Prøv avisen
Historisk set

Epidemier rammer også økonomien

Medarbejdere gør klar til at tage imod coronaramte patienter i Wuhan, Kina. Billede fra februar 2020. Foto: China Daily/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Jes Fabricius Møller, anmelder på kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Handelsveje er historisk set smitteveje. Derfor betyder epidemiske sygdomme og ikke mindst modforanstaltninger mod smittens udbredelse noget for økonomien, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Forekomsten af en ny, potent influenzalignende smitte, coronavirussen, har ført til det største fald i den økonomiske aktivitet i verden i flere år. Med en metafor yndet på avisernes redaktioner viser aktiemarkederne blodrøde tal.

Epidemiske sygdomme har altid haft betydelige økonomiske konsekvenser. Den sorte Død i det 14. århundrede kostede en meget stor andel af den eurasiske og afrikanske befolkning livet.

Det betød, at man måtte opgive at dyrke store jordarealer, men også, at de overlevende kunne sælge deres arbejdskraft til en højere pris.

Historikere diskuterer stadig, hvordan og hvorledes det fik betydning. To konklusioner kan drages til brug for den historiske betragtning af spørgsmålet, nemlig at smitsomme sygdomme allerede dengang havde global rækkevidde, og at handelsveje var smitteveje. Pesten ankom via de travleste havne.

Industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet medførte en øget forekomst af kolera.

Den ramte Danmark senest i 1853. Koleraen var genstand for en intens debat blandt medicinere, fordi der var uenighed om sygdommens årsager.

I dag ved vi, at den oftest skyldes forurenet vandforsyning, men så længe der ikke herskede enighed om den indsigt, var der åbnet for andre fortolkninger og derfor også andre forholdsregler. Diskussionen stod mellem de såkaldte contagionister, der mente, at sygdommen er smitsom, og de såkaldte miasmatikere, der mente, at smittekim opstår spontant i gærende organisk materiale som eksempelvis latrin. Contagionisterne mente, at karantæne var den bedste forholdsregel, mens miasmatikerne ønskede at forbedre kloakeringen og vandforsyningen. Begge parter havde fat i noget rigtigt. Ikke mindst miasmatikernes ønske om en effektiv adskillelse af vandforsyning og kloakering har været til velsignelse for folkehelsen, et eksempel på, at forkerte teorier kan føre til rigtige løsninger.

Tilhængere af de forskellige sygdoms-teorier fordelte sig også over politisk-økonomiske skillelinjer. Miasmatikerne var ofte liberale tilhængere af frihandel. Det gjaldt for eksempel den fremtrædende tyske læge Max von Pettenkofer. Han mente, at karantænebestemmelser, der satte grænser for bevægeligheden, var en stor ulykke. Selv efter at Robert Koch havde identificeret kolera-bakterien (vibrio cholerae), ændrede Pettenkofer ikke holdning. Samtidig med et af de sidste store tilfælde af kolera i Europa, den voldsomme epidemi i Hamborg 1892, rekvirerede Pettenkofer en prøve på bakterien fra Kochs laboratorium, som han indtog. Det er det måske mest berømte eksempel på heroisk rethaveriskhed i videnskabshistorien. Pettenkofer overlevede uden alvorlige symptomer og anså dette forhold som bevis på, at han havde ret.

Der er i dag udviklet effektive vacciner mod mange virulente sygdomme, og på den måde har vi undgået forholdsregler som karantæne og rejseforbud. Hvis man lader sig vaccinere mod relevante sygdomme, kan man rejse overalt i verden i dag. Af og til dukker der dog nye sygdomme op, og indtil der foreligger en effektiv vaccine, der kan masseproduceres, må myndighederne gribe til de gammelkendte forholdsregler, der lægger bånd på den frie bevægelighed. Som ved alle ukendte og uberegnelige trusler hersker der en vis asymmetri mellem truslen selv og forholdsreglerne imod den, for der må anvendes meget vidtfavnende helgarderinger, der betyder, at langt flere berøres af forholdsreglerne end af faren selv.

Det er det, der har umiddelbar effekt på økonomien. Hvis kinesiske arbejdere bliver hjemme på grund af smittefare, går det ud over produktionen af forbrugsvarer.

Når folk bliver bange for at rejse, går det ud over flybranchen og turistindustrien. Olieprisen falder, og så falder også den norske krone og så videre.

Andre faktorer spiller for tiden også en rolle for, at verdensøkonomien trækker sig sammen. Og nu som før forsvarer økonomiske og politiske kræfter interesser, der ikke nødvendigvis samstemmer med de nødvendige hensyn til almenvellet og folkehelsen. Men generelt synes verdenssamfundet indstillet på, at midlertidig recession er en pris, der er værd at betale for at inddæmme akutte trusler som for eksempel coronavirus.

Historisk set er det opløftende. De globale epidemier – de såkaldte pandemier – har i århundreder været en stor udfordring.

Hvad vi ser i dag, er en troværdig diskussion om, hvorvidt løsningerne på globale problemer af denne karakter for første gang i historien også skal være globale.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.