Vi skulle købe nye hurtige sko på gågaden.
Bare os to, som vi plejer, når det bliver forår og de gamle hurtige sko fra sidste forår klemmer dig om tæerne. Du er snart fem år, og fødderne vokser og vokser.
Men på lang afstand kan vi se det hvide A4-ark, der er klistret på de mørkegrå ruder: Skobutikken er lukket.
”Er det de der virustider?,” spørger du gammelklogt og klemmer min hånd.
”Ja,” siger jeg.
”Kom, vi finder noget solcreme.”
I Matas er der stille. Testerne er taget ud af brug. Damerne bag disken er triste klovne med kunstige øjenvipper og hvide handsker.
Dine røde krøller plejer at tage kegler, når vi er i byen. Matasdamer spiser du til morgenmad. Men da én af damerne runder et hjørne lidt hurtigt og er ved at støde ind i dig, ser hun på dig, som jeg ser på dig, når du har tegnet med tusch på væggen. Ingen siger noget, alle slår bak.
Vi skynder os at finde faktor 50 på hylden.
Jeg ser desperat efter noget mere, der kan retfærdiggøre, at vi overhovedet gik herind. En neglelak at føje til de i forvejen for mange nuancer af mørkerød på badeværelseshylden derhjemme. Men hvem skulle egentlig se den?
”Se,” siger jeg, da vi skal betale.
”De har lavet streger på gulvet, så man ved, hvor langt væk man skal stå fra de andre i køen. Vi må stå hér.”
”Smart,” siger du og smiler. Du vil gerne holde solcremen, fin og gul.
Ved kassen ser de kunstige øjenvipper alvorligt på os. Ser ud som om, hun tænker: Det er ikke for sjov at stå her og skulle spørge tilfældige mennesker, om de vil have bonen, vel? Vi er nogle, der er i første række her. Hvorfor lod du barnet holde solcremen? Hvorfor har du hende overhovedet med?
Fordi barnet skulle have nye hurtige sko, men det kan vi ikke.
”Vi kan måle dine fødder og købe skoene på nettet,” siger jeg ude på gågaden igen.
”Hvad er nettet, mor?”
”Det er inde i computeren, det er svært at forklare.”
Tænker: Du må ikke tro, at jeg kan forklare verden for dig, barn. Jeg forstår den ikke selv.
”Vi går lige en tur for at se, om der er en anden skobutik, der har åbent. Man kan jo altid håbe,” siger jeg.
Din lille hånd er låst fast i min, mens vi går. Den giver aldrig slip.
”Mor, hvad gør man, hvis nogen sniger sig ind bagfra på én?”
Personen, der går bag os, har overskredet de to meter, jeg målte ud, da vi stod på parkeringspladsen, og du med utrolig timing spurgte, hvad statsministeren egentlig mener, når hun siger, vi skal holde afstand.
To store skridt for mig, tre for dig. Én, to, tre.
”Man kan ikke bestemme, hvad andre skal gøre. Kun hvad man selv gør,” siger jeg.
Der er ikke andre skobutikker, der har åbent. De er vel rykket på nettet alle sammen. Er det virkelig der, vi er? Vi er faktisk nogle, der har brug for støtte i svangen.
I det fjerne øjner jeg et rødt Frellsenflag, der blafrer med en flødebolle i forårsvinden.
Isbutikken har ikke lukket. Halleluja! Vi skal stå i kø tværs over gaden, for der må kun være to personer i butikken ad gangen.
Vi er to. Og du vil, som altid, altid, have blandet jordbær- og vaniljeis med harlekindrys.
”Hvad betyder softice?”, spørger du og knaser krymmel mellem tænderne.
”Blød is,” svarer jeg lykkelig over, at noget er så enkelt.
Bænkene på torvet er taget. På rådhushjørnet er der en solplet, og hundreder har vel tisset op ad det hjørne gennem tiden. Men nu skal vi to sidde lige her, siger jeg, og lader bagdelen glide ned ad granitvæggen og lande på brostenene. Du bliver pænt stående.
”Mor. Jeg tror, det er bedst, vi går tilbage til bilen.”
Jeg tror, du har ret.