Prøv avisen
Etisk set

Lars Kolind: Hvor er valgfriheden i samfundet?

Der er rigtig mange eksempler på, at jeg ikke selv kan bestemme over ting, som absolut ingen skadevirkning har på andre. Foto: Jens Welding Øllgaard

Lars Kolind

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvorfor kan min søn ikke vælge at gifte sig med en udenlandsk kvinde, hvis de kan forsørge sig selv?

HVAD ER BEDST? At borgerne selv bestemmer, hvad de vil gøre, eller at staten bestemmer for os? Et mærkeligt spørgsmål synes du måske, for er svaret ikke indlysende? Det må da altid være bedst, at borgeren selv bestemmer, hvis ellers det, han eller hun gør, ikke skader andre.

Ikke så enkelt endda. For hvad hvis jeg bestemmer noget, der er usundt for mig? For eksempel, at jeg vil drikke tre genstande om dagen, selvom alle fagfolk er enige om, at det er usundt for mig. De fleste vil nok sige, at det er min egen sag. Statens opgave er at oplyse mig om konsekvenserne af mit valg, men jeg vælger selv.

Men hvad så, hvis jeg foretrækker grøn energi fra biomasse i stedet for grøn energi fra vind? Det kommer jeg ikke langt med, for staten har hidtil besluttet at prioritere grøn energi fra vind over alt andet. Og uanset hvilken slags energi, jeg vælger, kommer jeg til at betale den overpris, som vindenergien koster, via afgiften på den strøm, jeg bruger.

MEN HVAD HVIS JEG INDRETTER mit toilet sådan, at der kun er 105 centimeter foran toiletsædet? Det må jeg heller ikke, for staten har besluttet én gang for alle, at alle toiletter skal have mindst 110 centimeter foran toiletsædet. Det har staten bestemt, og det står i bygningsreglementet. Punktum.

Der er rigtig mange eksempler på, at jeg ikke selv kan bestemme over ting, som absolut ingen skadevirkning har på andre. Højbedet bag ved sommerhuset eller boligpligten for min lejlighed, som jeg hellere ville bruge som fritidsbolig, er blot to andre eksempler.

Og hvad nu hvis jeg hellere selv ville passe min gamle tante end at bruge den kommunale hjemmehjælp? Jeg må gerne passe min tante, men hjemmehjælpen skal jeg under alle omstændigheder betale for gennem skatten. Og hvor er valgfriheden så henne?

Hvornår er selvbestemmelse bedre end statsbestemmelse? Efter min mening er svaret enkelt: Selvbestemmelse er bedst, hvis det, jeg beslutter, ikke er til skade for andre. Og hvis det, jeg beslutter, alligevel er til skade for andre, så skal jeg i det mindste selv betale omkostningerne derved.

Hvis jeg for eksempel vælger at flyve til Aalborg, hvor jeg alternativt kunne have taget toget, vil der blive udledt 100 kilo ekstra CO2. Så må det være rimeligt, at jeg betaler for mit valg gennem en afgift til staten svarende til, hvad det koster at reducere CO2-udslippet med 100 kilo på anden vis.

Hvis jeg vil bestemme selv, må jeg tage ansvaret for konsekvenserne af det, jeg gør. Så enkelt er det. Statens opgave er ikke at vælge for mig, men at give mulighed for, at jeg selv kan vælge der, hvor det giver mening.

Jeg skal ikke kunne vælge, om Danmark skal være et retssamfund, om forsvaret skal beskytte mig mod fremmede magter, eller om jeg vil køre i venstre side af vejen. Det er en del af pakken at være dansker. Men hvorfor kan min søn ikke vælge at gifte sig med en udenlandsk kvinde, hvis de kan forsørge sig selv?

DEN FULDE FORM FOR statsbestemmelse er diktatur, og det er der (næsten) ingen, der ønsker. Heldigvis. Se bare på Cuba, Nordkorea, Rusland, Iran og Kina. I Danmark har vi halv statsbestemmelse, hver gang et flertal påtvinger mindretallet sin ideologi. Det er nødvendigt og i orden, når vi taler om retsvæsen, forsvar, miljø og udenrigspolitik. Men mennesker er forskellige, og burde vi derfor ikke have en stat, der giver borgerne størst mulighed for at træffe deres egne valg, blot de ikke skader andre?

Demokrati betyder ikke flertalsstyre, det betyder folkestyre, og folkestyrets fornemste opgave er at tage sig af de store fælles opgaver, at hjælpe de svageste og i øvrigt give alle borgere mulighed for at realisere de drømme, de hver især har. Ikke at bestemme mest muligt på vores vegne. Hellere mindst muligt.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværk sætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.