søn med et blik, der er stærkere end både skriftkloge og kejsere.
For Caravaggio er det et blik, der bevidner den følgende sandhed: Skønheden er stærkere end det hæslige, sandheden er stærkere end løgnen, og kærligheden er stærkere end døden.
Glædelig jul.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.